Torsdagstanker: Babettes gæsteforvirring

14. januar 2021, 12.11

Gitte Hornshøj. Foto: Henrik Ole Jensen

MÅLTIDER Mellem jul og nytår deltog jeg i et debatprogram på Radio24syvs »afløser« Radio4.

Debatten handlede om, hvem der har ansvaret, når middagsgæster har forskellige madpræferencer.

Jeg nævner her blot nogle få præferencer, man skal forholde sig til, hvis man har lyst at invitere gæster til en hyggelig middag. Striks vegetar, lacto vegetar, ovo vegetar, lakto ovo vegetar, pescetar, pollotar og flexitar ...

Der er mange grunde til ovenstående valg, fra spirituelle, sundhedsmæssige, klimamæssige, eller etiske årsager.

I ovenstående taler vi end ikke om de grupper, der har diverse allergier, eller de der blot er kræsne - eller ikke vil prøve noget nyt.

Intet under enhver vært kan få hjertebanken og røde kinder, hvis man skal forsøge at lave en menu alle kan spise.

Madens sociale betydning kan næsten ikke overvurderes. Vi taler ofte og gerne om mad. Store ændringer kan jo næsten føre til social opløsning generationer imellem.

I nogle isolerede stammer hos urskov-folket kunne man som opdagelsesrejsende risikere at blive dræbt, hvis man i væmmelse spyttede den mad de bød på ud.

Så galt ville det næppe gå i dag når vi inviterer.

Men debatten fik mig til at tænke på »Babettes gæstebud«.

Babette flygtede fra den franske revolution i 1871. Hun var fransk chefkok. To ældre troende norske søstre tog Babette i huset. I fjorten år koger hun trofast klipfisk og øllebrød til de to, der fornægtede sig al nydelse.

Men en gammel fransk lotteriseddel bliver udtrukket, og Babette beslutter sig for at bruge alle pengene på et overdådigt måltid. Gennem maden får de to søstre og gæsterne indsigt og nydelse i livets goder. De kulinariske goder bringer lykke, forløsning og tilgivelse med sig.

Det at spise sammen er fundamentalt. Det er ved et fælles måltid, vi socialiserer, mødes og kommer overens.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, Babette ville blive forvirret, skuffet og ulykkelig over sin generøsitet, hvis hun i 2021 skulle tilberede middagen og samtlige gæster ville til og fravælge - fremfor at nyde den fine mad.

Takt og tonemæssigt vil det altid være værten, der i videst muligt omfang skal gøre middagen »spiselig« for alle. Og i sidste ende bede gæsten om selv at tage maden med.

Jeg tror, der på sigt kan ske det triste, at vi grupperer os i forskellige livstilgrupper. Vi mister muligheden for snakken om vores forskelligheder. Forundring skaber jo som bekendt viden.

Apropos corona og det faktum januar måned er fyldt med diverse slankekure, sluttede jeg af med at foreslå, vi alternativt kunne mødes til en gåtur. Frisk luft og en god snak. Det er sundt for krop og sjæl.

Selvom jeg for nylig skrev en klumme om, at kaffe er flydende nærvær. Ja, så er der desværre også her opbrud. Vi drikker alt fra latte til kolbekaffe.

Jeg siger bare »tak for kaffe« og går mig en tur. Der er jo desværre lange udsigter til gæstebud. Omend jeg præcis som Babette glædes over at tilberede skøn mad, til de jeg kerer om. Kan de ikke lide det, jeg serverer, må de levne - eller spise hjemmefra. Jeg vil ikke undvære samværet.

Godt nytår.