Forskellen på SF og Borgerlisten

29. november 2019, 12.30

Peter Villadsen.

POLITIK Lone Nielsen fra Borgerlisten kommenterer i Herning Folkeblad et svar, som jeg har givet til en plejefamilie, der offentligt har sendt mig et åbent brev.

Lone Nielsen opfordrer mig og mit parti til at »sætte sig uden for beslutningerne«, da jeg efter Lone Nielsens opfattelse kun ændrer »bitte små kommaer«.

Jeg ved ikke, hvad det er for en verden Lone Nielsen lever i, men i min og mange andres verden er det ikke bitte små kommaer, at SF har bidraget til at sikre store millionbeløb til handicap- og psykiatriområdet og det specialiserede børneområde, et første skridt mod en lokalaftale for lærerne, store millionbeløb til Valdemarskolen til blandt andet nye gårdrum, fremskudt socialrådgiver og fraværsrobotter til bekæmpelse af elevfravær, omfattende affaldssortering på alle vore folkeskoler, klippekort til ældre i hjemmeplejen for blot at nævne eksempler på tydelige SF-fingeraftryk på 2020-budgettet.

Jeg tænker heller ikke, at tale/hørelærerne og psykologerne på rådhuset finder det ligegyldigt, at jeg og SF spillede en central rolle i at forhindre fyringer i disse faggrupper, da vi for et par uger siden skulle ud i en mindre sparerunde.

I virkeligheden beskriver ovenstående fint forskellen mellem SFs og Borgerlistens tilgang til det at lave politik.

På SFs hjemmeside siger Pia Olsen Dyhr, at SF er et parti, der »søger indflydelse og går pragmatisk til det politiske arbejde«, og i SF Hernings kommunalpolitiske program står der, at »SF er et løsningsparti og ikke et protestparti. Vi er stifindere og ikke kun fejlfindere. Vi går gerne på kompromis for eksempelvis at forbedre forholdene for børn og unge, socialt udsatte og grønne miljøforbedringer.«

Disse linier viser tydeligt SFs tilgang til politik.

Borgerlisten har i al sin levetid med al tydelighed demonstreret, at man er rent protestparti, der ikke kan fremvise et eneste politisk resultat.

Borgerlisten har ikke bidraget til at skaffe én eneste ekstra lærer eller pædagog, ikke én eneste ekstra sosu-assistent, ikke én eneste ekstra handicaphjælper, ingen ekstra penge til de specialiserede områder, og sådan kan man blive ved.

Tilgangen er åbenbart, at man stiller sig på sidelinjen med armene over kors. Man påstår, at man vil øge kernevelfærden, men i den virkelige verden øger man intet som helst.

I Borgerlistens budgetforslag de seneste to år, har man så haft chancen for at vise borgerne en anden vej. I det første budgetforslag slagtede man hele beskæftigelsesindsatsen eksempelvis for unge ledige og i det andet budget blev der fremlagt et forslag, der gav flere penge til kernevelfærdsområder, men med den konsekvens, at det skulle finansieres af kommunekassen med omkring 100 millioner hvert år. Hvis man fulgte forslaget ville kassen være tom efter et par år, og vi skulle ud i en gigantisk sparerunde og fyre en masse pædagoger, lærere, SOSU-assistenter og andre kernemedarbejdere.

Det er det, Borgerlisten kalder prioritering, og det viser med al tydelighed Borgerlistens tilgang til politik.

Jeg vil afslutningsvis opfordre Borgerlisten til at komme i arbejdstøjet og reelt bidrage til at udbygge vores kernevelfærd.