Spørgsmålet er, om besparelser nu også bliver besparelser?

Af Sara Christiansen. Danmarksgade 44 1. sal, Aulum, cand. mag. i audiologopædi

UDGIFTER Lige for tiden erfarer mange af Herning Kommunes mest sårbare borgere, ung som gammel, hvordan deres tidligere hjælp i væsentlig grad skal serviceforringes på grund af besparelser.

I den forbindelse vil jeg egentlig blot kaste lys på, hvordan ignorering af behov for særlig støtte kan resultere i en større udgift. Altså hvordan en påtænkt besparelse faktuelt medfører en langvarig økonomisk merudgift.

De fleste forældre til børn med handicaps i Herning Kommune kan genkalde sig den krisereaktion, de fik, da udsigten til besparelser på 20 millioner kroner årligt på området blev proklameret medio 2019. Jeg hed dengang »Larsen« og blev så harm over, at min søn med autisme med kort varsel skulle flytte fra den nu nedrevne Sønderagerskole og til den nuværende Valdemarskolen (tidligere Holtbjergskolen). Derfor var jeg også med i front og advare om de konsekvenser, sådanne besparelser kunne have på vores sårbare børn med blandt andet autisme. Autister har nemlig brug for en udpræget grad af genkendelighed og struktur.

Da flytningen af skolen er sket, varsler skolelederen seks dage før sommerferie, at min søn ikke skal tilbage i sin klasse. Man har uden vores inddragelse besluttet af flytte min søn over i en ny klasse med helt nye lærere og pædagoger og helt nye elever. Intet genkendeligt! Vi klager til den daværende skoleleder, men får at vide, at »hun vil se mistrivsel, før hun flytter vores søn tilbage til den gamle klasse.« Vi forudså, at vores dreng ville knække af det her.

Fra at være en glad og udadvendt dreng med stort set 100 procent tilstedeværelse i skolen, fik vi på et halvt år en dreng i sammenbrud. Han kunne intet! Han stoppede med at spise. Han fik psykotiske og OCD-lignende symptomer. Hans far mistede sit arbejde. Og til sidst blev vores søn indlagt på psykiatrisk afdeling i Skejby.

Efter fire måneder blev han udskrevet med tillægsdiagnosen: belastningsreaktion. Psykiatrien var klar i spyttet: Vores søn havde mistet færdigheder på grund af langvarig stress, fordi han var blevet presset ud i noget, han ikke kunne overskue. Min søn var nu »behandlingskrævende«, og han kom aldrig hjem at bo igen. Det sidste 1,5 år har min søn boet på Døgninstitutionen Agerbo. Aktuelt kan han i dag deltage i to lektioner med en lærer alene på skolen. Og ellers passes han af en voksen døgnets 24 timer. Vi er meget taknemmelige for Agerbos indsats, og min søn er blevet glad og mere i trivsel i dag.

Men faktum er dog, at fra at kommunen kun havde en udgift på taxa-kørsel til/fra henholdsvis mig og min søns far i en velfungerende 7/7-ordning samt udgift på specialklasse, så har Herning Kommune i dag en udgift til både specialklasse og en døgninstitution til vores behandlingskrævende søn på 15 år, som har brug for 1:1 støtte.

Kære politikere og forvaltning: Lyt til os, når vi taler vores sårbare kæres sag. Det kan faktisk betale sig.