Biskoppen begravede sin ven Cronhammar: Læs hele talen her

Tidligere biskop tog ærlig, konkret og bevægende afsked med sin ven

27. maj 2021, 14.01

Ingvar Cronhammars Elia var et af omdrejningspunkterne i den tale, som tidligere biskop Karsten NIssen holdt ved billedhuggerens begravelse torsdag. Foto: Flemming Hansen

GJELLERUP Billedhugger Ingvar Cronhammar blev torsdag eftermiddag stedt til hvile i Gjellerup, og efter familiens ønske var det tidligere biskop og ven af Cronhammar, Karsten Nissen, som stod for ceremonien.

LÆS OGSÅ:
Billeder fra billedhuggerens sidste rejse: Familie og venner tog afsked med Ingvar Cronhammar
+Abonnement

Han holdt følgende tale undervejs i gudstjenesten, der begyndte klokken 13:

Således skrives der i Anden Kongebog kapitel 2, versene 9-12:

Da de var kommet over Jordan-floden, sagde Elias til Elisa: »Sig mig, hvad jeg skal gøre for dig, før jeg bliver taget bort fra dig«. Elisa svarede: »Lad mig få to dele af din ånd!«.

»Det var et dristigt ønske,« sagde Elias, »men hvis du ser mig blive taget bort fra dig, skal du få det, ellers ikke.«

Mens de gik og talte sammen, kom der pludselig en ildvogn med ildheste. Den skilte de to fra hinanden, og Elias steg op til himlen i en storm. Elisa så det og råbte: »Min fader, min fader, du Israels vogne og heste!« og han kunne ikke længere se ham. Da greb han fat i sine klæder og flængede dem i to stykker.

Det er en dramatisk historie, vi læser i Anden Kongebogs andet kapitel.

I store dele af Gammel Testamente er Gud ikke abstrakt og åndelig, men konkret, nærværende og handlende. Og den gigantiske skulptur, som hæver sig på marken uden for Herning, er også fyldt med dramatik. Den bærer med rette Elias’ navn.

Ligesom Elias gjorde sig klar til at blive hentet af Guds ildvogn, står Elia og venter på lynet fra himlen. Og en gang imellem sender den en flamme op, næsten som om den venter på svar.

Og ved Det Teologiske Fakultet i København står skulpturen Gabriel på en rund plade med en diameter på 490 centimeter.

Gabriel er Guds sendebud. Ærkeenglen. Og 490 er det antal gange, man kan få tilgivelse ifølge Jesu svar til Peter, da han spørger, om det er tilstrækkeligt, at han tilgiver sin broder syv gange, når han forsynder sig imod ham.

»Nej!«, siger Jesus. »Du skal tilgive ham 70 gange syv gange«.

Det giver 490. Et tal, de fleste tolker som et billede på tilgivelsens uendelighed. Men Ingvar tolker det konkret. Den 491. gang falder hammeren. Og Gabriel ligner et stort dyr eller insekt, som er parat til spring. En fjeder, der er spændt til bristepunktet. Den venter på den 491. gang.

Sådan var Ingvars billede af Gud. Ikke abstrakt og åndeligt, men konkret og fyldt med det, de gamle kaldte »gudsfrygt«. En Gud, man kæmper og tager livtag med, men som man aldrig kan løsrive sig fra. For han er selve tilværelsens grund.

Gud sagde: »Der blive lys. Og der blev lys«. Denne kamp imellem lyset og mørket er den sitrende streng, der som en undertone slynger sig igennem Ingvars kunst.

Der kan ikke sættes forklarende ord på det - det kan ikke analyseres eller sættes i system. Det er der blot og enhver, som kan sanse, ser det og føler det.

Ingvars tro på Gud var ikke ukompliceret. Som lyset kæmper med mørket, kæmper troen med tvivlen. Som der står på væggen hjemme på hans kontor: »Tro er retten til ikke at forstå«.

