Kirkeministeren og dennes store bededag-betragtninger

Udgivet:23. januar 2023, 12.43

Læsetid:2 minutter

Foto: Adobe Stock Photo

Af Annemarie Engel Andreasen. Hvedevej 9 Nyborg, jurist

HELLIGDAG Der er et krav fra regeringen om, at folkekirken skal samarbejde omkring afskaffelse af en helligdag, store bededag, og at biskopper skal føre dette lovforslag ud i livet. Det skal ske ved en Kgl. Resolution i et brutalt forsøg på ad denne vej at få regent til at lægge navn til at få kirken til at ændre alterbogen.

Det er nyt, at folkekirken på denne måde stilles overfor energien tvang omkring et forslag, som ikke er kommet fra kirken selv i egen have og som angår såvel et indre som et ydre anliggende i form af Grundlovens balance i § 4, som staten er pligtig at understøtte og kirken ligeså, og som kongeriget hviler på.

I valg af fremgangsmåde overses, at hverken biskopper eller menighedsråd har kompetence til at kunne give afkald på og afskaffe søn- og helligdage med virkning for borgere.

Dette vil være på kant med folkets kirke i Grundlovens § 4, set i et evangelisk luthersk protestantisk teologis lys, hvor hvert enkelt menneske har sin stemme at føre frem i sin personlige frihed, og som er ukrænkelig. Dette sker ved folketingsvalg, ved folkeafstemninger og vil aktuelt kræve en grundlovsændring.

Vi er som et folk luthersk protestanter i § 4 også uanset medlemskab af folkekirken, da denne er en grundlovfæstet tro, der sammenholdt med § 71 sikrer hver eneste af os frihedsrettigheder til at være menneske og præcis som dem, vi er i ansvar for os selv med en stemme og i respekt for næstens tilsvarende ret og dermed for fællesskab i som udenfor kirkerum, hjerterum.

Det ville være ulovligt som grundlovsstridigt at udføre ordren om samarbejdet omkring afskaffelse og indskrænkning af frihed i et sekulært samfund, som det tilkommer folket i givet fald at tage en grundlæggende informeret stilling til, hvorvidt vi vil ophæve vores kirkehistoriske evangeliske lutherske selvforståelse af frihedsbegreb, af tillidssamfund. Alt i respekt for Grundlovens ord, ånd og aftaler, lovfæstet 1683 og gældende ret, og store bededage fra 1686 i nu 336 år, hvor helligdage er defineret ved, at præster har gudstjenestepligt, og folk har fri fra arbejde.

Den er fra før Grundloven af 1849 og fra indførelsen af § 4 og understøtter helt som foreskrevet i ord den luthersk protestantisk frihedsforståelse i folkekirken.

Kirkeministeren, og med denne Justitsministeriets lovafdeling, må vise deres hjemmel til den hævdede ret for regeringen om at kunne bestemme over hele mønten og tage frihed i form af søn- og helligdage og veksle den til afskaffelse.

Der må aldrig udføres ordrer uden hjemmel. Det så vi senest 4. november 2020, hvor politiet blev korrekset for at have udført statsministerens ordre om at dræbe alle mink.

Folkekirken står i en komplet ny situation. Havde man hørt denne forinden, kunne kompromittering være undgået. Gudskelov har der været tænkt før os. Det er sket for længst, vi er sikret i kraft af Grundloven, som skal respekteres.

Kirkeministeren kan ikke lovligt tilpligte biskopper en handlepligt på forhold, som det ikke tilkommer disse at kunne have anden mening om end at gentage og svares, at store bededag selvfølgelig skal bevares.

Indlæser debat