Ingen værdig omsorg: Virkeligheden afslører alting

26. juli 2021, 10.21

Knud Nielsen. Foto: PR-foto

ÆLDRE Indtil for to et halvt år siden var mine svigerforældre selvhjulpne og boede i eget hus. Dengang 83 og 85 år gamle. Så begyndte sygdom (knoglebrud og demens), og tingene gik hurtigt ned ad bakke, hospitalsindlæggelse i såvel Holstebro som Herning afløst af ophold på rehabiliteringscenter i Herning.

Undervejs flytning fra eget hus til alment boligbyggeri og herefter flytning til plejehjem og yderligere hospitalsindlæggelser. Min svigermor er nu død, og min svigerfar sidder tilbage på plejehjemmet Kastaniegården i Aulum, og familien er mange erfaringer rigere, men desværre de fleste af den dårlige slags.

Vi, den nærmeste familie, har selvfølgelig været en stor del af hele processen, og oplevelserne i den forbindelse har været alt andet end gode og forbrugervenlige.

Lad mig starte med det positive, som er opholdet på plejehjemmet Kastaniegården i Aulum. Her har man forstået at sætte de ældre i fokus og indrette pleje og omsorg på de ældres præmisser med meget kompetente medarbejdere og ledelse. Men når det så er sagt, har det været en maratonvandring i bureaukrati og dårlig behandling.

Et langt forløb og en proces, som kun meget få ældre som eksempelvis mine svigerforældre vil være i stand til selv at kunne styre igennem. Vi har som hjælpere adskillige gange rendt hovedet mod muren i forsøget på at få eksempelvis det administrative system omkring boligstøtte til at fungere. Det værste er nok, at de medarbejdere i det private som offentlige system, som skulle hjælpe os med at få tingene til at hænge sammen, ikke var til for os, men systemet. Vi var kort sagt besværlige, når vi ikke forstod tingene.

På hospitalerne såvel Herning som Holstebro har vi adskillige gange oplevet, at der bliver talt hen over hovedet på vores svigerforældre, og hvad værre er: Deres meninger/indsigelser blev ikke hørt, før vi som pårørende måtte gribe ind.

Vi er sågar blevet skældt ud for at komme ind på hospitalet om natten - og vi kom, fordi lægen oplyste os om, at min svigermor var døende.

Rehabiliteringscenteret i Herning er som idé og aflastning/udslusning for sygehuset en god løsning. Men hovedparten af personalet er/var afløsere, og stedet føltes klart som et opbevaringssted uden sjæl, og igen: Hvis der ikke var pårørende, som kunne bibringe personalet den aktuelle sygehistorie, oplevede vi, at det var tilfældighederne, som rådede.

Jeg ved, at der er travlt og ikke mindst i den beskrevne periode under coronapandemien, men det undskylder ikke besværlige administrative forretningsgange, det undskylder heller ikke dårlig opførsel eller ligegyldighed og den umyndiggørelse, som vi har oplevet, og det skal der gøres noget ved.

Vores ældre og syge skal sikres en såvel værdig som kvalitativ pleje, også når der ikke er noget effektivt netværk bag den ældre, som kan gribe ind.

Vi bryster os af i kommunen at have en erhvervspolitik, kulturpolitik og generel udvikling over norm, men hvad er det værd, når man bliver ældre eller syg og ikke får den værdige omsorg og pleje, som burde være en basisydelse i vores samfund? Her ville det klæde Herning Kommune at kunne tilbyde de borgere, som bliver ældre og syge, en garanti for et værdigt og godt ældre liv. Det vil kræve for nogen en holdningsændring til de ældre, der skal formentlig også øgede midler til området, og ikke mindst skal de mange bureaukratiske og administrative regler og arbejdsgange, som er knyttet til flytninger og hospitalsophold, reduceres.

Der skal tilbydes hjælp til de ældre og syge, så det bliver overskueligt, og så de ikke skal være afhængige af familiens kunnen eller vilje til at hjælpe.

Hvis enkelte politikere skulle mene, at der ikke er penge eller tid til forbedringer på området, og der som følge skal spares på andre områder, så er det på tide, vi kigger på, hvad vi bruger penge på her i landet og smider penge ud til i udlandet.

Lad os nu få ordentlige vilkår ikke bare for ældre, men alle de grupper, som ikke selv kan eller er afhængige af andre menneskers hjælp for at leve et anstændigt liv. Det skylder vi vores medborgere. Vores samfund såvel stat, region som kommune skal kendes på, hvordan de behandler de svageste i samfundet.

Læs også
Socialdemokratiske fejlskud

Indlæser debat...