Nogen må tage ansvar

22. oktober 2021, 12.01

SAGSBEHANDLING Til borgmester Dorte West: Jeg skriver til dig, da jeg tænker, at det er på tide, at der snart er nogen, der tager ansvar for den ringe sagsbehandling og hjælp fra Herning Kommune, som vi oplever som forældre til et ungt menneske med en psykisk diagnose.

Vi har i de lidt over tre år, vi har været i systemet, oplevet, at ting ikke er blevet journalført, at ansøgninger er blevet »syltet« og ikke behandlet, før vi som forældre selv har gjort opmærksom på det, at vi gentagne gange er startet »forfra« med ny sagsbehandler og så videre, og så videre, og så videre.

I den seneste tid har vi oplevet, at man skal helt derud, hvor man nævner ordet klage, før der bliver gjort noget. Det mest himmelråbende er næsten, at hvis man klager over manglende journalføring med mere, så er det afdelingen selv, der skal vurdere klagen. Og selv om der helt klart har været store fejl, så har det ingen konsekvenser for kommunen og afdelingen. Tror, vi kan være enige om, at den ikke var gået i den private sektor. De eneste, det går ud over, er os som borgere, der igen igen skal have ny sagsbehandler og starte forfra med at forklare og bevise, at der er behov for hjælp.

Derudover oplever vi det som næsten umuligt at få hjælp, med mindre man kæmper og kæmper med kommunen. Kan det virkelig være rigtigt? Jeg har ikke tal på hvor mange gange, vi har fået begrundelsen, at vi jo er ressourcestærke?! Skal det at være ressourcestærk virkelig være en hindring for at få hjælp?? Er det virkelig sådan et ry, man vil have som kommune?

Og nu er vi tæt på kommunalvalg. Ved ikke om du kan forestille dig, hvordan vi har det, når vi læser alle de »fine« ting, de forskellige kandidater skriver, de vil gøre, hvis de bliver valgt? For vi venter stadig på de ting, der er blevet lovet tidligere.

Er nødt til at sige, at det klinger meget hult, når man i Herning jubler over, at man er blandt de bedste erhvervskommuner, at man igen har fået et stort kulturelt event til byen, at man har anlagt en opvarmet kunststofbane til flere millioner, som fodboldlandsholdet kan komme og træne på et par gang om året og så videre.

Imens sidder vi og skal kæmpe for at vores datter kan få tre timers støtte mere om ugen, så hun har en chance for at lykkes med et efterskoleophold. At hun bliver mødt og anerkendt som det mennesker, hun er.

Jeg tænker ikke, jeg rammer meget ved siden af, hvis jeg gætter på, at ikke mange af jer, der er med til at tage disse beslutninger, har et ungt menneske derhjemme, som skærer i sig selv, og som på et tidspunkt (som 14-årig) havde skrevet afskedsbrev til både sin mor og far, fordi hun ikke ville leve mere, fordi det hele var så svært.

Jeg tvivler stærkt på, at denne mail vil ændre noget som helst. Men jeg har ikke tænkt mig at sidde stille og ikke råbe op. For mit barn har fortjent at få hjælp, mit barn har fortjent at have følelsen af, at hun er god nok, og mit barn har fortjent at blive mødt, hvor hun er, så hun kan få succesoplevelser og selvtillid, så hun føler, der er plads til hende i denne verden!

Idag vil jeg, igen, tage på kommunen til møde. Denne gang om en paragraf 50-undersøgelse der er så himmelråbende dårligt beskrevet, at vores uvildige sagsbehandler (ja, for sådan en har vi følt os tvunget til at ansætte) sad og rystede på hovedet hele vejen igennem. Dette papir følger min datter resten af livet og så skal det dælme også være i orden. Jeg ved nemlig, at min datter har mere end to-tre ressourcer og det samme har vi forældre. Det kan man dog på ingen måde læse i det, sagsbehandleren har sendt til os.

Kan det virkelig passe, at man er nødt til at gå til medierne, for at nogen på kommunen får øjnene op og begynder at behandle os med mere respekt og medmenneskelighed?

Menneskesyn og mennesket først ... ikke den fornemmelse vi har, at I arbejder ud fra!

Indlæser debat