Hannah Grant vælger altid den kringlede vej: - Virkeligheden kan sagtens føles som et eventyr, men den ser sjældent sådan ud

Af Casper Hindse

Redaktion@m-jylland.dk

Hannah Grant har brugt sit arbejde som kok og opskriftsudvikler til at opleve verden.

Hun har blandt andet rejst Europa tyndt med et af verdens bedste cykelhold, besteget Kilimanjaro, været ved at kæntre som skibskok på en katamaransejlbåd og drønet gennem Sydamerika i verdens hurtigste biler med fire kogeblus på bagsædet.

Tilværelsen har formet sig sådan, fordi Grant altid vælger den mest kringlede vej.

Den første scene udspiller sig en formiddag i en lille by i enten Italien, Spanien eller Frankrig. Landet er ikke nær så afgørende som den lille travle by, hvor der ikke er andre mennesker end lokale beboere og folk fra professionelle cykelhold.

I en årrække har Hannah Grants arbejde som kok ført hende ud i verden. I de senere af slagsen har det været i selskab med cykelryttere. Det er dem, hun laver mad til, når en stor Grand Tour ruller gennem landskaberne i tre ugers tid. Så det kunne altså være hvilken som helst formiddag i et hvilket som helst af de største cykellande i Europa, for det er mest af alt stemningen, der tiltrækker hende.

Hannah Grant går gennem den lille by. Hun suger alt til sig. Ser folk møde på arbejde, når de har afleveret ungerne i skole, inden hun drejer om et nyt gadehjørne for at fornemme kulturen. Til sidst svinger hun ind i et supermarked. Det er her, rejsen for alvor begynder for hende.

- Jeg har brugt mit arbejde til at rejse Jorden rundt, men jeg vil gerne være fri for at se alt det turistede. Lokalbefolkningens hverdag giver mig et billede af, hvor jeg er, og hvordan folk lever. Derfor kan jeg også godt selv lide at arbejde ude i verden. Jeg bryder mig bedre om at føle mig en lille smule lokal end om at være turist, siger kokken, som er aktuel med cykelopskriftbogen "The New Grand Tour Cookbook 2.0", der indeholder mere end 120 opskrifter samt interviews med blandt andre cykelrytterne Mads Pedersen, Kasper Asgreen, Magnus Cort og Cecilie Uttrup:

- Når jeg er ude af Danmark, skynder jeg mig altid ind i et supermarked. Varerne siger virkelig meget om dagligdagslivet på egnen. Hverdagen er det, jeg rejser for at se, men det er samtidig fornemmelsen af at have et eller andet for sig selv. At gå gennem en lille by, der summer af liv, men hvor du lige har fem minutter til at suge til dig, er noget af det bedste, jeg ved. Det er så nok også, fordi jeg ved, at jeg skal arbejde og mærke stedets puls endnu mere lige om lidt. Den følelse har jeg fra min mor.

Udfordrende vej

Hannah Grant voksede op i det, der uden tøven kan betegnes som et spraglet hjem. Moren var danser, faren skuespiller. Der var højt til loftet og mange livsråd, som de fleste nok ikke har fået med hjemmefra. Som barn fik den i dag 40-årige kok for eksempel at vide af sin mor, at den bedste måde, du kan se et land på, er ved at arbejde i det. Moren turnerede selv med dansen. Følelsen af, at verden var et sted, man måtte indtage, fik Hannah Grant altså nærmest ind med modermælke med.

- Jeg bryder mig ikke om, når tingene bliver for polerede. Virkeligheden kan sagtens føles som et eventyr, men den ser sjældent sådan ud. Når jeg har rejst med cykelholdet, og vi er tjekket ind på alt fra skrabede hoteller til femstjernede, har det set roligt og professionelt ud. Lige indtil jeg har lånt hotelkøkkenet. Her flyver folk rundt, for det er deres hverdag og ikke det glansbillede, som hotellet på overfladen gerne vil fremstå som, siger hun og læner sig tilbage i stolen i sin lejlighed tæt ved Søerne i centrum af den danske hovedstad:

- Rejser er selve grobunden for, at jeg valgte at blive kok. Jeg vil gerne bruge mit arbejde på at rejse og leve, og så har jeg en tendens til at vælge det allermest udfordrende. Hvis jeg står med valget mellem at gøre noget sikkert og noget, der er mere kringlet, vælger jeg det kringlede. Jeg er fuldstændig overbevist om, at livet bliver mere spændende, hvis man udfordrer sig selv og hvis man får udforsket så meget af verden som overhovedet muligt. Her er det godt at være kok, for der er altid nogen, som har brug for, at du laver mad til dem. Det har jeg udnyttet gang på gang og haft stor glæde af i mange år.

Sovset pagaj

Den anden scene er frysende kold. Den udspiller sig på en båd ud for Grønlands kyst i starten af årtusindet. Hannah Grant er droppet ud af gymnasiet og er blevet træt af at arbejde i Magasins parfumeafdeling. Ved et tilfælde opdager hun, at militæret afholder session for kvinder. Hun ser sit snit til at forsøge at få fuldført i hvert fald et eller andet.

