En fantastisk søndag: Min kone og jeg sad foran fjernsynet og sang med

13. januar 2020, 13.16

Jeg blev denne søndag glad og rørt - ja, jeg bliver i det hele taget glad, rørt og taknemmelig over at være en del af det. Foto: Toke Hage

HØJSKOLESANGBOGEN Hvilken søndag! Fra klokken 10 søndag formiddag til 22.30 kunne man på DR2 se og høre sange fra Højskolesangbogen sunget af kor og forsamlinger fra Kolding, Roskilde, Mors og Brorsons Kirke i København - 175 sange og salmer. Og jeg må spørge mig selv - hvor henne i verden kan noget sådant lade sig gøre? Hvor ville man kunne samle en nation til en maratonsangdag med deltagelse af tusinder af aktive borgere på fire syngesteder og i mange, mange hjem foran fjernsynene? Og hvor finder man i en forholdsvis lille bog en så varieret sangskat, som i sange og salmer fortæller om vort lands historie over flere århundreder?

Man siger, at smilet er den nærmeste vej til positiv kontakt mellem mennesker. Det tror jeg på. Men det er det samme med sang.

Man kan ikke synge og på samme tid være sur, endsige udtrykke vrede. Det lader sig ikke gøre. Ethvert møde i et politisk eller forretningsmæssigt forum burde derfor indledes med en sang fra Højskolesangbogen. Måske kunne det gøre underværker.

Min kone og jeg tilbragte det meste af søndagen sammen om et tændt TV. Vi lyttede, vi kommenterede, og vi sang med - på livet løs.

Fordi vi er så gamle, kunne vi rigtigt mange salmer og sange udenad - i sig selv en dejlig oplevelse. Gang på gang kunne vi takket være sangene minde hinanden om oplevelser, vi havde haft i vores skoletid, i vores ungdom, faktisk her og nu. Vi kunne nikke genkendende til oplevelser fra historiske steder i det ganske land eller begivenheder, som flere sange refererede til.

Salmerne kunne vi synge med på, fordi vi i vores skoletid lærte salmevers. De skulle læres udenad, men på en dag som denne søndag, var det faktisk ganske morsomt at kunne synge med; de var en del af vores - ellers unyttige - børnelærdom. Det samme gjaldt for de fleste sange - årstidssangene, de historiske eller religiøse sange - vi kendte dem, kunne dem næsten udenad.

Når man i disse år bekymrer sig om sammenhængskraften i et land - det være sig i store nationer som USA, Kina eller Indien, hvor økonomiske vilkår skaber større og større ulighed, eller for den sags skyld i vores eget land, hvor mange frygter, at forskellige religiøse trosopfattelser skaber splittelse - så bestyrker en maratonsangdag som denne mig i, at en fælles basis af sange, salmer og musik er et væsentligt bidrag til at skabe og vedligeholde en sådan sammenhængskraft.

Jeg tror, at en Gallup-måling på tværs af alder, køn, velstand, by og land ville vise, at fællessangen bygget på Højskolesangbogen på denne søndag byggede bro mellem os alle sammen.

Jeg blev denne søndag glad og rørt - ja, jeg bliver i det hele taget glad, rørt og taknemmelig over at være en del af det.

På ryggen af Højskolesangbogen står der: »Så syng da Danmark, lad hjertet tale«. Så sandt, så sandt!