Debat: Den navlepillende generations ydmygelse

18. marts 2020, 15.56

Min generation tager ikke coronavirussen alvorligt. Det er vigtigere at være sammen med vennerne og lægge det på de sociale medier, skriver Johanne Ruby Nielsen. »Min generation pisser på regeringen, på sine medmennesker og på hele verden ved stadig at samles til endnu et kedeligt spil beerpong«. Foto: Privatfoto

EGOISTISK Ungdommens egocentriske verdenssyn er atter kommet på spil igen.

Coronavirussen hærger over alt i verden, og lige nu bløder menneskeligheden. Den unge generation, min generation, de har endnu ikke fået deres skyklapper fjernet og har kun blik for tilbuddene på deres booze, så de igen kan fulde sig.

De er blevet sendt hjem med en lækker løn, på en lækker ferie og ser nu denne lækre mulighed for endnu mere deling af spyt og kys gennem diverse druklege. For vigtigheden af at være hos vennerne til beerpong og kunne lægge det på de sociale medier er stadig altoverskyggende. End ikke en gang covid-19 har kunnet sætte en stopper for denne generations afhængighed af sit næste fix.

Og hvor må jeg sige, at jeg, som en del af denne generation, er så ydmyget, at det halve kunne være nok.

Jeg forstår ikke, hvordan disse unge mennesker, er nogle jeg normalt deler hverdag med, og som jeg også selv en gang i mellem nyder et godt drukspil med. Men i disse tider, så står ydmygelsen skrevet med stort i min pande.

Min generation, der ellers var håbets generation, generationen, der skulle redde hele verden fra dets problemer, har ikke forstået alvoren.

Vi var ved at kæmpe klimakampen, og det er til gengæld noget, som jeg er umådelig stolt over.

Min generation tager sig af vores verden, går op i, at vi alle også her et sted at kalde vores hjem om 30 år. Men når sådan en pandemi blæser for fulde gardiner gennem verden, ja hvad kan vi så overhovedet finde ud af?

Det eneste, vi dur til, er, at hygge lidt her og hygge lidt der, selvfølgelige sammen med vennerne, så vi rigtig kan få spredt den virus.

For ja, vi er jo ikke i risikogruppen, og vores skyklapper gør, at vi ikke lige tænker tanken videre og opdager, at vores bedstemor Olga på 80 år faktisk er i risikogruppen. Men verden brænder, og hvem tager ansvaret, i hvert fald ikke min generation.

Min generation pisser på regeringen, på sine medmennesker og på hele verden ved stadig at samles til endnu et kedeligt spil beerpong en fredag aften i vennernes lejlighed, for nu havde vi jo tiden til det.

Men helt ærligt, hvad er det dog for et signal at sende til vores medmennesker? At vi kun kan finde ud af at være nogle navlepillende egocentrerede mennesker, der har nok i os selv og vores venner?

Hvor blev solidariteten af, hvor blev hjælpsomheden og opmærksomheden af?

Hvor er det ydmygende. Og ikke nok med at vi så er nogle fra min generation, der rent faktisk ser nyhederne og tager vores forholdsregler, men så bliver vi i stedet betragtet som kedelige, introverte og forsigtige individer, der overhovedet ikke lever det ene korte liv, vi alle har fået givet.

Vi, som vælger at sige fra, bliver ikke mødt af forstående blikke og rosende ord fra vores venner. Nej, det er næsten ligefrem socialt uacceptabelt at sige, at man faktisk vælger at blive hjemme, fordi man er bange for at være smittebærer og blive en del af smittekæden.

At man er bange for at miste bedstemor Olga, burde være normen, det burde ikke være normen at mødes med vennerne til endnu et meningsløst spil beerpong.

Så min bøn til hele min generation er: Bliv hjemme og sig, vi ses om 14 dage til den øl, jeg giver.

Læs også
Nye stramninger: Forbud mod arrangementer på flere end 10 personer