- Jeg er overhovedet ikke boglig, så at sidde på skolebænken var ikke lige mig. Derfor lød det som en interessant udfordring at komme ud at sejle med søværnet - og det skulle selvfølgelig være så langt væk som overhovedet muligt, siger hun og slår en latter op, mens hun fortæller, at det var ude mellem isblokke og sæler et sted i krydsfeltet mellem Grønland, Island og Færøerne, at hun fandt sin livsvej:

- Jeg anede ikke, hvad jeg skulle med mit liv på det tidspunkt, men jeg vidste, at ni måneders arbejde måtte være til at gennemføre, og jeg kunne godt tænke mig at gennemføre noget, når nu det ikke var gået med gymnasiet. Samtidig burde det være muligt, når jeg jo ikke kunne komme væk, fordi jeg befandt mig på et skib, og det viste sig at holde stik.

- Jeg blev efterhånden rigtig gode venner med skibskokken, så når jeg havde fri, drev jeg rundt i kabyssen. En dag spurgte han mig, om jeg kunne smage 50 liter sovs til. Det hele blev rørt med en massiv pagaj, for det var det, der var til så store mængder mad. Herfra var jeg faktisk helt sikker på, at jeg skulle være kok.

Hun gennemførte de ni måneder. Både som soldat og spirende grydeansvarlig. Det motiverede hende til at søge ind på Hotel- og Restaurantskolen.

- Men sandheden er nok, at hvis de ikke havde haft optag på lige præcis det tidspunkt, jeg gik i land igen, havde jeg ikke gidet gå og vente. Jeg er altid parat til et nyt eventyr, så måske var jeg aldrig blevet kok, hvis ikke tilfældet havde gjort, at jeg nærmest kunne gå fra kabyssen og i uddannelse, siger Hannah Grant.

Disciplinerede drømme

Kokkeuddannelsen var ikke umiddelbart et sted, hvor kvinder havde det nemt dengang. Her var en barsk tone. Hannah Grant lærte hurtigt, at man sommetider må svare igen, men også at man i nogle tilfælde skal arbejde med en soldats præcision og lydighed.

- Jeg havde været vant til, at jeg kunne tale mig ud af alting. I mit barndomshjem kom og gik jeg, som det passede mig, men efter militæret var jeg klar til at opleve kæft, trit og retning i et køkken. Det var hårdt, men det lærte mig, at der også skal disciplin til at nå sine drømme. Der skal sommetider være disciplin, for at du kan tænke stort, siger Grant, som fik hyre på Noma og var en del af køkkenholdet, da restauranten blev kåret til verdens bedste.

- Men det var bare ikke noget for mig i længere tid ad gangen, siger hun og ryster på hovedet.

Hun fortæller for eksempel, at hun fik et hysterisk anfald, da en dør bankede op i den bakke med blødkogte vagtelæg, som hun møjsommeligt havde brugt en hel formiddag på at pille:

- Jeg måtte simpelthen bruge mit liv på noget andet, selvom jeg egentlig gik med en drøm om at skabe en restaurant, der kunne få en Michelin-stjerne en dag. Problemet var jo så bare, at det ville kræve, at jeg var det samme sted dag ud og dag ind, år efter år. Og det passer ikke til mig. Jeg kan godt lide at lave mad med pincet og alt det dér, men mine yndlingskøkkenredskaber er min foodprocessor og min minihakker, fordi de gør madlavningen nemmere. Det var helt tydeligt for mig, at mine udfordringer skulle ligge et andet sted. Jeg måtte prøve mig af i mindre køkkener, hvor jeg selv tog styringen og så verden.

Over ækvator

Den tredje scene foregår ombord på en privat katamaransejlbåd. Her er Hannah Grant blevet hyret som skibskok til en halv jordomsejling for en rigmand og hans bekendte. Turen skal vare i et år, men den er ved at kæntre, da katamaranen sejler i 16 dage uden andet end vand i miles omkreds et sted i Stillehavet.

Flere stormvejr brøler forbi. Eftersom her ingen holdepunkter er, står stormene så klart frem, at de næsten ligner tornadoer. Hvis skibet kommer i havsnød, vil det tage timer, før nogen kommer besætningen til undsætning.

- Vi var ude i absolut ingenting, og her gik det op for mig, at hvis der skete noget med båden, ville vi ikke blive reddet. Og der var altså ret vildt vejr undervejs, så en dag slog det mig, at her kunne jeg potentielt dø på grund af et stormvejr. Det fik mig til at indse, at livet er noget, der skal leves. Det skal ikke bare være en tilstand, man altid kan forvente at være i.