Men kirken havde Ingvar det svært med. Han sagde i 2007: »Stilheden i kirken er det vigtigste. Jeg har vel en højkirkelig observans og synes, der skal være noget højstemt og mirakuløst ved at gå i kirke. Jeg mener, den eneste sandhed, vi kender, er jo den, at vi skal herfra. Derfor skal kirken lyse nåden og give håb til mennesker. Præsterne skal følge bogen, og musikken skal understøtte salmesangen. Færdig med det«.

Ingvar gav flere gange udtryk for, at han også havde det svært med Den Apostolske Trosbekendelse. Især ordene om »kødets opstandelse og det evige liv«. Han følte sig splittet og klemt ved de ord.

Alligevel begyndte vi denne gudstjeneste med den apostolske trosbekendelse. »For vi præster skal jo følge bogen«, sagde Ingvar. Og desuden var det netop på trosbekendelsens ord, Ingvar blev døbt her i Gjellerup Kirke. Og den dåb betød umådeligt meget for ham.

Ingvar var en stor mand. På alle måder. Og han var en offentlig person. Han kunne virke streng og kompromisløs. Ja, måske en og anden endog kunne blive lidt bange for ham. Men når man lærte ham at kende, blev man klar over, at han også var stor og kompromisløs i sin omsorg, sit nærvær og sin forståelse over for andre mennesker. Ingvar var i virkeligheden et blidt og følsomt menneske. Og ingen kunne bande så blidt og følsomt som ham.

Jeg tror nok, at offentlige personer kan have både en offentlig og en privat side. Og det er ikke altid, det offentlige billede svarer til det private billede. Sådan var det ikke med Ingvar.

I familien og overfor sine venner var han altid nærværende, omsorgsfuld, parat til at handle, når det var nødvendigt. Hvis en i den nære familie fik et problem, sagde han: »Det klarer vi«. Og det gjorde han så. Og sådan var han også over for sine venner. Det er det, man kalder integritet. Og smukkere eftermæle kan et menneske ikke få. Han var en klippe i jeres liv.

Og nu samles vi her omkring Ingvars kiste. Jeg tror, at mange tænkte som jeg, da jeg hørte, at han var død. »Det kan ikke passe!«. Det var, som om en stor og kraftig eg var væltet om på siden, og havde efterladt sig et stort, tomt hul. Den sorg, som I føler: Inger, Janus, Maja og Dorte og jeres ægtefæller og børnebørnene - det er en ægte og dyb sorg, fordi jeres ægtemand, far, svigerfar og bedstefar elskede jer med en ægte og dyb kærlighed.

Ingvar kunne altid se det særlige hos jer, på en sådan måde, at I følte jer som noget særligt. Og dermed frigjorde han det bedste i jer, så I kunne udfolde jer som mennesker. Sorgen er kærlighedens pris, og savnet er kærlighedens bagside. Savnet kommer I aldrig over. Men taknemmeligheden over det, han gav jer, kan hjælpe jer til at komme igennem denne svære tid.

Gud er et mysterium. Intet menneske kender Guds tanker, eller kan gennemskue hans væsen. Men i Kristus har han vist os, hvem han er. I Kristus har han givet os et håb. Et håb, som både Ingvar og alle vi andre, hvis vi er ærlige, kan føle os splittede og delte over. Håbet om evigt liv. Husk derfor nåden, der står tilbage som en klippe, når alt andet forsvinder for os. Dette i afmagt og stilhed at kunne række ud efter den Gud, som skabte verden og skabte os i sit billede.

Og når det er sagt, så må vore ord tie. Så må stilheden, »tystnaden« hjælpe os videre. For Gud er større end vore ord. I den tro overgiver vi Ingvar Cronhammar til Guds nåde. Amen.

Klik på linket herunder og få baggrunden for, at det var biskop emeritus Karsten Nissen, som stod for ceremonien i forbindelse med begravelsen af Ingvar Cronhammar.

Læs også
Ingvar Cronhammar blev begravet torsdag eftermiddag: Ven stod for ceremonien
+Abonnement

Indlæser debat...