Man bør lære at se sig for

Det var direkte fedt at opleve hvordan både piger og drenge (og såmænd også voksne), tydeligvis nød strabadserne i fulde drag, skriver forfatteren af dette læserbrev fra Herning Folkeblad

3. september 2013, 19.31

Colourbox / Modelfoto.

Jeg har faktisk gået rundt i den tro, at jeg vidste stort set alt om hvad der rørte sig i Ikast by for så vidt angår idræt.

Jeg må indrømme at jeg fornylig fik lidt af en øjenåbner, da jeg gennem en forretningsforbindelse fik henledt opmærksomheden på Ikast BMX klub Viking. Ikke blot havde denne klubs aktiviteter på en eller anden måde fløjet under min radar, men oven i købet har den til huse lige i mit nabolag, nemlig på Præstevænget.

Min nysgerrighed var vakt, så jeg bevægede mig ned for at overvære en træningsaften. I første omgang syntes jeg faktisk det så noget halsbrækkende ud, når rytterne tonsede rundt på en måde, som for en novice som mig, virkede totalt uorganiseret. Senere blev jeg så gjort opmærksom på at der var en endog meget stram organisation, og helt klare regler for hvad man må og ikke må. Det gik dælme stærkt når både børn og voksne ræsede gennem skarpe sving og over bratte stigninger, som gjorde at de, i hvert fald for mig at se, det meste af tiden befandt sig flyvende gennem luften.

Jeg blev da også belært om at der var stort fokus på sikkerhed og nøje opsyn med løjerne. Alle ryttere bar naturligvis hjelm, samt diverse arm- og knæbeskyttere, lige som mange af dem var udstyret med et skjold til beskyttelse af torsoen. Dette var bestemt rettidig omhu, da der var nogle halsbrækkende manøvrer indimellem, som resulterede i såvel styrt som kollisioner.

Det var direkte fedt at opleve hvordan både piger og drenge (og såmænd også voksne), tydeligvis nød strabadserne i fulde drag. Der var glade øjne og røde kinder over hele linien.

Jeg er varm fortaler for enhver form for idræt. Både voksne og børn har utrolig stort udbytte rent fysiologisk, af at bevæge sig og få pulsen op - det er alle vel efterhånden bevidste om. Gennem min mangeårige tilknytning til først og fremmest håndbold har jeg selvsagt hovedsageligt beskæftiget mig med holdidræt, hvor der i sagens natur kræves et vist mål af talent, for at indgå på lige fod med holdkammeraterne.

Det blev derfor en lidt ny oplevelse for mig, at opleve BMX rytternes glæde ved - naturligvis at konkurrere mod andre, men først og fremmest mod sig selv. Alle er selvfølgelig interesserede i at forbedre deres egen omgangstid, og på et eller andet tidspunkt vil man som oftest nå et niveau, så man føler man er på lige fod med andre. En helt speciel positiv oplevelse var for mig, at nogle af de børn som knoklede på banen, var børn med såkaldt specielle udfordringer!

De ledere jeg talte med, fortalte da også, at nogle af klubbens medlemmer, såvel børn som voksne, der på et eller andet tidspunkt havde fået en diagnose, som f. eks. ADHD, gennem den store energiudladning denne sport kræver, får afløb for den ofte ukontrollable energi som ellers ofte fylder så meget i deres tilværelse. Dette sætter dem i stand til, langt hen ad vejen, at indgå i helt normale sociale sammenhænge.

I min klinik er jeg i kontakt med foruroligende mange mennesker i alle aldre, som lider af den indestængte energi som ofte udløser en diagnose. Hvor ville det da være dejligt hvis vi i Ikast-Brande Kommune, da vi jo er mental frikommune, kunne gå forrest i en målrettet indsats, for at hjælpe disse mennesker med at få afløb for deres ekstra brændstof. Jeg har i hvert fald set et eksempel til efterfølgelse, som jeg har tænkt mig at give videre til mine klienter. Så må vi som samfund stille faciliteterne til rådighed. På langt sigt er jeg sikker på at sådanne initiativer kan give plus på kontoen - både økonomisk og menneskeligt. Man skal bare se sig for.