En værdig forholden sig til tidens store problemer - hvad bliver det næste?

Af Troels Johansen. Kousgaards Plads 1 8, th., Herning

HELLIGDAG Måske skærtorsdag eller anden pinsedag; hvad med 1. maj? Hvad bliver det næste? Sådan lyder råb fra folkehavet i denne tid i forbindelse med, at regeringen har foreslået at sløjfe store bededag. Biskopperne er på kirkens vegne vrede over, at bededagen sløjfes - men virker store bededag i virkeligheden i dagens Danmark som en bededag? Det tror jeg ikke, biskop Hans Bagger, som er ophavsmand til bededagen, ville mene! Ved en forordning 27. marts 1686 blev en »ekstraordinær, almindelig bededag« placeret efter den fjerde fredag efter påske. Det hed sig, at store bededag startede allerede aftenen før. Klokken 18 skulle der ringes med kirkens største klokke, og så skulle »boder, kældre, kroer der solgte drikkevarer«, lukke. Næste dag skulle alle komme i kirke - i ordentlig tid og ædru. Sådan var betingelserne!

Jeg tror ikke, at Hans Bagger ville være tilfreds med antal kirkesøgende i dag, og mon ikke danskerne bruger store bededag på en lidt anden måde, end den var tiltænkt?

De forenede fagforeninger råber op i samlet kor. Nu vil regeringen stjæle en fridag fra det arbejdende folk! Det kan man ikke acceptere. Flere partier tilslutter sig protestkoret. Sammen med Ekstra Bladet kræver de nu en folkeafstemning! Hvad bliver det næste?

Jeg synes, man skulle tage den med ro. Alle ved, at de problemer, vi er oppe imod, vil blive utroligt dyre at løse. Vi ønsker alle sammen, at problemer med sundhedsvæsnet, ældreplejen, uddannelserne, klimaet og den grønne omstilling, det uhyggeligt tydelige forsvars- og sikkerhedsproblem med mere bliver løst. Ikke en eneste af os vil modsige det. Men det koster penge - mange penge. Det er karakteristisk for flere partier, at de kræver problemerne løst, men det kniber med at anvise finansieringen.

Det problem står den til enhver tid siddende regering med. Det kræver reformer; nødvendigvis også nogle, som kan mærkes af os alle sammen; anderledes kan det ikke være. Vil vi som befolkning kun være med, når alting bliver bedre, når det kun går opad? Eller vil vi også bidrage, når problemer og kriser står i kø?

I den sammenhæng synes jeg, at det er et lille bitte bidrag, den enkelte skal yde, ved at arbejde en dag mere om året - oven i købet med løn. Et meget lille offer. Og dog har fagbevægelsen med formand Lizette Risgaard i spidsen igangsat en underskriftindsamling for at få regeringen til at opgive lovforslaget. Flere partier truer som nævnt med at ville opfordre til at afholde en folkeafstemning om lovforslaget.

Det er jo helt ude i hampen. I den forbindelse er det skuffende at kun cirka 3000 på 2 uger har skrevet under på et borgerforslag med adresse til Rusland, som er en stat, der øver terror i krigen mod Ukraine. Den ukrainske befolkning lider; man er netop nu, i denne kolde tid, uden el, vand og varme i store dele af landet. Russerne bomber boligområder til ukendelighed med voldsomt store missiler, senest blev en boligblok i Dnipro pulveriseret. Målt imod sådanne forhold og den usikre situation i Europa er konvertering af en fridag om året en lille sag. Er fagbevægelsens og nogle partiers protester en værdig forholden sig til tidens store problemer?