Kronik: Vi vil også gerne være med

3. december 2019, 09.47

Sune Lund. Foto: Jesper Wind

HANDICAP Jeg skriver denne kronik i jeg-form, for at gøre det mere personligt og læsevenligt. Og ikke fordi jeg tror, at det kun er mig der er ramt. For der er tusindvis, der er »ramt«.

Men det gør ikke katastrofen mindre. Tværtimod.

Jeg har været på arbejdsmarkedet i 25 år. På godt og ondt.

Jeg fik pension som 19-årig. Fordi jeg var testet uegnet til at studere. På grund af mit handicap som rygmarvsbrokpatient og kørestolsbruger. Dengang i 1994 var det forholdsvist nemt at få pension, i forhold til i dag hvor du nærmest skal være sengeliggende det meste af døgnet.

Og som pensionist var man berettiget til skånejob. Og kommunen betalte lønnen, når man var skånejobber. Så der åbnede sig en helt ny verden af muligheder. Man kunne finde sig en arbejdsgiver, som kunne se mening i at være socialt ansvarlig, og kunne se en mulighed for at udnytte potentialet i en medarbejder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Og jeg kunne se muligheden for at komme ud og lave et fornuftigt stykke arbejde. Og bidrage til samfundet. Og blive en del af samfundet.

Og jeg kunne udleve min drøm om at være ansat i institutionsverdenen og have med børn at gøre. At vise børn, at selv om man har et handicap og ikke er fuldt funktionsdygtig, så kan og skal man yde sit bedste og sit bidrag til samfundet.

Det kan kun betegnes som en win-win.

Dette scenarie fortsatte en del år.

I 2001 flyttede jeg fra Fyn til Jylland. Grundet kærlighed.

Da fik jeg lyst til at prøve noget nyt. Så jeg søgte job hos Egetæpper. Blev ansat til at »mærke« tæppeprøver. Et udmærket arbejde, som jeg havde et par år. Men der manglede et eller andet i mit arbejdsliv. Så jeg søgte tilbage til institutionsverdenen. Og jeg kunne mærke, at det er der, jeg hører hjemme.

I 2005 besluttede jeg, med guddommelig støtte fra min kone, at prøve om jeg kunne tage en uddannelse.

Så jeg startede på uddannelsen som pædagogisk assistent. Og sluttede uddannelsen 14 måneder senere med et udmærket resultat. På trods af, at jeg var testet til, at jeg ikke kunne tage en uddannelse.

Jeg tror - det får jeg jo aldrig af- eller bekræftet - at jeg bare ikke var moden nok til at starte på en gymnasial uddannelse, da jeg begyndte som 18-årig.

Efter endt uddannelse, skulle jeg så finde et job. Igen.

Da var de allerførste stramninger på skånejobområdet begyndt. Nu skulle arbejdsgiveren betale en tredjedel af den løn, jeg skulle have. Men jeg fandt heldigvis job ret hurtigt.

Denne gang indenfor specialområdet. På grund af min kørestol og handicap.

Tænk, at jeg havde mit handicap som force. Og arbejdsredskab.

Så fremtiden så lys og dejlig ud med udsigt til job på det daværende Bakkebo fritidscenter. Som nu hedder Lundgårdsskolens SFO. I specialafdelingen Bibo. Hvor der var en gruppe fysisk/psykisk handicappede børn og unge mennesker.

Min funktion var - som i mine forrige job - at være til stede og nærværende i rummet. Skabe tryghed, nærvær og vise, at på trods af et handicap, kan man godt få et ordentligt arbejdsliv.

Og jeg vil gerne fremhæve ordet nærvær.

Børn og unge mennesker har brug for nærvær. Og tryghed. De har brug for at vide, at der er en i institutionen, som har tid til at hjælpe, når de har behov for det. Og det har man jo, når man er ansat udenom den daglige normering. Altså man er ansat som ekstra ressource.

Så vi spillede kort, Matador, billedlotteri og så videre. Vi lavede eftermiddagsmad. Børnene lærte at køre deres kørestole med tallerkner og kopper. De lærte, at de kunne noget. Det tog længere tid. Men det var ok, for de bidrog til fællesskabet.

Og med tiden kommer trygheden. Så med tiden havde jeg også snakke med de unge mennesker omkring handicap, muligheder, begrænsninger, forventninger, kærester og så videre.

Her var mit handicap igen en force. Jeg kunne og følte en pligt til at være ærlig. Fordi jeg har været igennem de samme ting, som livet nu skulle til at byde dem.

Så jeg kunne sige nogle meget ærlige ting til dem, som »normale« mennesker ikke kunne. Og den erfaring kan man ikke studere sig til.

Årene er gået. Jeg er blevet beriget med en uddannelse mere. Som seksualvejleder. Og jeg er blevet beriget med en masse erfaring arbejdsmæssigt. Og personligt.