- Jeg var 27 år på det tidspunkt, og alt det fik mig til at tænke, at hver eneste dag skal være en oplevelse, siger Hannah Grant og betoner med lettelse i stemmen, at katamaransejlbåden fik balanceret sig udenom stormene, så hun kunne lave mad til hele holdet dag efter dag og ellers bare nyde havnene, de lagde til i:?- Det var den vildeste oplevelse! På et tidspunkt kastede vi anker ved Ækvator og sprang alle sammen ud fra båden fra den ene halvdel af verden over til den anden. Bagefter skålede vi i rom. Den tur lærte mig, at rejser er noget, der udvider din horisont og samtidig giver dig en idé om, hvem du er som menneske. Vi er de oplevelser, vi har haft, men samtidig er vi de oplevelser, vi drømmer om at få. Det har jeg taget med mig lige siden.

Hurtig payoff

Siden fik hun ad omveje tilbudt en tur med verdens bedste cykelhold. Team Saxo Bank-Sungard havde brug for en kok, der kunne køre med rundt til de store løb. Grant blev forlænget efter hver eneste Grand Tour, og selvom holdet har skiftet navn flere gange, er hun fulgt med.

- Med cykelholdet har jeg gang på gang formået at udfordre mig selv. Det er ikke svært at være kok, hvis du har et stort køkken og alverdens råvarer til rådighed. Så bliver mad til nogle processer, hvor du skal imponere gæster, der gerne betaler en hel del for det. Sådan er det ikke, hvis du har virkelig lidt plads og ikke har adgang til meget andet end løg, auberginer, hvidløg og tomater fem dage i træk. Du skal tænke ud af boksen, hvis du skal kunne mætte sultne sportsfolk med så få ingredienser, siger hun og forklarer, at den glæde, hun oplever, når hun rammer en cykelrytters smagsløg og hans trætte øjne lyser op, er en helt særlig følelse:

- Jeg kan godt lide fornemmelsen af, at vi er på en tur sammen, hvor vi arbejder hen mod et fælles mål, og hvor jeg er den, der leverer brændstoffet. Det er fedt at rejse med sit fag, og at jeg samtidig har fået mulighed for at se verden på den måde, er en kæmpestor bonus.

Hun bliver stille et øjeblik.

- Madlavning har den store fordel, at du kan få lov til at være kreativ på meget lidt plads og være det hurtigt. Der er hurtig payoff på det, du har lavet, siger hun så:?- Jeg kan godt komme til at kede mig, hvis jeg ikke er i bevægelse. Jeg er rastløst, og jeg har altid gang i mange projekter, hvis jeg kan slippe af sted med det. Min kæreste siger nogle gange til mig, at han aldrig kan finde på at spørge mig om, hvad jeg skal, når jeg holder en fridag, for så begynder jeg straks at tænke i nye projekter. Måske er det fordi, jeg har været selvstændig kok i mange år, men hvis et eller andet spændende byder sig, slår jeg altså til, selvom det muligvis lyder uoverstigeligt.

Eventyret findes

Fjerde scene foregår på Kilimanjaro. Hannah Grant er taget på teambuildingtur med cykelholdet. Hun forventer, at de skal gå den nemmeste af de ti mulige ruter op ad bjerget. Det er det ikke. Faktisk skal hele holdet af professionelle cykelryttere, massører, mekanikere, sportsdirektører og altså en enkelt kok "spadsere" én af de allerhårdeste veje op ad det tanzanianske bjerg. Her både vandres, kravles og klatres undervejs. Det er for resten midt i regnsæsonen.

- Dér var det lige før, at det blev for meget eventyr for mig, griner Grant:

- Jeg var én af de allermest langsomme, og jeg overvejede flere gange at lægge mig ned, men mine kolleger viste mig, hvad det vil sige at løfte i flok. Undervejs fik jeg den gamle nagende fornemmelse af, at jeg blev nødt til at kvitte og altså ikke gennemføre, men jeg indså, at det ville jeg jo ikke få noget ud af. Så ville jeg bare stå stille midt på et bjerg i Afrika. Derfor fortsatte jeg, og selvom min krop modarbejdede mig, var turen en helt vild følelse, da vi var nede igen.

I dag har hun rundet de 40 år. Det har fået hende til at tænke over, om hendes eventyrlyst nogensinde vil aftage.

- Efter Kilimanjaro-turen har jeg blandt andet været kok ved Dakar Rally og derfor drønet gennem Sydamerika, hvor jeg skulle lave mad til mere end 100 mennesker på fire kogeblus, der næsten ikke virkede. Jeg tror, at jeg på en måde bliver mere ligeglad med årene. I hvert fald bliver jeg mere ligeglad med, hvad andre tænker. Jeg kaster mig bare mere og mere ud i tingene og gør dem på min egen måde. Jeg havde ikke troet, det skulle være sådan, men det er altså, siger hun:

- Hverdagen må ikke være alt for nem. Hverken når det handler om livsvalg eller madopskrifter. Den svære vej er mere usikker, og dermed også lige netop dér, eventyret måske findes.