Udstillingsbilleder og udstillingsvindue

Kammermusikfestival med Ensemble MidtVest afsluttede den klassiske sæson på Nørre Vosborg

2. juli 2018, 09.29

Slagtøjsfænomenet Johannes Fischer tog alle med storm på årets kammermusikfestival med sin energi, humor og spilleglæde. Foto: Søren Langkjær/Nørre Vosborg

nørre VOSBORG Komponisten Musorgskijs værk »Udstillingsbilleder« benyttes ofte i undervisning, fordi det som programmusik fortæller en let afkodelig historie om en vandretur rundt på en udstilling blandt billeder. Hvert billede sin historie. Oprindelig skrevet for klaver, men gjort endnu mere kendt, da Ravel lavede sin orkesterudgave. Siden er værket udsat for utallige fortolkninger og instrumenteringer.

På en måde blev netop det værk også et godt billede på åbningskoncerten på årets Kammermusikfestival på Nørre Vosborg. Koncerten blev en behagelig slentretur rundt blandt de værker, ensemblet har optrådt med i den forløbne sæson. Tilpas doseret, så ingen af dem fik lov til at stjæle for meget opmærksomhed, og dog så meget, at man nåede at fornemme hver enkelt værks egenskaber, fortrin og særlige karakter. Ligesom ved en kunstudstilling: Det er det samlede indtryk ved udgangen, der sammenfatter den totale oplevelse.

Associationen er så oplagt, fordi vi fik et af Musorgskijs billeder i den rene klaverversion og to andre billeder i et arrangement for blæserkvintet af Joachim Linckelmann. Men derudover blev der gjort ophold ved Purcell, Korngold, Birtwistle, Debussy, Dowland og ensemblets musiker Matthew Jones, der bidrog med en sats fra hans Strygekvartet nr. 1.

Åbningskoncerten bød på en nyindretning af multisalen på Nørre Vosborg, idet publikum var placeret i en cirkel rundt om musikere og podie, der udover musikere skulle indtages af to unge dansere fra Black Box Dance Company, der til polske Pendereckis sekstet for klarinet, horn, strygertrio og klaver fra 2000 dansede sig igennem et langt følelsesregister med store yderpunkter. Godt afstemt i forhold til det moderne, insisterende værk, præget af både glæde og bitterhed, nærvær og tab.

Den anderledes indretning betød, at musikerne skiftede positioner. Det ene øjeblik en sonate for klaver og cello i den ene ende, det andet øjeblik musikere på fem podier rundt i salen. Det udfordrede en del af publikum, for så var der ikke længere kun én første række men mange muligheder for at komme tæt på musik og optræden.

Hvad man måske ikke lige tænker over; der er ingen dirigent til at holde sammen på løjerne. Især i Penderecki-sekstetten må det have krævet en del af musikerne i salens mørke rum. Men det virkede som om, at de ligefrem åndede i takt, så skarpt sad det i skabet.

Afslutning og highlights...