50.000 stemmer og en tårnhøj fejlprocent kræver handling

26. februar 2021, 13.00

Mona Burgdorf Herskind. Foto: PR-foto

HANDICAP Jeg har været ansat som leder under både stat, amt og kommune og således oplevet Handicapområdets omskiftelige tilværelse med meget forskellige vilkår. Indtil 1980 var særforsorgen under staten, hvor Bank-Mikkelsen lancerede den berømte målsætning om at sikre mennesker med handicap et liv så nær det normale som muligt. I 1980 overtog amterne et økonomisk nedslidt område med store centralinstitutioner. Efter min mening gjorde amterne det efterfølgende rigtig godt. Udover økonomi til daglig drift, investerede alle amter også i de fysiske rammer. I perioden lykkedes det at sikre, at kun ganske få ikke havde eget værelse og badeværelse. Herudover havde de fleste amter også stor politisk fokus på området. De fleste steder med eget fagudvalg. Udviklingen af skoler og børnehaver tog også fart i amternes tid, hvor der oprettedes en hel del specialskoler og -børnehaver. Endelig var rådgivning, ikke mindst til børnefamilierne, på et højt niveau, idet der var ansat børnevejledere, der med stor faglighed støttede forældre. Amterne afleverede således i 2007 i forbindelse med struktur- og kommunalreformen et meget velfungerende og højt specialiseret handicapområde til kommunerne. I den forbindelse blev kommunerne tildelt det fulde myndigheds- og finasieringsansvar for det specialiserede socialområde, herunder handicapområdet, og fik således ansvaret for at hjælpe mennesker med handicap og deres pårørende. En hjælp, som ofte har en afgørende betydning for deres livskvalitet og mulighederne for at leve et selvstændigt og meningsfyldt liv.

Men allerede forud for kommunalreformen i 2007 var vi mange, som var meget bekymrede for den nye struktur. Oprindeligt var forventningen, at regionerne ville overtage 80 procent af de amtslige tilbud og kommunerne de sidste 20 procent. Men det kom til at gå lige modsat, hvilket forstærkede bekymringerne om, hvorvidt specialiseringen og kvaliteten i indsatsen på socialområdet ville kunne opretholdes og udvikles, når det fulde finansierings- og myndighedsansvar - samt i mange tilfælde også driftsansvaret for tilbud - alene var tildelt kommunerne. En bekymring var også, om kommunerne overhovedet ville benytte og især betale for de regionale eller andre kommuners specialiserede sociale tilbud, men i stedet »klare sig selv« - og at man derfor gradvist ville opleve en udhuling af kvalitet, faglighed og specialisering i tilbuddene.

Denne bekymring er i stort omfang blevet til virkelighed. I de sidste 14 år er handicapområdet blevet ramt af den ene besparelse efter den anden - udsultet og underfinansieret. Desuden har området generelt været kendetegnet af store kvalitets- og retssikkerhedsudfordringer, idet omkring halvdelen af kommunernes afgørelser om hjælp til personer med handicap omgøres i Ankestyrelsen. Hertil kommer et stort mørketal - borgere, som aldrig klager, enten fordi de ikke ved, hvordan man gør, eller ikke har nogen, som kan hjælpe dem. Det er ikke holdbart.

I protest herimod og også for at påvirke de overvejelser, regeringen har i forbindelse med en evaluering af det specialiserede socialområde, har #enmillionstemmer formået at indsamle 50.000 underskrifter til et borgerforslag om at fjerne handicapområdet fra kommunerne. En helt fantastisk præstation, som siger noget om, hvor stort behovet er for en ændring på området og samtidig afspejler en kæmpe frustration blandt mennesker med handicap og deres pårørende.

Det skal der handles på, og det skal være nu. Ellers vil problemerne blot vokse yderligere. Derfor skal organiseringen og finansieringen af handicapområdet nytænkes. Kommunerne har haft 14 år til at vise, at de kan og vil, men deres håndtering af det specialiserede område har forårsaget megen menneskelig sorg og frustration og trukket grumme spor efter sig i forhold til overholdelse af svage borgeres retssikkerhed.

Kommunerne er for små til at løse de store udfordringer, det specialiserede område er forbundet med, ligesom de er for små til at opretholde specialviden og medarbejdernes og ledernes faglighed og kompetencer. Men uanset hvor området flyttes hen, er det afgørende vigtigt, at den myndighed, som skal træffe afgørelsen, ikke samtidig skal finansiere den. Med andre ord, det må ikke »kunne betale sig« at svigte vores svageste borgere. En forankring i regionerne og/eller i staten vil sikre en større økonomisk robusthed, vidensopsamling, kvalitet og retssikkerhed i behandlingen af mennesker med handicap.