Skal vi omdøbe Kaj Munks Vej?

5. august 2020, 10.35

Kurt H. Jørgensen. Foto: Privatfoto

Som vikar for denne onsdagsklumme har jeg fået lov til at skrive om stort og småt og vil lægge ud med at stille det relevante spørgsmål, som fremgår af overskriften. Ikke at der har været et stort pres på emnet sommeren over på denne vej i det østlige Herning, men det kan komme.

Digterpræsten fra Vedersø, der tilbragte sin bryllupsnat på Gregersens Hotel i Herning, var jo sympatisør af nazismens ideologi. Nazist var han ikke, men dyrkelsen af Europas stærke diktatorer i mellemkrigsårene var der, der var en fascination af de stærke ledere og en tilsvarende afstandtagen fra parlamentarismen.

Den slags er vel ikke comme il faut i dag, så i en tid, hvor fortidige bedrifter og udtalelser bringes til torvs, må Kaj Munk være i skudlinjen.

På samme måde som John Wayne er kommet det. Denne ærkeamerikanske cowboyhelt, hvis film er set og beundret i årtier, kom for skade i 1971 at udtale: »Jeg tror på et hvidt lederskab, indtil de sorte er så veluddannede, at de kan lede forsvarligt. Jeg tror ikke på at give autoritet og lederpositioner til uansvarlige folk.«

Den ville selvfølgelig ikke gå i dag, men for et halvt århundrede siden, stod han nok ikke alene med det synspunkt. Det ændrer ikke ved, at man i 2020-optik vil omskrive historien. Der er nu et krav om, at The John Wayne Airport ved Los Angeles skifter navn og at en statue fjernes.

John Wayne bifaldt ikke slaveri, men afstod fra at føle skyld over, hvad der var foregået generationer tilbage i tiden. Faktisk sagde han også: »Jeg tror, at en sort mand, der er konkurrencedygtig, i dag kan have bedre muligheder end en hvid mand«.

Lang tids debat i Bristol om den omstridte slavehandler Edward Colston resulterede i, at demonstranternes utålmodighed med bystyret fik dem til at smide statuen direkte i floden. Nu spørger man sig selv, om den skal fiskes op igen, så man kan fortælle om fortiden og baggrund for slavehandelen.

I Lund, nord for Herning, ligger en af de væltede Lenin-statuer. Altså ikke fjernet fra jordens overflade, men lagt ned, i øvrigt på et leje af kunstneren Sven Dalsgaard, som en påmindelse om undergangen på et diktatorisk styre.

Efter besættelsen var der et udbredt ønske om at få sprængt de tyske bunkere ved Vestkysten, men i dag betragtes Atlantvolden som et samlet befæstningsanlæg og som en del af den militære kulturhistorie. Den åbenbare succes for museet Tirpitz viser, at man sagtens kan formidle en grum fortid uden af den grund at forherlige besættelsesmagten.

I hovedstadsområdet vil man i København gerne hylde oprørslederne mod slaveriet, men der er delte meninger om, hvorvidt man skal slette navne på dem, der blandt mange handelsaktiviteter også drev slavehandel. Schimmelmannsvej i Charlottenlund og Frederick de Conincks Vej i Holte er i kikkerten.

Midt i udskamning af enkeltpersoner glemmer man, at København historisk skylder en stor del af sin rigdom på slavehandel, og hvem ved, om en af mine forfædre, fæstemand Jørgensen, burde have en med krabasken også, da han annoncerede med: »En frie neger som kan tale 5 sprog«. Den omhandlede søgte »condition som tjener hos et herskab, eller med en eenlig herre som rejser.« Fæstemandens job var at formidle tyendekontrakter, og herunder tog han sig altså af både hvide og farvede personer.

Rytterstatuen af kong Leopold 2. i Belgien fik en gang maling på grund af kolonitidens synder i Congo. Derimod står det vel fortsat uklart, hvorfor Den Lille Havfrue på Langelinie skulle overmales med »Racist fish.«

»Cancel culture« hedder det på nudansk, når man med viskelæder og rettelak vil omskrive historien ved at fjerne de synlige udtryk for det, man ikke kan lide, og tendensen breder sig som en virus. Og frygten breder sig blandt myndighederne på samme måde som hos erhvervsdrivende, der risikerer sommerens issalg på grund af et forkert navn.

Hans Egede, ofte kaldt Grønlands apostel, blev smidt i gryden for kolonisering og statuen i Nuuk overhældt med rød maling påskrevet »Decolonize«. En folkeafstemning har foreløbig bestemt, at statuen ikke skal fjernes. Det udelukker dog ikke, at den senere flyttes fra Kolonihavnen til Hans Egede Kirke engang.

Jeg tror ikke, at der vil lyde et folkekrav om ændring af navnet på Kaj Munks Vej. Manden ændrede dog syn på folkene sydfra, især under indtryk af jødeforfølgelserne. Han blev det første offer for tyskernes clearingmord og blev et symbol på modstand. Så de fleste godkender ham nok i dag.

Men hvem skal bestemme i disse sager? Historien, eftertænksomheden, helhedsbetragtningen? Eller folkedomstolen på de sociale medier, der ofte kræver handling inden dagen er omme? Kan fortidige bedrifter overhovedet måles med nutidens tommestok?

Læs også
Liggende Lenin og den aktuelle statue-storm