Det glemte grå guld

22. februar 2021, 13.11

Jeanette Kæseler Hoffmann. Foto: Privatfoto

ÆLDRE I en tid hvor arbejdsmarkedet kan opleves udfordret blandt andet af yngre medarbejdere, som skal jonglere med både hjemmearbejde og hjemmeskoling af egne børn, bør samfundets øjne rettes mod oversete ressourcer. Vores øjne kunne eksempelvis rettes mod det glemte grå guld!

En del mennesker på 50 år og opefter oplever i disse år en tiltagende følelse af diskriminering. De oplever at blive nedprioriteret på arbejdsmarkedet og at måtte vige deres plads for yngre kræfter. Yderligere er det svært at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter for eksempel nedskæringer, når dåbsattesten viser en alder på over 50. De ser sig derfor nødsaget til at arbejde inden for andre fagområder, end der hvor de er uddannet, henvist til vikarstillinger, og få arbejdstimer. I værste tilfælde må de lade sig nøje med en tidlig og ufrivillig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet - mange år før egentlig planlagt!

Men kan dette være rimeligt? For som samfundet er sammensat i dag, så skal vi alle jo arbejde til vi nærmer os noget nær de 70 år - og så burde der jo være mange års arbejde tilbage i personer over 50 år!

Jeg vil våge den påstand, at vi som samfund er blevet for effektivitets-fokuseret!

Effektivitet, nytænkning og konstant stræben efter perfektion er værdier, som mange arbejdspladser synes at vægte højt.

Men hvad med stabilitet, trivsel, vidensudveksling og mentor ordninger - kunne det ikke være værdier, der skulle tilbage i fokus?

Jeg er uddannet specialpædagog. Inden for mit fag oplever jeg en kæmpe fordel ved mikset af unge og gamle medarbejdere. De gamle i huset er ofte dem, der har styr på »plejer« og husets historik. De har en automatiseret rutine og ro, som smitter af på husets yngre kollegaer. I samspillet mellem ung og gammel opstår en gensidig sparring af teori, praksis og erfaringer, som kan være udviklende og styrkende for både ansatte og arbejdsplads. De gamle i huset har også vist sig enormt fleksible blandt andet i forhold til, når der har været brug for ekstra hjemme(skole)dage.

Når jeg har bragt emnet på banen i diskussioner, har jeg hørt udsagn som for eksempel: »Der er alligevel ikke særlig mange år, inden de går på efterløn.« »De er for dyre. Høj anciennitet er jo lig med høj løn.« »Mon de kan holde til arbejdspresset?« »Hvordan kan en på 50+ være en ressource for os?« Og så videre.

Men hvad beror disse påstande på? Er det på grund af løn? Betaler man ikke lige netop for kombinationen af erfaring og kvalitet? Måske vi som samfund skal have kigget på, om kvalitet og løn er ordentlig skruet sammen.

Arbejdspresset? Er samfundskrav for arbejdsmarkedet ved at være for høje, eller er der flere områder, der er skåret for tæt ind til benet? For min påstand er, at så er det nok ikke kun dem over 50, der er udfordret af det!

Er de en ressource for arbejdsmarkedet? Hvis du spørger dem selv, så vil nogle af svarene lyde:

»Vi gamle har jo ofte store børn, og er derfor mere fleksible, blandt andet skal vi ikke tage barnets første og anden sygedag. Vi er ofte mere selvstændige og har både tiden og overskuddet til opkvalificeringer.«

»Vi er en generation af motiverede og loyale medarbejdere. Vores erfaring og alder hænger ofte sammen med den ro og det overblik, vi udviser i vores daglige arbejde. Yderligere gør vores erfaring, at vi har prøvet meget og dermed været omkring mange teorier og forskellige tilgange, og vi er åbne for at lære mere.«

Jeg er godt klar over, at det her kun er en lille flig af et større billede, og at der kan være store forskelle på, hvilke fag vi taler om. For hvis man for eksempel kigger på, om samme problematikker gør sig gældende inden for de håndværksmæssige - som de sociale fag - så vil jeg umiddelbart tro, at udfordringerne er af forskellig karakter og måske ligefrem mindre udbredte inden for nogle fag frem for andre. Og lige nøjagtigt det, synes jeg jo, kunne være en super vinkel at starte med at undersøge.

For hvad er grunden egentlig til forskellene?

Og ville det være muligt at overføre erfaringer fra et fagområde til et andet?

Meningen med dette debatindlæg er klar:

Medarbejdere på 50+ skal ikke blive en ressource, de ER en ressource. Som samfund skal vores øjne blot igen rettes mod det glemte grå guld.

Læs også
Pandemien er fjenden - ikke friskolerne