Hvornår er nok?

12. november 2019, 12.51

Der er så mange kontroller hos økologiske landmænd, at læsrbrevsskribent Annemie Nielsen frygter, om hendes far fortsat kan holde til presset. Foto: Colurbox

KONTROL Jeg er landmandsdatter, og har boet på den samme gård hele mit liv. Min mor er sosu-hjælper, så det er min far, der driver landbruget sammen med tre ansatte.

Han købte gården tilbage i 1987, og i 2007 lagde han frilandsproduktionen om til økologi. Da han omlagde gården, var det af økonomiske årsager, og han havde derfor en del bekymringer, da marksprøjten blev solgt. Disse bekymringer er dog helt forsvundet.

Min far elsker at drive gården økologisk, og han elsker at udbrede sin efterhånden store viden om økologisk landbrug, som han fortæller med stor passion, til alle der vil lytte. Der er dog en ting, han elsker mere end noget andet, og det er at gå en tur i faremarken (der hvor søerne føder deres pattegrise) og se de tilfredse søer rode i jorden sammen med deres unger, intet gør ham mere stolt, hvis man ikke tæller os (hans børn) med.

Det at drive landbrug er ikke kun min fars arbejde, det er også hans hobby, som han i gennemsnit bruger 50-70 timer i ugen på. Det lyder hårdt, og det er det også, men hvis man vender det om, og ser det fra et andet perspektiv, så er han da jordens heldigste mand. Tænk at kunne bruge 50-70 timer i ugen på noget man virkelig elsker.Hvor mange af os kan lige prale med det? Selvfølgelig er der da øv-dage, hvor man ikke gider, forbi det enten blæser en halv pelikan eller fryser så meget, at næsen er ved at falde af, men der opvejer alle de gode dage de dårlige, og her taler jeg af erfaring.

Der er et »men«, som stikker så dybt i glæden, at jeg ikke længere kan stå på sidelinjen og se på.

Miljøkontroller, økokontroller, kontroller indenfor kartofler, kontroller indenfor dyrevelfærd, kontroller indenfor ditten og datten. Værst af alle, er den uanmeldte kontrol, som kan få selv den sejeste landmand til at ryste i bukserne af skræk.

En uanmeldt kontrol foregår således: En fremmed bil køre ind i gårdspladsen, landmanden begynder så småt at ryste i bukserne. Den eller de personer, der træder ud af bilen, starter med at fortælle, hvor de kommer fra, og at man er blevet udtaget til uanmeldt kontrol. Det er så her, landmanden for alvor begynder at ryste i bukserne, og er det den helt store økokontrol, vil koldsveden også begynde at løbe ned ad ryggen. Nu skal I høre hvorfor.

Som regel starter en kontrol med, at hele besætningen bliver gennemgået. Er det en af de mere strikse, der er kommet på besøg, bliver stort set hver eneste gris gennemgået fra tryne til halespids - selv de nyfødte. Alle sår, sygdomme og skader skal være under opsyn, selv dem, der endnu ikke er opdaget, fordi kontrollen er begyndt, før man er færdig med at fodre. Bagefter skal de tjekke medicinforbruget. Det gør de ved at kigge på de sedler, man udfylder, når man behandler en gris og medicinen i køleskabet. Hvis det ikke stemmer overens, selv ikke i de helt små detaljer, så kan man forvente en bøde. Og det er ikke bare 1500 kroner og et klip i kørekortet, næ nej. Mener dem fra kontrollen, at forseelsen er ekstra stor, kan bøden ligge på den gode side af 30.000 kroner, og for at det skal gøre ekstra ondt, så får man lige en politianmeldelse med anklage af vanrøgt oven i hatten. Nu er det jo den store kontrol, så de skal også lige se regnskabet igennem for det sidste år.

Når endelig kontrollen er slut, og de tager hjem, så er det stensikkert, at landmanden spiser noget for første gang den dag, og måske lige skal på toilettet for at få styr på den nervøse mave. En ting er helt sikkert, landmanden skal have luft for sine frustrationer over kontrollørernes små sko, for det er aldrig perfekt. Skulle det ske, kan man helt sikkert forvente et nyt besøg, for der må da være en eller anden ting, der ikke lever op til reglerne.

Jeg har igennem mange år af mit liv set med fra sidelinjen. Jeg har set hvor nervøs og vrissen, man bliver ugen op til en planlagt kontrol, og jeg forstår godt min far, især fordi dem, der bliver sendt ud, bliver værre og værre med tiden, og fordi der hele tiden kommer nye kontroller til.

Jeg kan godt se, at der skal være kontroller og anmeldte besøg, for hvordan skulle man ellers kunne holde dyrevelfærden oppe. Problemet er, at rimeligheden og empatien bliver mindre og mindre hos de folk, vi oplever til kontrollerne. Tendensen med at udskrive bøder, som var de flyers for et eller andet nyt produkt, er stigende. Det er det, der får landmænd til at stoppe. Det er en ond cirkel at få begyndt på, for jo flere landmænd, der stopper, des mindre kød bliver der produceret. Hvad hvis vi på et tidspunkt er nødt til at importere fra lande, hvor dyrevelfærden ikke er lige så god som Danmark

Jeg har hørt om en landmand, der på et år har haft 31 kontroller. 31!

Det er mere end en hver 14. dag. Det synes jeg altså, er helt umenneskeligt. Tænk, hvis det havde været i en anden branche, sikke et ramaskrig der ville være i den her krænkelseskultur, vi har fået opbygget.

Hvorfor skal vi have flere kontroller? Det vil skabe mere stress og nervøsitet hos dem, der arbejder med grisene, og det er altså noget, grisene kan mærke. Når man arbejder med dyr, er det vigtigt at have en afslappet og rolig tilgang til dem, ellers kommer man ingen vegne med dem, og de gør det stik modsatte af, hvad man vil have dem til. Hvis man i stedet sænker antallet af kontroller, og måske tager en rådgiver med som en del af kontrolteamet, så tror jeg, man vil komme meget længere, end vi allerede er.

Ja, grisene vil stadig blive syge, men hvor mange er der ikke lige det i en folkeskole med 1000 elever? Ja, grise vil stadig dø, men man skal huske, at en gris er et produktionsdyr og en del af en bedrift, som skal tjene penge.

Man kan ikke bruge hundredvis af kroner på at gøre hver gris rask, desuden vil det også gå ud over dyrets tarv, hvis man gjorde det.

Det ville være en sorgens dag, hvis min far en dag fortalte, at han ville sætte alle grisene ud. Det er jo hans livsværk, han i så fald ville skylde ud i toilettet. Da jeg var 17 år, brækkede jeg ryggen ved springgymnastik. I dag fem år senere, går jeg under kategorien kronisk smertepatient. Mange af de ting, jeg elskede dengang, har jeg måtte sige farvel til. Det har været en lang proces at nå hertil, hvor jeg er i dag, men min egen sorg er jo kun en brøkdel af, hvad det ville være for min far, hvis han satte grisene ud.

- En bekymret datter.