Fra Filippinerne til Midtjylland: ... Tag godt imod Gina Michaells

Historien om filippinske Gina Michaells, der efter en lang tur fra Østen over Grønland og til Norge havnede i midtjyske Brande, handler om talent. Om sang. Afsavn. Opofrelse. Kærlighed. Og selv om hun for nyligt blev stemt ud af tv-talentshowet X Factor midt i konkurrencen, føler hun alligevel, at hun har vundet

30. maj 2019, 19.41

Foto: Mingo Photo

BRANDE ... Tag godt imod; Gina Michaells...!

Det gjorde seerne og hendes mentor Thomas Blachman da også under forårets udgave af tv-sangkonkurrencen X Factor. Selv om Gina Michaells ikke vandt, klarede den filippinske sangfugl fra Brande syd for Herning sig både godt og langt.

Præcis som hendes talent for at synge og performe altid har gjort. Fra Filippinerne til Singapore, til Malaysia, Indonesien, Maldiverne, Japan og videre til Grønland, Norge, Sverige og til nu Midtjylland i Danmark.

- Jeg elsker at bo i Brande. Min familie trives, og det er en hyggelig by, hvor folk er imødekommende og hilser, og hvor børnene kan cykle til skole. Og så er det lige midt i det hele. Herfra kan jeg komme til alle dele af Danmark, når jeg skal optræde - og til Billund og derfra til udlandet, når der er brug for det, smiler hun, tilfreds og troværdigt - med den fine mund med den store lyd og de mørk-sorte øjne, der har oplevet så meget.

Bambusflåde uden redningsvest

For at bruge sin stemme, markant, dybt, højt, klangfuldt, har altid været Ginas billet i livet. I første omgang fra forholdsvis fattige kår i en lille landsby mellem bjerge og floder i nærheden af byen Aringay - ca. 250 km nord for Manilla. Her var Gina som spæd blevet adopteret, og mens hendes adoptivmor var ude at tjene penge til familiens overlevelse - blandt andet som stuepige i Israel - tog hendes tante sig af hende.

- Når det regnede, kunne vi kun komme fra vores landsby for at hente mad på en bambustømmerflåde. Her sad vi stuvet sammen 30 mennesker - uden redningsvest, så alle skulle sidde helt stille. Selv om vi ikke havde mange penge, fik vi mad hver dag, min mor tjente penge til, at jeg kunne gå i skole, og jeg tænker tilbage på min barndom som fyldt med kærlighed.

Og sang.

- Jeg har altid sunget. Jeg hørte radio og sang med, og i skolen bad både min lærer og skolekammerater mig om at synge til særlige lejligheder. Det gjorde jeg gerne. Jeg har aldrig været genert og altid elsket at optræde.

Talentet for sang

Det store idol var Tina Turner, der som ung sang i kirkekor - så det gjorde Gina også i den lokale kirke. Som 13-årig deltog hun i sin første sangkonkurrence, og snart var hun også del af et band.

- Vi kunne spille fra kl. 19 til kl. 5-6 om morgenen. For 20 kr. og et måltid mad.

I skolen klarede hun sig godt nok til et scholarship på et offentligt college i den nærmeste storby, La Union, hvor hun læste biologi. Som tillæg til studiestøtten sang hun i band om aftenen. På barer, hoteller og til private fester. Hun mødte også en fyr og blev som 20-årig gravid, mens fyren aldrig blev hendes kæreste.

- Det er ikke velset at være alenemor i Filippinerne. Så i stedet for at belaste min familie hjemme i landsbyen økonomisk og socialt, ville jeg klare mig selv.

Gina tog endnu flere sangjobs, mens hun betalte en studiekammerat i hendes lejlighed for at passe sønnen Jonathan om aftenen, når hun var ude at spille. Og så vaskede og strøg hun for naboen for at tjene penge nok.

Græd hele vejen til Singapore

- Jeg er stolt over, at jeg klarede det hele uden at skulle spørge min familie om hjælp. Og da Jonathan var omkring otte måneder, tog jeg ham med hjem, og den familiære skam blev straks afløst af betingelsesløs kærlighed til ham.

Den kærlighed vekslede Gina til tillid, da hun kort tid efter fik et tilbud, hun havde brug for at sige ja til: Tjansen som forsanger i et band i Singapore med spillejobs over hele Østen.

- Jeg ville tjene 300 US dollars om måneden. Det ville være nok til at sørge for mad til Jonathan og til, at han kunne komme i skole. Derfor gjorde jeg det for hans skyld. »

En svær beslutning. For kontrakten lød på to år:

- Jeg græd hele vejen til Manilla, og hele vejen i flyet til Singapore. Men jeg vidste, at det var min søns bedste chance.

I perioden skrev hun breve og sendte fotos, mens hendes tante forsøgte at holde hende opdateret om Jonathans liv og opvækst; tegnede hans fod af, så Gina kunne købe sko - lidt større end foden på papiret, så skoene holdt lidt længere.

- Det var hårdt. Savnet gjorde ondt, men jeg var også tryg ved, at Jonathan havde det godt, og at jeg var i stand til at forsørge ham.

Efter to år så Gina igen Jonathan. Under et besøg hjemme i Filippinerne, inden turen gik ud i verden igen. Undervejs blev Ginas kontrakter og kontakter bedre og bredere. Blandt andet blev Gina og hendes daværende band i 1996 fløjet ind til at underholde gæsterne ved den malaysiske kong Tuanku Abdul Rahmandes fødselsdagsfest. I Japan fik Gina kontakter i Grønland - og hvorfor ikke, når der var penge at tjene?

