Fra Kaj Munk til Lars Hedegaard

Læserbrev fra Herning Folkeblad

Udgivet:11. februar 2013, 15.14

Læsetid:2 minutter

Arkiv.

Esben Lunde Larsen folketingsmedlem for Venstre, valgt i Vestjyllands Storkreds, uddannelses- og Forskningsordfører

Under 2. Verdenskrig havde Danmark en synlig fjende, som truede vores frie samfund. Fjenden blev forsøgt besejret på mange fronter. En af krigens store frihedshelte var Kaj Munk, der bekæmpede tyskerne med det frie ord. Munk var klar over, at det havde en pris at ytre sig frit, og som alle ved, betalte han den højeste pris af alle.

I dag har Danmark ikke en synlig fjende, men truslen mod vores frie samfund er alligevel til stede i Danmark. Den snigende politiske islamisme, som truer såvel jøder som danske forkæmpere for ytringsfrihed, har endnu engang vist sit grimme ansigt i Danmark i den seneste uge. Lars Hedegaard er en af nutidens danske frihedshelte. Jeg er langt fra enig i mange af Hedegaards synspunkter, men han har lige som Kaj Munk bevidst taget til genmæle mod ufriheden, selvom han ved, at han kan komme til at betale den højeste pris af alle.

Når jeg som barn hørte mine bedsteforældre fortælle historier om modstandsbevægelsens aktiviteter under 2. Verdenskrig, tænkte jeg ofte, om jeg ville have haft modet til at kæmpe for Danmarks frihed med livet som indsats. Det samme har jeg siden tænkt på, når jeg har læst om Kaj Munks indsats, eller når jeg har set film som Hvidstengruppen eller Flammen og Citronen.

Attentatet mod Lars Hedegaard i den forgangne uge aktualiserede tanken om mit eget mod! Hvor meget tør jeg sige som politiker og debattør i kampen for frihed, hvis jeg ved, at der er en risiko for, at jeg en dag har en formummet islamist stående med en pistol uden for min hoveddør?

Langt de fleste ved, at den politiske islamisme er blandt de væsentligste årsager til terror i verden samt til angreb på vestlige frihedsrettigheder også i Danmark. Det er jo ikke almindelige københavnere, som udgør en trussel mod jøder i Københavns gader. Det er heller ikke almindelige Frederiksberg-borgere, som iklæder sig en rød postjakke og opsøger islamkritiske debattører som Lars Hedegaard for at skyde ham. Endeligt er det ikke almindelige RingkøbingSkjern-borgere, som PET holder under opsyn, når der dannes frie skole eller foreninger af den ene eller anden karakter hos os.

Som samfund bliver vi nødt til at tage afstand fra den politiske islamisme. Som lovgivere bliver vi nødt til at overveje, hvordan vi reagerer på de konsekvenser, den politiske islamisme har for vores individuelle frihed og tryghed. Ord skal bekæmpes med ord, men når ord ikke er nok, så må retsstaten træde til. Der er grund til nøje at overveje, hvordan vi som samfund i fremtiden anvender retsstatens midler til at sikre både frihed og tryghed hos os som lovlydige borgere, uden at vi som samfund skal lukke os.