Mysteriet om den store ulvelort

En personlig beretning om at balancere hverdagen som familiefar, journalist, skolelærer og fredsmægler midt i en coronatid

6. april 2020, 07.41

Det er længe siden, soldaterne forlod disse skyttegrave på den jyske hede. Så der er fred og ro til at flytte hjemmeundervisningen ud i naturen. Stedet er oplagt til lektioner i både historie, biologi, geografi, fysik, dansk og regning. Og naturligvis også til at bringe motion ind i undervisningen. Mille på næsten syv år og Johan på fem år er her fotograferet, lige efter at de er blevet fundet i gemmeleg. Foto: Thomas Vang Nielsen

IKAST-BRANDE Vidste du, at Anden Verdenskrig begyndte, fordi nogen spiste en andens fredagsslik?

Det er muligvis ikke helt, som historiebøgerne fortæller, men efter hvad der føles som dag nummer 285 med kombineret hjemmearbejdsplads og børnepasning, er jeg tilbøjelig til at tro på den alternative krigsteori.

Jeg ved i hvert fald, at der ikke skal meget til, før Mille på næsten syv år og Johan på fem år ryger i totterne på hinanden.

For fem minutter siden måtte jeg mægle i »Det er min tur til at sidde i gyngestol«-krisen.

Det begyndte med et brev

Der er stadig mange timer, til fruen kommer hjem fra arbejde og kan aflaste mig.

Vi trænger alle tre til noget frisk luft, så computeren slukkes, og ungerne kommer i flyverdragterne.

Men hvor skal vi tage hen? Coronaen sætter jo en del begrænsninger.

Nåh, ja, og så skal der jo også være en form for skoleundervisning i hverdagen.

Gækkebrevet på stuebordet. Det er løsningen, tænker jeg.

Brevet dukkede på mystisk vis op, et par dage før der gik corona i alting.

En eftermiddag, lige efter at hun var blevet hentet fra skolen, sprang Mille resolut ud af bilen i indkørslen og satte i løb. Kort efter kom hun tilbage med beskeden om, at hun havde set nogen putte noget i postkassen, og om jeg lige ville hente nøglen og tjekke efter.

Kan det være ulven?

Ganske rigtigt lå der et brev, og det er simpelthen ikke lykkedes for os voksne at knække koden og regne ud, hvilket navn de fem prikker i gækkebrevet dækker over...

- Vi kan tage på udflugt i naturen og se, om vi måske kan finde et spor - lidt ligesom rigtige detektiver, foreslår jeg, og ungerne er straks med på ideen.

- Måske finder vi en kæmpestor lort, lyder det spontant fra Johan.

- En ulvelort, tilføjer Mille straks.

- Æh, jo. Det kan da godt tænkes, svarer jeg og idéudvikler straks på børnenes begejstring.

- Hvor mange bogstaver er der i ordet U-L-V-E-N, spørger jeg, og begge når frem til tallet fem.

- Så er det nok ulven, der har lavet gækkebrevet, siger jeg, mens de begge fniser hemmelighedsfuldt og nikker.

Indædte forhandlinger

Jeg sætter Toyotaens kurs mod Kolpensig Hede, der ligger som en stor lysning mellem Gludsted Plantage og Hjøllund Plantage. Det er velkendt ulveland.

Og så har jeg også den bagtanke at flette lidt biologi- og historieundervisning ind i udflugten.

Fra bagsædet kræver børnene højlydt, at vores mission får et navn, for det har den slags altså i fjernsynet.

Mit forslag om »Gækkebrevsmysteriet« bliver nedstemt.

Sønnike på fem år holder længe på »Mysteriet om den kæmpestore prutskid-bøvse-fise-lort«, som han selv er ved at dø af grin over.

Men ved at give afkald på at sidde i gyngestolen om eftermiddagen forhandler storesøster sig frem til den kortere version »Mysteriet om den store ulvelort«.