Men jeg er desværre også blevet beriget med en masse nederlag. Javist, så byder livet os alle en masse nederlag. Nogle får flere end andre. Og jeg er nok en af dem, som er blevet skånet for alt for mange nederlag.

Nu er vi nået til 2017. Og jeg har stadig ikke oplevet at være arbejdsløs. Arbejdsmarkedet har været sådan skruet sammen, at der altid har været plads til mig.

I takt med, at arbejdsmarkedet er blevet mere og mere effektiviseret, så er nederlagskurven støt stigende.

I 2017 blev jeg ansat et sted, hvor jeg skulle have daglige samtaler med unge mennesker. I min prøveperiode var jeg desværre udsat for en del sygdom, og så blev jeg afskediget. Den officielle grund var, at jeg ikke kunne snakke med unge mennesker. Som jeg havde beskæftiget mig med siden 1994

Det gjorde nas. Sådan virkelig nas. Jeg var ramt på min faglighed. Og personligt. Jeg følte mig kasseret.

Årene fra 2017-2019 har været en lang kamp for at komme tilbage på arbejdsmarkedet og få fodfæste.

Arbejdsmarkedet bliver beskåret i urimelig grad. Alt bliver effektiviseret. Der mangler arbejdskraft alle steder.

Mangel på arbejdskraft - det lyder som et mekka for en fleksjobber. Og fleksjobberen er billig arbejdskraft. Umiddelbart et mekka for en arbejdsgiver. Men i et stadig mere og mere effektiviseret Danmark er der ikke umiddelbart plads til en fleksjobber.

Føromtalte nærvær og samtaler i institutionerne er blevet afløst af stadig flere og flere ligegyldige møder, brug af tiden på dokumentation, færre personaler til samme antal opgaver og så videre.

Økonomien er blevet så stram, at der ikke er plads til en person oveni normeringen. Selvom alle er enige om, at denne model ville være fantastisk.

Og i denne tid, hvor alle virksomheder og institutioner selv mener, de er så hulens rummelige, burde der være plads til mennesker i fleksjob eller skånejob.

Eller arbejdsmarkedet har i hvert fald en forestilling om, at det er rummeligt.

Jeg påstår hårdnakket, at arbejdsmarkedet anno 2019 ikke er det mindste rummeligt. Godt nok er der en lov, fortrinsretten for handicappede, som sikrer mennesker med nedsat funktionsevne en jobsamtale, hvis man uddannelsesmæssigt er kvalificeret til jobbet.

Så langt så godt. Fedt mand. Garanteret en jobsamtale. Fedt.

Men ved en jobsamtale, hvor man kæmper imod andre, som har fysikken intakt. Og hvor man får den effektivitet man efterlyser i jobannoncen. Og man ydermere kæmper med det faktum, at man måske udelukkende er kaldt til samtale på grund af loven om fortrinsret for handicappede.

Så jeg tillader mig at sætte spørgsmålstegn ved effekten af den lov.

Jeg tillader mig også at undre mig over loven om, at man som fleksjobber skal søge mindst et job om ugen. Velvidende, at der ikke er et fleksjob slået op om ugen.

Jeg forstår så udmærket tankegangen om, at man så må søge uopfordret. Og man skal søge bredt. Men jeg tænker også, at man skal søge relevant. For ikke bare at søge for at søge.

Og det er her, at kæden hopper af for mig.

Javist er fleksjobberne heldige med, at vi kun skal søge et job om ugen. Hvorimod »normale« skal søge to job om ugen. Mindst.

Men for mit vedkommende som kørestolsbruger, er det ikke alle job, der menes relevant at søge. Men hvis jeg skal opretholde det at søge bredt, så kommer jeg ind i nogle situationer der bevirker, at jeg søger et job, bare for at søge det. Enhver ved, at det job kan jeg ikke bestride.

Så hvorfor søge det? Jo, for jeg skal jo søge et job om ugen.

Man kunne måske sætte mig til at lave noget, hvor jeg gjorde noget mere gavn, end at spilde min og virksomhedernes tid. Og hvor jeg får et nederlag mere til samlingen.

Så, hvor er pladsen til nærværet blevet af? Hvor er roen til at tænke lidt kreativt, så der kunne blive plads til nogle »anderledes« på arbejdspladserne, blevet af?

Hvis man virkelig mener, at man gerne vil være en rummelig virksomhed eller institution, skulle man måske overveje, om en vis procentdel af det daglige budget skulle øremærkes til ansættelse af mennesker med nedsat funktionsevne.

Eller måske skulle politikerne overveje, om der kunne laves en lov om, at man simpelthen skulle tvinges til dette, hvis man i virkeligheden gerne ville være en rummelig arbejdsplads. Så det ikke kun forbliver ved den romantiske snak.

Jeg mener, at ved en af disse modeller, kunne man få plads til alle. Og der er behov for alle, selvom vi lever i en fortravlet verden.