Rejse med »EU’s bløde diplomati« hjælper

3. december 2019, 12.30

Pernille Weiss mener på ingen måde, at det er tidsspilde at tage på rejse til Rwanda med en EU-delegation. Foto: Privatfoto

REJSE Jeg har været i Rwanda på EU-delegationsrejse. Måske læste du det indlæg, jeg skrev på turen ud.

Jeg er medlem af ACP-EU-delegationen, som omfatter 78 lande i Afrika, Caribien og Stillehavet - og EU.

Delegationen følger den politiske, økonomiske og sociale udvikling i ACP-landene og samarbejdet baserer sig på en partnerskabsaftale, hvis formål er at fremme fredelig og bæredygtig udvikling, samt stabile demokratier.

På det seneste er naturligvis også klimaet kommet på dagsordenen. For rigtig mange ACP-lande er klimaet både en enorm trussel og en del af et fælles globalt ansvar.

En delegation i EU-regi bliver ofte beskrevet som tidspilde og næsten som en lille ferie væk fra det mere hardcore arbejde i Bruxelles og Strasbourg. I en delegation tager man jo ikke rigtigt beslutninger. Det betyder dog ikke, at man ikke bruger en masse tid på at diskutere ordlyden i resolutioner, der maler en tyk ramme omkring gode - men ret så uforpligtende - hensigter. Selv havde jeg fornøjelsen af ordførerskabet på en resolution om klimaets indflydelse på fiskeri og aquakultur i ACP-landene, så jeg mærkede det så at sige på egen rumpet.

Nu - på vejen hjem fra min første delegationsrejse og oplevelse af at være en del af EU’s bløde diplomati - skal regnestykket for opnået politisk værdi gøres op, så jeg retfærdigvis kan forklare, hvorfor jeg tager afsted igen - eller ej.

Jeg vælger at svare med to eksempler. Det første er fra den dag, hvor vi i skramlende busser og med politieskorte blev kørt ud på landet væk fra hovedstaden Kigali.

Vi besøgte et stort rosengartneri med over 600 ansatte. De forsker, dyrker og høster roser til eksport og rigtig mange af dem finder vej til Holland - og derfra helt sikkert til en hel masse danske vaser, der bliver fyldt med onsdagens tilbudsbuket. På vejen derud kører vi gennem fattige landsbyer, hvor folk står i vejkanten og ser efter vores biler med en blanding af undring og nysgerrighed. Måske også misundelse. Politieskorten i sig selv er en stor del af svaret.

Gartneriet betyder arbejde, lægehjælp og undervisning. Veje og vand til landsbyerne og skoler til børnene. Nok kommer første generation af medarbejdere ikke helt op på beatet med medarbejderudvalg, efteruddannelse og arbejdstider, der levner tid til andet end søvn og de allermest nødvendige familieaktiviteter. Men perspektivet for bæredygtig vækst er lovende. Arbejdernes børn får med stor sandsynlighed et bedre fundament med sig fra landsbyskolen, end de selv gjorde, samt udsigt til et liv uden frygt for fattigdom, fejlernæring og undertrykkelse af basale menneskerettigheder.

Sandsynligheden for, at næste generation får en egentlig uddannelse og måske lykkes som entreprenører, er høj, og det lover godt for et land, som i den del af Afrika alt andet lige er ved at udvikle sig til en rollemodel for udvikling af den slags, vi i Europa selv har en interesse i. Fordi den både dæmper den alarmerende befolkningsvækst og her iboende trusler af tsunamier af flygtninge og migranter. EU’s grænseargentur, Frontex, kan ikke klare et voldsomt pres fra et overbefolket kontinent alene - uanset hvor mange mand, der stilles op ved Europas ydre grænser.

Mit andet eksempel er fra dagen efter, hvor vi i politiker- og rådgiverkredsen af ACP, sidder og flår rundt i den ovenfor nævnte resolution om klima og fiskeri.

Her var især yderste venstre og yderste højre i fuld sving med at sovse teksten til med klientgørelse af »de stakkels 3.-lande«.

Det sker i form af løfter om indsatser, der vil komme til at holde fiskerne og de kystnære samfund i en spændetrøje af fortidens micro-forretningsmodeller - helt uden udsigt til at kunne vælge andre og mere moderne livsformer. Selvom det var op ad bakke - blandt andet fordi flere af de liberale europæere af en eller anden grund hoppede med på denne sen-kolonialistiske galej - så lykkedes det mig sammen med en klog socialdemokrat at få banket en sætning ind i teksten, der udpeger en fremtidig handelsaftale, som målet med resolutionens mange sætninger. En handelsaftale mellem ligeværdige parter, der kan og vil handle med hinanden i gensidig respekt for både Verdensmål, Parisaftale og almindelige, demokratisk retsstatsprincipper.

»At rejse er at leve«, sagde H.C. Andersen. I Rwanda oplevede jeg, hvor vigtigt det er »At leve for at rejse sig selv - og sine medmennesker«. Derfor gider jeg selvfølgelig også denne del af arbejdet som europapolitiker, som en delegationsrejse handler om.