Mindeord om Herning Bladets tidligere direktør: Vi var legekammerater gennem 50 år

8. april 2020, 18.13

Tidligere bogtrykker Jens de Wolff er død få dage før sin 70 årsfødselsdag.

MINDEORD Ove Brix har sendt mindeord om Herning Bladets tidligere direktør og ejer af Eksprestrykkeriet/GRC, Jens de Wolff, Herning, der døde 69 år gammel 30. marts.

Min ven Jens er død. Han ville være blevet 70 år i denne uge, og jeg var begyndt at overveje indholdet af en lille tale til ham i den anledning.

Nu bliver det i stedet disse mindeord, han får med sig. Vi nåede at være venner i næsten 50 år. Eller legekammerater som Jens yndede at kalde det. Vi var ikke altid enige. Jens havde fra sin tid i Konservativ Ungdom, bevaret meget af sit syn på tilværelsen. Med vores forskellige opfattelser, også i politisk overbevisning, har vi gennem tiden haft mange meningsudvekslinger, men vi har aldrig været uvenner.

Fra hesteryg til handelsskole

Jens har selv i anden sammenhæng skrevet følgende om sin barndom og ungdom: »Da jeg var 10 år, startede jeg som rytter på Herning Rideklub, en sport jeg blev totalt grebet af og som tog tid og kræfter. Ind imellem min sport klarede jeg et år på ungdomsskole og 4 års læretid som typograf, som udlært 3 mdr. i København og 6 mdr. i Tarm. I juni måned 1971 – i en alder af 21 år - blev jeg klar over, at nok var jeg en habil rytter, men den grundlæggende almenviden var jeg sprunget let hen over. Jeg henvendte mig på kontoret på Herning Handelsskole for at blive indskrevet til HH. Jeg klappede min hest Berber og satte ham til salg, fik et værelse på Chr. 10 Kollegiet og startede på en anden, knapt så egoistisk tilværelse.

Herning Handelsskole har givet mig nogle redskaber, som har gjort min karriere lettere ved møde med revisor, bank og advokat. Sprogmæssigt har jeg haft stor glæde af engelsk i 11 år, hvor jeg arbejdede i Cape Town, SA, under Danida. Som ting starter, slutter ting ligeledes ofte også - i en alder af 69 er jeg startet på ridning igen – hygge!«

Eget trykkeri og Herning Bladet

Det var på Herning Handelsskole, jeg mødte Jens i en klasse elever, der var på samme alder som ham eller ældre, og som havde en uddannelse, inden de startede på HH. Jeg var ikke meget ældre end eleverne og havde det privilegium at undervise den flok, herunder Jens, der med piben i munden og iført træsko deltog i klassens liv. Der var ikke ret langt fra katederet og ned i klasselokalet.

Efter sin HH-eksamen, vendte Jens tilbage til den grafiske branche, hvor han tilbragte resten af sit arbejdsliv, der faktisk varede resten af hans liv. Han overtog Eksprestrykkeriet (det senere GRC) og var i en periode samtidig direktør for Herning Bladet.

Hjælp til russisk avis

Jens var grundlæggende et meget hjælpsom menneske. Hvis han i en eller anden sammenhæng fik øje på noget eller nogle i det små eller store, der trængte til hjælp, var han parat. Et godt eksempel er, da han kort tid efter murens fald læste i sit fagblad, at en russisk avis i Ivanovo manglede teknik og var i fare for at måtte lukke. Han fandt nogle computere, fik dem forsynet med kyrileralfabetet og rejste med 2 af sine medarbejdere til Ivanovo ( en gammel tekstilby 200 km. nordøst for Moskva) og installerede computerne, så de i ytringsfrihedens navn fortsat kunne udgive aviser i Ivanovo.

For Jens var integration noget, man praktiserede i det daglige. Det forgik ikke bare i virksomheden, men også privat i et samvær over et godt og gerne fremmedartet måltid, med plads til at lytte til andre menneskers kulturelle oprindelse og oplevelser.

Med snorkende motor

Det vil føre for vidt at omtale alle de ting vi har foretaget os og oplevet sammen, men nogle få ting skal erindres. Da Jens fandt ud af, at jeg aldrig havde siddet på en hest, gjorde han noget ved det, så i en periode mødte jeg om morgenen op på rideskolen et par gange om ugen for at lære det.

Vi købte et hus sammen i Mijas i Spanien. Vi har gået på jagt sammen, vi har sejlet sammen. En lille episode kan nævnes her. Vi lå i Årøsund og var efter et godt måltid gået til køjs. Hvis man sov i nærheden af Jens var ørepropper at anbefale, så det havde jeg naturligvis. Næste morgen foreslog vores nabobåd, at vi stillede motoren af om natten.

En fremragende kok

Vi har rejst meget sammen, både med familier og alene. Hvis jeg i embedes medfør skulle et sted hen mente Jens ofte, at han skulle tage med for at passe på mig. Så det blev Canada, USA og ikke at forglemme en stor oplevelse i Uzbekistan, hvor vi også nåede at besøge Sarmakand.

Jens var en fremragende kok og hans favoritudsendelser i fjernsynet handlede om mad, som han efterfølgende kastede sig over. Mange gode måltider har vi indtaget sammen. Når vi de senere år gik til madlavning sammen, var det for Jens ikke så meget læring, som det var hygge.

Jeg er glad for at have kendt ham og vil savne ham og alle hans indfald.