Da midten muterede

Af Casper Hindse redaktion@m-jylland.dk

Politikerne snakker. Om stop for muslimsk indvandring, om afskaffelse af indkomstskatten, om 2025-planer og om arbejdsuger på 30 timer. Men de taler sjældent om, at den danske politiske scene har flyttet sig. For hvor er midten egentlig blevet af i dansk politik? Hvor er standpunkterne om at søge konsensus og skabe dialog? Hvor er de partier, der binder rød og blå blok bare en smule sammen? Dem, der sigter efter det brede kompromis, og som skubber et fælles Danmark fremad?

- Ja, de er jo ikke sådan lige til at få øje på, men de er der selvfølgelig et sted, siger politisk kommentator Hans Engell:

- Der er stadigvæk en slags midte i dansk politik, men den ser helt anderledes ud, end den gjorde for 10-15 år siden. Og det skyldes især, at vælgerne har ændret sig.

Tallene er da også ganske klare. Der har i det nye årtusinde været vælgervandringer, som sjældent er set lignede i Danmarkshistorien. De stemmeberettigede danskere er vandret væk fra de gamle partier og ud til slagtilbudene på fløjene.

- For det første er danskerne ikke medlemmer af partierne længere. Det er der faktisk kun fire procent, som er, siger Hans Engell:

- Danskerne er blevet troløse og skifter meget mere imellem partierne. Når man ikke har forankring i en fløj eller i et parti, så er det svært at definere, hvor midten overhovedet er. Da jeg selv var politiker, sagde man, at valgene blev afgjort imellem valgkampene, men i dag er det rent faktisk valgkampen, der afgør det hele. Mange flytter sig. Også gerne fra den ene fløj til den anden.

Nye tider

Midten i dansk politik er derfor også muteret og blevet til noget andet. Væk er snakken om højre- og venstreskalaer, som lærebøgerne ellers foreskriver. Disse må simpelthen skrives om, hvis man skal forstå midten som begreb, mener Hans Engell.

- Der, hvor midten lå engang, ligger den slet ikke længere. Dengang jeg var politiker og minister, var midten mere tydelig. Vi betragtede den som et sted for Centrumdemokraterne og De Radikale. Men de senere år har midtervælgerne flyttet sig hurtigere end partierne. Både udlændingespørgsmålet og globaliseringen har haft betydning, fordi disse temaer har skabt en utryghed, og partierne har svært ved at organisere sig efter det. Midten i dag ligger vel et sted i Socialdemokratiet, men spørgsmålet er så, hvor det lige er, at partiet ligger henne, og samtidig betragter et parti som Dansk Folkeparti også sig selv som et midterparti. Ja, det er der faktisk mange partier, som gør, så det hele er lidt mudret, siger Engell og peger på, at det også er helt nye tider for, hvordan man bliver succesrig i politik:

- I dag ser man på Alternativet som en succes, fordi de organiserer og inkluderer vælgerne på en helt anden måde, end man har set tidligere. Alternativet rammer tidsånden. Danskerne er velinformerede, men engagerer sig også mere lokalt og i tidsbegrænsede projekter. De vil gerne sidde i skolebestyrelser eller samle ind til Afrika, men de vil ikke diskutere nationaløkonomi. Vælgerne er optaget af livsstil, tryghed og sundhed, og derfor er de gamle partier også i dyb krise. Den pragmatiske, midtersøgende politik har altid baseret sig på et økonomisk ansvarligt ståsted, men det er vælgerne ikke særligt interesserede i længere.

Ekstrem opblomstring

Vælgerne har altså skiftet adfærd og dermed gjort midten til noget andet og mere udefinerbart. Eller i virkelighed til et sted, hvor magten for alvor træder frem. Det mener politisk forsker fra Københavns Universitet med speciale i vælgeradfærd, Martin Vinæs Larsen.

- De seneste 10 år har danskerne mistet tilliden til det politiske system, og derfor søger de også væk fra de gamle partier. De støtter i stedet partier, der gør tingene på en anden måde, og som er imod det politiske establishment, siger han:

- Derfor ser man da også en opblomstring af ekstrempartier. Alternativet, Enhedslisten og Dansk Folkeparti for eksempel. I den henseende er selve magten blevet midten i dansk politik. Vi har i dag kun tre partier, der ønsker den fuldt ud. Venstre, Socialdemokratiet og De Radikale. De vil gerne administrere staten, mens de andre partier vil skælde ud. Den tendens ser man flere steder i Europa. Der er færre politikere, som vil gå på kompromis med deres egen politik, for at lede et land.

Tilliden til de danske politikere har i denne sammenhæng også været støt dalende siden 2007, hvor den globale finanskrise begyndte at hærge. Flere undersøgelser - danske såvel som udenlandske - har peget på, at mange vælgere følte, at politikerne havde sovet i timen, og at det var en af hovedårsagerne til det økonomiske krak. Men opgøret med den danske politiske midte har nu også andre årsager, mener Hans Engell:

- Politik har nærmest altid handlet om at vinde magten, fordi regeringen kan sætte dagsordenen. Men magt koster, og man skal indgå kompromisser. Det er der ikke mange, som er villige til længere, fordi de hellere vil have mange mandater end meget magt. Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik har levet længere end ham selv i dansk politik. Hvis man lover noget, skal man kunne holde det og ellers lade være med at tage magten.

Vælgerne bestemmer

Det kunne lyde, som om vi danskere, der cirka hvert fjerde år tumler op til stemmeurnerne, er blevet lullet ind i forventningernes vidunderlige tåger. Vi vil have det, som vi stemmer på, og det er nogle andres skyld, hvis vi ikke får det. Men det her er ikke en tåge. Det er nærmere et changeret politisk landskab, som giver mindelser om tidligere tider, mener Hans Engell.

- Jeg har længe syntes, at den decimerede midte skabte ustabilitet og et alt for flimret billede, men jeg tror nu ikke, at det her ændrer sig, og jeg vil sammenligne det med det store jordskredsvalg i 1973. Dengang troede vi politiske hoveder, at vi ville vende tilbage til den gamle normal igen, men det blev aldrig det samme. Valgene i 2011 og 2015 har også vist sig at være sådan. Den måde, som folk prioriterer deres liv på, er fuldstændig forandret. Man fokuserer på enkeltsager, og hvis politikerne lover noget, så skal de også kunne holde det, siger han og slår fast:

- Betalingsbalancen og handelsunderskuddet interesserer ikke vælgerne længere, fordi en rød og en blå regering i store træk fører den samme økonomiske politik.

Men selvom regeringerne forvalter statens håndører på samme måde, så kan den minimerede midte nu godt koste på længere sigt, mener, Martin Vinæs Larsen:

- Det skaber en mere ustabil situation ikke at have en stærk midte. Det giver smallere regeringer, og der skal indgås kompromisser på et helt andet plan. Det er sværere at gennemføre politiske beslutninger, fordi man hele tiden skal spise støttepartierne af med noget. Det, som man gennemfører, bliver altså i højere grad et miskmask. Forligene bliver mindre fokuserede, men det er ikke et reelt demokratisk problem, for det er jo vælgerne, der sammensætter Folketinget.