Imponerende albumdebut

Karen Kousgaard har fundet de helt rigtige producere til debutalbummet

Udgivet:16. februar 2016, 18.00

Læsetid:4 minutter

Coveret på Karen Kousgaards debutalbum.

Henrik Øster-Jørgensen
| hej@herningfolkeblad.dk

Karen Kousgaard:

»Pretty If You Dare«

Eget selskab

Fire stjerner

anmeldelse Karen Kousgaards debut-vinyl er landet. Efter tre års arbejde kan man nu holde resultatet i hænderne.

Coveret er holdt i en blå farve og prydes med et stort portræt af kunstneren. Der er indlagt et tekstark - selve teksterne er let læselige, men det er akkrediteringerne på de enkelte numre ikke, fordi kontrasten er for lav. Som man ofte ser det, så kommer albummet med en kode så man kan hente musikken digitalt.

Der er 12 titler på pladen - dog optræder nummeret »Tired« tre gange.

Tom Waits

Der er utrolig god lyd på pladen. Vokal og instrumenter står helt klart. Der er eksperimenteret meget med Karen Kousgaards lydunivers, og resultatet er overraskende. Det lyder helt anderledes, end man havde forestillet sig.

Pladen åbner med første omgang »Tired«, og derefter kommer den nøgne og melankolske »Our Last Goodbye« med den stærke linje »my heart and my head disagree/guess I need the misery«.

I det hele taget er det en noget sort plade med »break up-sange«. Sangen slutter med et ekko, der første gang får én til at tjekke, om der er hak i pladen. Det er der ikke.

I »The Sound« møder vi første gang den elektroniske kant, der er lagt ind på mange af sangene og giver dem en snert af noget farligt. Det passer rigtig godt til Karen Kousgaards til tider lidt for pæne sange.

»Get Another Girl« er en af de store overraskelser med gulvbas, uh-uh-kor og minimalistisk trommesæt, der swinger max. Her tænker man »hvad satan?« for første gang. Den bør tage kegler live, og det kunne blive et radio-hit.

»My Alien« har også fået tildelt Tom Waits-agtige lydelementer som kastagnetter, triangel, gulvbas og hele tabernaklet - og den er særdeles vellykket. Med effektivt klaver og med luftig Kate Bush-vokal viser den, hvor bredt Kousgaards vokal spænder - og hvor langt hun vil kunne nå med sit talent. Det er ambitiøst, visionært og et af de bedste numre på pladen.

Cirkusrytmer

B-siden starter med »Enough« - hvor en stakkel får prædikatet »You're not even worth this song«. Også denne er elegant opbygget med blandt andet en klagende steelguitar frem mod en swingende omkvæd, hvor Karen Kousgaard opgivende råber »I've had enough!«.

»Our Very Last Goodbye« - der åbenbarer sig et tema - er den mest uptempo sang på pladen. Med en meget moderne sound kunne den måske også gøre sig i radioen.

Balladen »Please Leave The Key« er derimod præget af et slæbende tempo, whiskers og en næsten 1950'er-agtig storladenhed - og i forhold til det foregående nummer illustrerer det meget godt diversiteten på pladen. At det hele alligevel hænger sammen og lyder som et samlet værk er godt arbejde.

»Party On« indledes med lyden af en tændstik, der stryges, og cirkusrytmer tilsat harmonika. Her får Karen Kousgaard virkelig sunget sig ud i det høje leje.

Pladen afsluttes med den eftertænksomt langsomme »When We're Gone«, der er et godt eksempel på, at teksterne godt kan tåle at stå på tryk. Den slutter med en drømme/mareridtssekvens, hvor instrumenterne syrer ud. Et passende punktum.

Tredelt sang

»Pretty If You Dare« er et imponerende resultat. Producerparret Neill Cardinal Furio - blot krediteret som The Cardinal på sangene - og Brian Mørk Hansen omtales som »my two wizards«, og de kan være særdeles tilfredse med indsatsen. De har fundet det helt store instrumentarium frem, og det er doseret næsten perfekt. Det er international klasse.

Den tredelte »Tired« er det største problem på pladen. I forvejen er det en af de sange, jeg er mindst vild med, fordi den virker mere som lidt fraseringsmæssig sjov end som en stærk sammenhængende melodi. Her bliver den så malet ud over hele pladen, og selv efter syv gennemlytninger har jeg ikke affundet mig med det endnu.

De gennemgående dryp-lyde er nok også en smagssag, men det kan jeg nu godt leve med, selv om jeg ikke helt forstår symbolikken.

Mange af os har hørt Karen Kousgaard alene på scenen med sin følsomme guitar. Det billede er meget svært at genkende på den nye plade. Udtrykket er fundamentalt forskelligt fra det, vi kender. Forandringerne er dog entydigt til den gode side. Karen Kousgaard og hendes producere har fundet noget farligt og foruroligende i numrene, og det pynter i den grad på materialet, at det på den måde får noget kant.