Varm luft eller varme hænder?

Af Bruno Skibbild Christensen formand for Alternativet i Herning

KONSULENTER Riget fattes penge, siger man. Vi skal føre »nødvendighedens politik«. Vi er i økonomisk krise, og derfor må vi alle løbe lidt stærkere. Vi må alle tage til takke med lidt mindre velfærd. Det siger man. Det siger den politiske elite.

Men hvad med at vende bøtten om? Hvad med at se på hvordan vores offentlige system prioriterer de penge, vi har?

Jeg tænker naturligvis på de millioner af kroner, der bliver brugt på det, man kalder konsulentarbejde. Se nu blot den leder i Rigspolitiet, der har brugt 20 millioner skattekroner på to veninder. En ting er det moralsk forkastelige i, at hun ikke har sat opgaven i udbud, og at det hele lugter af »vennetjeneste«. En anden ting er det faktum, at der ikke engang ligger en kontrakt på opgaven, endsige en jobbeskrivelse. Det er naturligvis forkasteligt i sig selv.

Men der rejser sig også andre spørgsmål i kølvandet på sådan en sag. Hvor udbredt er den praksis i den danske politiske og forvaltningsmæssige elitekultur? Hvad får vi som skatteydere egentlig for de mange konsulentkroner? Det må godt nok være nogle rigtigt gode koncepter og rapporter, der bliver lavet, hvis de skal være så dyre.

Og hvad med prioriteringen? Hvor mange SSP-medarbejdere kunne man have sat til at arbejde med børn og unge for de 20 millioner kroner? Hvor mange varme hænder kunne man have sat til at forebygge kriminalitet gennem opsøgende arbejde?

Og hvad med arbejdsmetoden? Er det virkelig den bedste metode for politisk og forvaltningsmæssigt arbejde at bruge millionbeløb på dyre konsulentfirmaer? Eller kunne man bruge pengene bedre ved at ansætte flere »varme hænder« eller ved at søge sin ekspertviden andre steder? Var det mon ikke både billigere og bedre at arbejde sammen med borgerne om, hvordan man skal forvalte borgernes egne penge?