Læserbrev fra »Ulvetid«: Steffen Troldtofts historie er »yderst tvivlsom«

22. november 2019, 11.57

Ole Pedersen. Foto: Privatfoto

ULVE Steffen Troldtoft har skrevet et læserbrev omkring et møde, han angiveligt skulle have haft med en ulv. Et læserbrev, som har fundet vej til flere forskellige medier.

Sidst i læserbrevet forudsiger han reaktioner fra »terrorister-krammere-forskere og lystløgnere«, hvilket understreger den manglende seriøsitet i hans læserbrev.

Steffen Troldtoft bor jo lige midt i ulvezonen, så det kan naturligvis ikke udelukkes, at han har »mødt« ulve. Til trods for at mange af de mennesker, der jævnligt færdes i området, aldrig ser så meget som skyggen af en ulv. Det er bemærkelsesværdigt, at folk, der er i mod ulve, møder ulve alle mulige steder. Men folk, der hellere end gerne ville møde en vild ulv, stort set aldrig møder dem.

Jeg forudser at blive klassificeret i en eller flere af Steffen Troldtoft »klasser«, i og med jeg vil påstå, at hele denne historie om hans møde med en ulv virker yderst tvivlsom.

Læserbrevet er nok mere et udtryk for en blanding af trang til at sætte ulven i et dårligt lys og manglende opmærksomhed.

Steffen Troldtoft påstår, at han kommer ind på en afstand af 20 meter fra en ulv, hvor vinden bære både duft og lyd mod ulven. Det er ganske enkelt en løgnehistorie. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre.

Det svenske Viltskadecenter har lavet forsøg med mange gps-mærkede ulve, som en person nærmede sig under mange forskellige vind- og lysforhold. Nogle af disse forsøg var med en medfølgende hund. Det lykkedes aldrig at komme tættere på ulvene end 18 meter, og det var i kraftig modvind, hvor ulvene ikke havde mulighed for at få fært og kun i meget ringe grad kunne anvende hørelsen. I langt de fleste forsøg fortrak ulvene på en afstand af mellem 100 og 300 meter

Hans manglende viden om ulve kommer pinligt klart til udtryk, når han påstår, ulven forlod stedet, og han efterfølgende var bange for den lå på lur. Sådan fungerer en ulv ikke.

Hvis en ulv er på vej væk fra et menneske, vil den gå flere hundrede meter, før den stopper, med undtagelse af nogle eventuelle meget korte stop for at sondere forholdende. Med mindre hunden passer ulve op, vil ulven altid fortrække, når den har registreret menneske.

Nu er det ikke første gang en Troldtoft føler trang til at klemme aftrækkeren på geværet, når de ser en ulv. Steffen Troldtoft skyder et varselsskud. Uha, uha, så er ulven advaret.

Måske er et »skræmmeskud« en mere dækkende betegnelse. Hvorfor han overhovedet skulle skyde må stå hen i det uvisse.

Det ville være rigeligt at råbe og vifte med armene. Men det virker bedre i et læserbrev med et varselsskud, så er dramatikken på plads.

Når Steffen Troldtoft påstår, at myndighederne (Miljøstyrelsen) mangler vilje til at fastsætte et regelsæt i forbindelse med Straffelovens § 13 om nødværge, virker det skræmmende, at en person, som stiller op til folketingsvalget. ikke magter at læse og forstå en rimelig kort lovtekst.

Steffen Troldtoft skriver yderligere, at der i §13 står »det må i den forbindelse antages, at drab på en ulv, der er nødvendig for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende angreb fra ulven mod et menneske, vil være straffri som lovligt nødværge«.

Det er ikke rigtigt. Der står ikke et ord om ulv i §13.

Den rigtige lovtekster lyder »Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt«.

Det vil altid bero på en vurdering om en ellers strafbar handling kan gøres straffri i henhold til § 13. Det burde være simpelt at forstå, hvis man ellers forstår teksten

Kritikken af Miljøstyrelsen i denne forbindelse er derfor helt hen i vejret. Straffeloven hører ikke hjemme under miljøministeriet.

Hele den del af læserbrevet er gennemsyret af mistillid til myndighederne i almindelighed. Den slags ses ofte i politisk yderliggående kredse.

Man må undre over, hvad i himlens navn Steffen Troldtoft foretager sig med en »jagthund«, der ikke vil lystre, og påstanden om »at det kender alle jægere«. Det er noget af en påstand.

Jeg tror de seriøse jægere overholder loven og i øvrigt har trænet deres hund ordentligt.

Læserbrevet er ifølge Steffen Troldtoft skrevet for at undgå rygtedannelser.

Det må formodes, at hvis han selv havde forbigået »hændelsen« i tavshed, ville der ikke blive tale om rygtedannelse, idet hunden og ulven i sagens natur ikke ville sige noget.