Elever er ikke skoletrætte - de er skoleudmattede

10. januar 2020, 12.09

Lars Steen Hansen, viceforstander på Hestlund Efterskole. Foto: Privatfoto

HJEM Jeg nyder op mod jul at synge den nye smukke julesang »Hvad er det der gør jul til noget særligt«. Den sætter fokus på, at julen er mere end gaver, neonlys og overfyldte maver. Da jeg sang den, kom jeg til at tænke på, at ordet »jul« kunne byttes ud med mange andre ord for eksempel »livet«, »konen« eller måske ens »arbejdsplads«. Det sidste forsøgte jeg at gøre og vil her give mit bud på, hvad det er, der gør efterskolen til noget særligt. Er det ikke mere end neonfarvede udlandsrejser og overfyldte linjefag?

Mottoet for Googles kalender lyder: »Få mest ud af din hverdag«. For telefongiganten One Plus lyder det: »Never Settle«, og rejsewebsitet Momondo siger: »Stay curious«. Hold da op - det er noget at leve op til - konstant nysgerrig og i gang. Jeg synes, vi på mange efterskoler desværre (i bedste mening) har en tendens til at forsøge at følge denne trend i tiden ved konstant at bombardere eleverne med nye, fede oplevelser og udfordringer. Prøv at tjekke efterskolernes hjemmesider - vi reklamerer næsten med en uendelig tætpakket kalender med alt for mange tilbud... Og til daglig forsøger vi konstant at give de unge mennesker små positive puf - pushbeskeder, for de unge må jo ikke spilde tiden og lave ingenting.

Modsat for blot 8-10 år siden oplever jeg i dag ikke mange skoletrætte som Brian, Kenni eller Ronni, men jeg oplever rigtig mange skoleudmattede som Frederikke, Frida og Jacob. Det er 12-talspigerne, de »ressourcestærke«, der ikke har stopklods for at præstere for meget. Deres motto lyder: »Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok«. De falder ikke bagud, men oven ud af skolesystemet med stress, angst og spiseforstyrrelser til følge. De følger sig utilstrækkelige, da de lever efter idealer - men har åbenbart ikke forstået, at idealer er uopnåelige, selvom de er meget tæt på.

Jeg tror på, at efterskolen kan og skal være modpol til denne »påbudskultur«. Jeg husker min gamle efterskoleforstander påpegede, at vi som efterskole var et »skole-hjem«. Jeg tror, vi i dagens samfund dyrker »skolen« for meget og har mistet »hjemmet«. De enkelte efterskoler får flere og flere elever. I dag er det desværre økonomisk vanskeligt at drive de mindre efterskoler, men jeg kan godt sætte spørgsmålstegn ved, om det er blevet en fordel for den enkelte unge? Ifølge min logik gælder, at jo større efterskolen er, des vanskeligere bliver det at skabe et »hjem« - men mulighederne for at drive »skole« med neonbelyste faciliteter stiger.

Jeg er overbevist om, at alle har brug for et solidt ståsted - være forankret et sted - være en del af noget større. Tænk, hvis vi som efterskole kan være som bøjer i havet, så de unge har noget at navigere efter. Ikke faste holdepunkter, ikke klippefaste fyrtårne, men bøjer, der er forankret et sted. De har brug for et sted at høre til og være hjemme.

Men hvad skal der til for at føle sig hjemme? Med inspiration fra bogen »Hjemmerørt« af Hanne Jul Jakobsen kunne det være steder, der giver mulighed for:

Afslapning - sted, hvor man kan sænke skuldrene, koble af, ånde frit og flade ud på sofaen med morgenhår

Tryghed - sted, hvor man ikke er bange for at blive forstyrret på en måde, man ikke har kontrol over

Genkendelighed - sted, hvor man ikke skal anstrenge sig for at være med

Frihed - sted, hvor man selv kan bestemme, og de regler man lever efter, giver mening

Værdsættelse - sted, hvor man bliver set, og ens tilstedeværelse bliver værdsat

Tilbagetrækning - sted, hvor man kan lukke af fra (andres) støj

Jeg tror på, at »hjemmet« er med til at gøre efterskolen til noget særligt. Hvis vi lykkes med at skabe dette hjem til de unge mennesker, kan de løfte blikket mod verden og deres medmennesker.