Det selvrealiserede Danmark

3. februar 2020, 10.27

UNGDOMMEN Vi lever i en tid, hvor det er normen, at den yngre del af befolkningen skal med rygsæk den halve eller hele jord rundt. For lige at tage sig et enkelt sabbatår eller tre, til lige at lære sig selv lidt bedre at kende og ligesom få set lidt af verden før de vigtige studier derhjemme starter.

Så kommer de hjem, og deres vigtige og hårde studieår starter, og det er i og åh så hårdt at leve på Statens Uddannelsesstøtte.

Hjælpen kommer i flere og flere tilfælde fra velmenende forældre, som hjælper til med huslejen eller da helt køber en lejlighed i en af de større byer, for så er der ligesom styr på junior.

Et spørgsmål der melder sig, kender vi nogen, der bor på kollegie efterhånden?

Det er da også dejligt, at vi hjælper vores børn, de er født og opvokset i den vel mest trygge del af verden, man kan forestille sig. Nogle få har måske fået lov at cykle i skole og smagt friheden og ansvaret for sig selv i trafikken, andre er måske endda blevet opfordret til at tage et fritidsjob for at kunne få råd til de udskejelser, der efterhånden kræves, at vi lægger på de sociale medier.

Når så vores puslinge skal på arbejdsmarkedet - det i mange tilfælde gennem studiejobs - her kommer så pludselig modgang.

Der vil man skulle lære at lave kaffe, gøre rent og tage sig af gæster. Eller man skal sidde ved kassen i et supermarked, med alt, hvad det nu indebærer. Ikke alle steder er der rundkreds-pædagogik og tid til at sætte sig ned og forklare, at det jo er for forretningens og egen skyld, at de er der og ikke bare for at trylle penge frem.

Jeg har flere kolleger med det problem - en specielt, hvor der har været flere, som nægter at tale til chefen, efter at man har fået at vide, at man ikke sætter sig godt nok ind i sagerne. Der er sågar historier om forældre, der har hentet deres puslinge på jobbet, fordi de er blevet sagt imod.

Jeg er ikke en sur gammel mand, selvom det godt kunne lyde sådan. Men når vi sidder og taler om »ungdommen i dag«, og at det er dem, der skal passe os, når vi bliver gamle, så foretrækker jeg folk, der har fået lidt vind på snuden og kan navigere i livets udfordringer. Det lærer man hjemmefra, ikke i folkeskolen, på gymnasiet eller af sin arbejdsgiver.