Hvidt og koldt

- Vi spillede på en bar i Nuuk, der i løbet af aftenen blev til et diskotek, og så arbejde jeg som stuepige på Hotel Hans Egede fra kl. 6 om morgenen til kl. 15.30. Det var første gang i mit liv, jeg så sne. Og folk boede i huse af sne. Det var vildt. Og hvidt. Og vildt koldt. Jeg købte ekstra varmt tøj lidt ad gangen, men alle de penge, jeg brugte på mig selv, gik fra min søn.

Ved et bestemt bord på baren i Nuuk sad hver eneste dag en dansker, Michael. Han drev sit eget lille firma i Nuuk, og indrømmer i dag gerne, at han i to år var Nuuks største fan af den filippinske forsanger. Med langt tilløb gik han meget direkte til værks:

- Vi skal giftes, fortalte den forelskede danske tømrer en aften Gina - og sådan gik det. Efter to måneder midt i alt det kolde og hvide sagde en nu lige så forelsket Gina i 2007 ja til Michael på rådhuset i Nuuk. Herefter rejste parret til Filippinerne. For at møde Ginas familie, gifte sig i pagt med katolsk-kristne traditioner over flere dage i Ginas hjemby - og vigtigst af alt for at lære Jonathan at kende, før han skulle flytte op og gøre det nygifte par til en lille familie.

- Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle blive gift med en dansker. Og at han betingelsesløst tog min søn og mit liv med musik ind i sit liv, var så fantastisk for mig.

Familien samlet

Den tilstrammede danske immigrationslovgivning betød, at parret i første omgang måtte slå sig ned i Norge. Michael etablerede sig med eget tømmerfirma, Gina fik bygget både et band og et publikum til sin musik op. Efter halvandet år gik papirerne i orden, så Jonathan kunne rejse til Norge og for første gang i sit otteårige liv bo sammen med sin mor. Samtidig voksede familien. Jonathan blev storebror til Amy, til Jamie og til Joey.

På scenen fik Gina også mulighed for at fokusere på countrymusik, som udover Tina Turner står hendes hjerte mest nært. Countrymusik gav optrædener i hele Skandinavien, og i Nashville i countryens hjemland USA blev Ginas vokal og hendes musik indspillet til singler i samarbejde med amerikanske producere og sangskrivere. I Norge tog hun også igen hul på sangkonkurrencer. Blandt andet i "Norge har talent".

- Det var spændende men også en skuffelse for mig. Jeg tror ikke, min stil passer til skandinaviske konkurrencer.

Endeligt ja fra Danmark

Til gengæld kom en anden sejr i hus. I 2013 fik familien det længe ventede ja fra de danske immigrationsmyndigheder og flyttede til Brande. Udover at ligge centralt, bor Michaels mor også her. Gina fik dermed igen et strejf af familieliv på tværs af generationer ind i sit liv.

- Jeg brugte den første tid i Danmark på at være der for mine børn. Nyde at kunne være mor og se mine børn vokse op. Alt det, jeg desværre ikke havde muligheden for med Jonathan.

Men med skub fra Michael blev der langsom skruet op for kærligheden til sang, musik og perfomance igen.

- Michael rykkede en annonce ind i Den Blå Avis om sangerinde, der søgte band. Heldigvis ikke i Gul & Gratis, siger hun med en smittende latter.

Dansebandet Baily spillede op - og igennem de seneste år har Gina sunget for til fester og musikevents over hele landet. Men Michael stoppede ikke der.

- Han foreslog - lige så forsigtigt, at jeg skulle forsøge mig i danske sangkonkurrencer, og jeg lod mig overtale.

Ja fra X-Factor

Først i "Danmark har talent", hvor det ikke rakte for Gina. Dernæst i Kanal 5's "All Together Now", hvor hun nåede finalen - uden at vinde. Da TV2 i år overtog X Factor, var Gina faktisk ligeglad.

- Men da audition nærmede sig, begyndte vi at tale om det. Min frygt var at falde ned i et stort sort hul igen. Men Michael fik mig overtalt, og jeg gav det en sidste chance.

Og den fik hun af de tre tv-dommere. Med sine 44 år fik Gina i kategorien Ældre sangere Thomas Blachman som mentor, og klarede sig igennem tre live-shows, før dommer Lars Ankerstjerne valgte at sende hende ud af konkurrencen.

- Det blev en stor oplevelse for mig at være med. Jeg fik bevist - i hvert fald over for mig selv -, at min sang og min stil godt kan passes ind i den skandinaviske musikstil. Jeg har fået så meget positiv respons, sympati og nye kontakter, og jeg har fået chancen for at komme langt bredere ud i Danmark. Og så har det været meget inspirerende for mig at møde Blachman. Vi er stadig i kontakt.

Drømmen om familietur til Filippinerne

Hendes bånd til rødderne i Filippinerne er også intakte. Hjemme i Midtjylland laver hun helst filippinsk mad, som hele familien er vild med.

- Som den første gave på Grønland gav Michael mig en riskoger. Han vidste, hvor vigtig den var for mit liv, men jeg ville aldrig selv bruge penge på at købe en.

I ti år har hun ikke været tilbage i Filippinerne. Men planen er lagt, og måske næste år får Gina chancen for at vise sine tre yngste børn, hvad hun er rundet af. Hvad hun forlod for at forfølge sin passion for at synge - og for at give Jonathan et bedre liv.

- Gud gav mig et talent. Det har jeg brugt. Jeg er vokset til at blive en glad og lykkelig kvinde. Og faktisk også en anelse stolt over, at jeg har klaret mig så godt.

Foto: Mingo Photo
Foto: Mingo Photo
Foto: Mingo Photo