Vores børn er guldet - eller er de?

Udgivet:29. september 2022, 11.50

Læsetid:5 minutter

Troels Johansen. Foto: Privatfoto

Af Troels Johansen. Kousgaards Plads 1 8, th., Herning

UNDERVISNING Jeg hører ofte forældre sige, at deres børn er »guldet« i tilværelsen; endnu oftere giver bedsteforældre udtryk for, at deres børnebørn er rene »guldklumper«. Uanset hvad vi mener, så er børn og børnebørn for de fleste af os noget af det bedste, vi har.

Hvordan passer vi så på guldet; hvordan behandler vi det? Ja, det er en helt anden historie.

Alt for mange børn oplever en ideforladt, lidet udfordrende og udviklende daginstitution og skole. Der er mange regler for adfærd og stramme bestemmelser for, hvad der skal læres, hvordan og hvornår. Alt for mange krav om, hvad man skal kunne på et bestemt tidspunkt; krav til, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke skal bruges tid og energi på. Det er en skam. For børn er forskellige som dag og nat; de har ikke samme interesser; de lærer ikke lige hurtigt.

De er ikke optaget af det samme og slet ikke lige længe. Jeg tror mange af os har oplevet, at et mindre barn har kunnet sidde ved en vandpyt eller i en sandkasse meget længe og har forestillet sig alverdens spændende steder og væsner. Og jeg har set skolebørn fordybe sig i et problem eller en sag i timer, idet de har stillet spørgsmål (ofte lige så kloge som dem lærere eller forældre kunne stille), og de har eksperimenteret, diskuteret og været kreative.

Børn besidder utroligt mange forskellige tanker, følelser og evner, men i stedet for at man i skolen lader dem udvikle hele denne palet af muligheder, nedprioriteres de - ja undertiden kvæles de - fordi de ikke er så vigtige i forhold til det, der skal læres, eller fordi der ikke er tid til at lade sådanne blomstre. Det er ikke nødvendigvis lærernes skyld, skal jeg hilse at sige! Deres opgave er ofte umulig at klare på tilfredsstillende vis, sådan som vi har indrettet skolen lige nu, og sådan som den tildeles midler.

Mange kommuner har i min optik manglende forståelse for betydningen af stimulering, udfordring og alsidig undervisning af børnene i skolerne. Ja for den sags skyld er det det samme billede vedrørende daginstitutionerne, som kommuner økonomisk ikke prioriterer eller bemander godt nok. Jeg skriver helt bevidst ikke, at det drejer sig om pasning, for det er en misforståelse, at børnene bare skal passes i daginstitutionerne; de skal lige så vel udfordres, stimuleres.

I 1971 vakte det stor opmærksomhed i den pædagogiske verden, da den norske sociolog Nils Christie udgav bogen »Hvis skolen ikke fandtes.« Nils Christie gjorde op med en autoritær skole, hvor eleverne blev betragtet som objekter, der skulle fyldes op med den viden, der var bestemt ovenfra for alle børn på samme alderstrin uanset deres store forskellighed. Den herskende undervisningsmetode blev kaldt »sparekassemetoden«; »indskud på indskud skulle få formuen til at vokse«, mente man! Men var der mening i en sådan sparekassemetodik? I så fald for hvem?

Skønt Christies bog med kritik af skolen udkom i 1971, er der desværre meget, der er genkendeligt i børnenes tilværelse i skolen i dag. Man satser meget på det, der kan måles; mål- og resultatstyring er kendte begreber; det gælder om at være »bedst i test«. Det hæmmer naturligvis børnenes medfødte nysgerrighed og åbenhed; deres aktive deltagelse. Deres brug af egen tankekraft og fantasi nedprioriteres. Det får alvorlig betydning for deres selvagtelse og oplevelse af værdighed.

Ingen, børn som voksne, lærer lige hurtigt eller på samme måde; det burde være logik for perlehøns, som man siger! Alligevel skal 18-24 elever i samme klasse forholde sig til og lære det samme dag for dag. Selv den bedste lærer må undertiden strække våben, for ingen lærer kan være oppe på tåspidserne og have et øje på hver finger time efter time, dag efter dag. Det lader sig ikke gøre. Tanken om at inkludere alle børn i en og samme klasse uanset deres evner og muligheder må betegnes som galimatias. Ingen lærer kan klare den opgave. Det må også forældrene kunne forstå.

Qua mit tidligere job som seminarielærer møder jeg rigtigt mange lærere. Det er højst forskellige beretninger, de kan give om deres samarbejde eller møde med nutidens forældre. De fleste er positive, medlevende forældre, som har sørget for, at deres børn er indstillet på at fungere i et fællesskab med andre børn - i et lille demokratisk samfund med alt, hvad det medfører. Men nogle forældre er så fokuserede på deres egen lille »guldklump«, at de ikke fatter, at ikke alle kan spille førsteviolin på samme tid. De er krævende i henseende til eget afkom undertiden på bekostning af de andre børn. Det er ikke rimeligt. Sagt med et glimt i øjet - mange lærere finder i dag, at det er nemmere at have med de meget forskellige børn at gøre end med børnenes forældre! Efter min mening påhviler der alle forældre til skolesøgende børn en opdragerrolle, som ind imellem forsømmes.

Skolen skal kunne opfattes af alle børn som et sted, de går til med lyst og glæde, et sted hvor de, med alt det forskellige de indeholder, kan få lov til at udvikle sig og udrette noget. Skolen skal være et trygt, meningsfuldt og godt sted at være; det kolliderer slet ikke med, at børnene skal lære mest muligt fornuftigt igennem deres skolegang - ikke nødvendigvis det samme dog; ej heller på samme tid; og ikke på samme niveau. Ikke alle skal være »12-tals børn«!

Netop nu pågår der drøftelser om mere frihed til skolerne og om en bedre læreruddannelse. Gid begge ting må bringe skolen i en mere positiv retning.

Der er nemlig et stykke vej endnu, inden »guldet eller guldklumperne« bliver passet på og behandlet som det bedste og vigtigste i vores tilværelse.

Indlæser debat