Kæmpe begmand til rigsanklager

Udgivet:20. maj 2022, 13.13

Læsetid:4 minutter

Kurt H. Jørgensen. Foto: Privatfoto

Af Kurt H. Jørgensen. Ved Volden 5 Herning

IMMUNITET Endelig måtte de konservative torsdag melde ud, at de heller ikke - med skyldig hensyntagen til Grundloven - kunne stemme for at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet. Med tilføjelsen om, at det havde været svært, og både et ja og et nej kunne kritiseres. Men tak for det, for man kan selvfølgelig ikke stemme i blinde. Selv om det selv sagt har været svært for den tidligere chefsherif Pape at nå til den konklusion.

Tilhængerne af at slæbe Claus Hjort Frederiksen for retten har været en uskøn samling af folk, som ikke kunne lide manden, og som mente, at man per automatik skulle ophæve immunitet, for det har man altid gjort. Uden at se på, at denne sag ingen fortilfælde har. Som i ingen. De tidligere sager har drejet sig om at køre for stærkt (Thomas Danielsen), hærværk (Jette Gottlieb), falsk vidneforklaring (Grethe Fenger Møller) og lignende oplyste sager. I disse tilfælde har gerningerne været nøje beskrevet, og det gjaldt også Inger Støjberg-sagen.

Tilhængerne har også argumenteret med, at man måtte stole på rigsanklageren/rigsadvokaten. Det var manden som ved sin tiltræden udtalte, at han så det som sin opgave at følge regeringens ønsker. Han var godt nok udpeget af en anden regering, men signalet var ikke til at tage fejl af, hvilket flere juraeksperter også noterede sig.

Men heldigvis kunne et politisk flertal ikke se for sig, at man undersøger folk i hemmelighed, rejser sigtelser og tiltale bag lukkede døre og har en intention om også at føre sagen for lukkede døre. Man har trukket det, man anser for jokeren, nemlig »landets sikkerhed«, idet ingen aner, hvad det dækker over.

Hovedpersonen selv mener, at det skyldes, at han har gentaget den offentlige hemmelighed, som man kunne læse i Information for flere år siden, nemlig at Danmark hjælper USA med at logge data fra en kabelforbindelse tværs over landet.

Sagen om ophævelse af Hjorts immunitet handler naturligvis ikke om, at politikere beskytter andre politikere. Det handler om, at ingen folketingsmedlemmer bør stemme for noget som helst, uden at vide, hvad de stemmer om. Som juraekspert Jørn Vestergaard har udtrykt det:

»Det er svært at forstå, at det ikke skulle være muligt at give hele Folketinget nogle helt nødtørftige og generelle oplysninger uden at sætte statens sikkerhed over styr. I det mindste kunne det være relevant for politikerne at vide, om der er andet i sagen end de allerede kendte udtalelser.«

Udgangspunktet i dansk retspleje er offentlighed, så borgere og pressen kan følge domstolenes arbejde. Det har hverken justitsminister eller rigsanklager ønsket i denne sag. Denne afkobling af transparens er slem nok i sig selv. Faktisk har argumentationen lignet den, man ser fra diktaturstater.

Når regeringen beder Folketinget om at skabe grundlaget for denne afkobling på et uoplyst grundlag, smuldrer demokratiets hjørnestolper. Det er regeringens ansvar, at man har valgt denne strategi, og derfor falder det tilbage på justitsministeren selv, når korthuset så falder sammen.

Dette indlæg plæderer ikke for, at der forlods er bagt en politisk rævekage af en regering imod en oppositionspolitiker, slet ikke, men regeringens topministre har ikke formået i sin håndtering at fjerne mistanken, endsige på rimeligvis vis have begrundet behovet for denne sag, og den har derfor kun sig selv at takke for forløbet.

Kunne man da have røbet mere undervejs?

Til det siger forskningschef Pernille Boye Koch, Institut for Menneskerettigheder, at man sagtens kunne have lettet på informationerne overfor de 179 folketingsmedlemmer:

»Vi har fået en straffelovsbestemmelse, men har ikke fået nogen omstændigheder i øvrigt. Hvad er det for en type læk? Til hvem? Hvad er det for en type oplysninger? Man behøver ikke at sige, hvad det er for konkrete oplysninger.«

På den baggrund mener hun ikke, at det enkelte folketingsmedlem samvittighedsfuldt kan afgøre, om det er en reel kriminalsag eller politisk forfølgelse.

Medmindre man er klar til at lægge alle sine æg i rigsanklagerens kurv og stole blindt på ham. Lad os for en stund mindes, at anklagemyndigheden i sin tid rejste sag om 28 forhold overfor tidligere PET-chef Jakob Scharf og forlangte fængselsstraf.

Han endte med at blive dømt for et, gentager ét sølle forhold, eller nærmere et halvt, og fik en bøde på 10.000 kroner. Så meget for anklagemyndighedens evne til at ramme plet.

Folketingsflertallets afvisning i immunitetssagen er ikke kun en begmand af de helt store; det er reelt en mistillidserklæring til rigsanklageren og hans måde at håndtere sagen på. Hvad vil ministeren gøre ved det? Der forestår et reparationsarbejde - man kunne også sige, at det er tid til forårsrengøring.

Indlæser debat