Sådan bruger »supersygehuset« to dage på ingenting

Udgivet:28. april 2022, 12.42

Læsetid:6 minutter

Foto: PR-foto

Af Ernst B Knudsen byrådsmedlem i Herning Kommune for Borgerlisten

OPERATION Mandag og tirsdag skulle jeg egentligt have været til budgetkonference i Skarrildhus med borgmesteren, resten af byrådet og direktionen i forvaltningen. Sådan gik det ikke. Min egen læge mente, at jeg skulle ind på sygehuset og have en lille akutoperation.

Dette skulle vise sig i stedet at blive en lille studietur i »supersygehusets« ineffektivitet. Da jeg jo er byrådspolitiker, vil jeg gerne tage dette emne op, da jeg tror, at der her er mange flere millioner at spare, end mine byrådskolleger har kunnet finde på konferencen.

Mandag morgen skulle jeg møde fastende på sygehuset, så jeg var klar til operation. Man scanner sit sundhedskort ind ved hovedindgangen og får at vide, hvor man skal gå hen. Det virker meget effektivt. Jeg skulle først møde på mave-tarmafdelingen, hvor jeg så blev registreret. Derefter fik jeg at vide, at jeg skulle tage plads i venteafdelingen.

Spændt forventer jeg så, at der skal ske et eller andet. Det gør der ikke. Der går en time, og der går to, men så kommer der en ung læge, der gerne vil snakke med mig. Han skal så have skrevet alt det ind på sin computer, som min egen læge allerede har registreret.

Systemerne arbejder åbenbart ikke meget sammen. Jeg får så en kort undersøgelse, hvorefter han forsøger at få fat på en kollega på telefon eller computer. Det lykkedes ikke lige, så jeg må gå tilbage til venteværelset.

Her venter jeg så igen en rum tid. hvorefter der kommer en sygeplejerske og siger: »Er du her endnu?« »Systemet« havde fortalt hende, at jeg ikke var der længere, så operationen kunne desværre ikke blive den dag.

Den unge læge vender dog tilbage, og han siger, at jeg lige så godt kan starte med at få taget blodprøver og hjertekardiogram og have et møde med narkoselægen. Det lyder jo godt, så jeg bliver henvist til en anden afdeling, hvor man får taget blodprøve og hjertekardiogram. Her er det laboranterne, der hersker, så det kører som på samlebånd.

Bagefter skal jeg over i en anden bygning og have en samtale med narkoselægen. Han er også meget venlig og forstående, men han skal have de samme oplysninger som den første læge ind på sin computer plus lidt mere. Derefter skal jeg så vende tilbage til den første afdeling. Her beklager de, at operationen er udskudt, men de henter heldigvis en sandwich til mig.

De har gratis sandwich, til dem der har fastet og ventet forgæves det meste af dagen.

Dag nummer to skulle vise sig at blive meget værre. Dagen starter med at en ung frisk sekretær ringer klokken 8 og spørger til min fasten. Hun spørger, om jeg kan være der inden for en time. Det vil jeg gerne, for så regner jeg jo med, at der sker noget.

Denne gang skulle jeg møde direkte på operationsafdelingen, så jeg behøvede ikke at scanne noget. Her bliver jeg så placeret i et venteværelse og pludselig kommer der en ny ung læge forbi, der gerne lige vil kigge på mig.

Han skal så lige have konstateret, det de andre læger havde registreret dagen før. Herefter får jeg lov at blive klædt om til operation med delvis hospitalstøj og »armbånd« med personnummer. Så bliver jeg sat hen i venteværelset.

Der går en time, to, tre og fire, hvorefter der kommer en sygeplejerske og siger, at operationen ikke bliver de næste to timer, så nu må jeg godt få lidt saftevand igen, og de tilbyder mig en seng inde på opvågningen, der ellers er til andet formål.

Her får min »studietur« nyt indhold, da jeg får en seng lige ved vinduet ud til, hvor håndværkerne bruger trykluftsværktøj ind mod muren, da de skal bygge den nye stråleafdeling.

Jeg kan ikke lade være at tænke på, at ovre på den nye fødeafdeling har de »landskaber« og musik, men patienterne i akutafdelingen vågner op til, hvad, de må tro, er Dantes Helvede.

Endelig klokken 16 kommer der en operationslæge ind til mig og siger, at min operation desværre heller ikke kan blive i dag. Jeg skal så være klar til, de ringer igen tredje dag, men de kan stadig ikke love noget om, hvornår operationen bliver.

Lykkens dag er tredje dag. Tredje morgen bliver jeg ringet op af en operationssygeplejerske, der spørger, om jeg kan være der inden så længe.

Det kan jeg godt, men denne gang gider jeg godt nok ikke at skynde mig.

Jeg kommer ind på samme afdeling som dagen før, og bliver igen mødt af de søde sygeplejersker.

Jeg skal naturligvis i operationsudstyret igen, og sygeplejersken skal for en sikkerheds skyld have mine oplysninger ind på computeren igen, og jeg får tildelt nyt armbånd med navn og personnummer, hvorefter jeg bliver sat hen i venteværelset.

Så bliver jeg tilset af en helt ny læge, der til min glæde er en læge med mange års erfaring, og det viser sig sandelig, at det er ham, der skal operere mig. Han skal naturligvis lige tjekke mine oplysninger igen, hvorefter jeg bliver sat tilbage til venteværelset.

Tredjedagen forløber tingene rimeligt glat og min operation skal foregå ved ellevetiden. Inde på operationsstuen bliver jeg mødt af det venligste personale, der sørger for mig, som det var wellness, jeg var kommet ind til.

Ved tolvtiden vågner jeg op af en sød søvn, og da det går op for mig, at det er overstået, er det en stor befrielse.

Klokken 15 er jeg hjemme ved mig selv og har det godt.

Jeg er meget taknemlig for alle de søde mennesker, der har behandlet mig.

Som politiker mener jeg imidlertid, at det er min pligt at spørge, om pengene bliver brugt rigtigt.

Efter min opfattelse behøver man ikke være professor for at se, at der er noget galt. Alle de unge læger, der har tilset mig på første- og andendagen, kunne lige så godt have foretaget sig noget andet.

Jeg har tidligere fået en lidt større operation for brok på det lille daværende Tarm Sygehus. Her fik man en fast tid til undersøgelse, hvor man blev undersøgt af operationslægen og talte med narkoselægen. Derefter fik man en tid til operation, og denne blev overholdt.

På »supersygehuset« har der været i alt fem læger involveret til en mindre operation. Tænk, hvis de tre læger blev frigjort til at varetage andre opgaver, og man så kunne holde tidsplanen?

Selvfølgelig er det et stort system, der skal køres ind på »supersygehuset«, men til de små operationer, er det godt nok mindre effektiv, end det lille Tarm Sygehus.

Vi må håbe, at der vil ske en systemforbedring, der vil spare mange millioner kroner, men ikke mindst vil være til gavn for patienterne.

Læs også
<span>Standpunkt:</span> Det første møde med Gødstrup <span>Standpunkt:</span> Det første møde med Gødstrup
Læs også:
Standpunkt: Det første møde med Gødstrup

Indlæser debat