Meget gammel - cirka

Vi får parkeret på en vigeplads på sydsiden af heden, og første stop er få meter fra Hovedvej A13.

Her finder man tydelige spor fra den gamle Hærvej i form af 10 parallelle hulveje, der ligger i et godt 100 meter langt og 50 meter bredt bælte. Hulvejene i skråningen er indtil en halv meter dybe og op til halvanden meter brede i bunden.

Jeg forklarer børnene lidt om Hærvejen, der i hovedparten af sin levetid har heddet Oksevejen.

- Er det lang tid siden, folk kørte her? lyder det ganske relevante spørgsmål fra datteren.

Jeg må dog være hende svar skyldig, for hulvejenes alder kendes tydeligvis ikke. I fredningsteksten fra Kulturstyrelsen er vejene dateret til »et sted mellem 250.000 f.Kr. - 2017 e.Kr.«!

Dét er vist, hvad man kan kalde for en sjusket helgardering.

For jeg ved med sikkerhed, at hverken hære eller oksekærrer var i sigte, den martsdag i 2011, hvor jeg var taget ud på Kolpensig Hede for at se folkene fra Naturstyrelsen foretage en afbrænding af udgået lyng som led i naturplejen i området.

Efter at have taget rigeligt med nærbilleder af flammerne søgte den fotograferende journalist lidt længere væk for at få et oversigtsbillede.

En bakke lidt derfra virkede som et oplagt mål. Græsset var højt, så det kom som noget af en overraskelse, da der pludselig var halvanden meter brat fald. Jeg var endt i en skyttegrav, som tyskerne lavede under besættelsen.

Ild i arkiverne

Skyttegravene zigzagger i et større område, og sporene fra fortiden er ganske velbevarede.

Interessen var straks vakt i en journalists hjerne: Hvorfor er der skyttegrave midt på en hede i Jylland? Hvem brugte dem, og til hvilket formål?

Et par forespørgsler til lokalhistorisk interesserede borgere ledte for de flestes vedkommende i samme retning: Skyttegravene var lavet som fremskudt forsvar af de mange Luftwaffe-ammunitionsbunkere, der ligger i skoven ved Hjøllund.

Men en artikel baseret på formodninger er ikke en mulighed. Der skal håndfaste beviser til.

Desværre for eftertiden var tyskerne fra Luftwaffe i krigens sidste tid lidt for effektive til at brænde deres arkiver.

»Rent historisk set er informationerne, der er tilgængelige om området, nærmest nul,« lød beskeden fra eksperterne på Silkeborg Bunkermuseum dengang i 2011.

Så jeg gik på jagt i danske og tyske arkiver, brugte feriedage på studieture til relevante tyske byer og fandt et afgørende spor i Californien, så jeg i 2016 kunne bringe en artikelserie om emnet.

Larm på heden

Alt dette er ikke en historie for børn, så vi forsætter vores mission »Mysteriet om den store ulvelort«.

Eventuelle ulve og alle andre dyr med hørelse er over alle bjerge, så vi må nøjes med at kigge efter spor fra deres liv i naturen.

Ungernes gemmeleg i de zigzaggede skyttegrave stopper pludselig.

- Mille, kom herover. Jeg har fundet en hule, råber Johan, og øjeblikket efter sidder de begge og stirrer ind i noget, som jeg umiddelbart vurderer til at være en rævegrav. Eller en grævlingegrav.

Kuren mod corona?

Vi taler om, hvilke dyr der ellers lever her på heden og i de nærliggende plantager. De fleste bud er korrekte. Bortset fra rensdyr og bjørne.

Jeg svarer beredvilligt på spørgsmål om blandt andet regnbuer, og hvordan man laver jern.

Og jeg prøver efter bedste pædagogiske evne at fortælle dem om hedens dannelse og senere opdyrkning.

Det lykkedes os aldrig at finde ulven eller den store ulvelort, selv om vi ifølge Johan er ganske tæt på.

Han knæler ned ved en bunke hjorteekskrementer, der har ligget længe.

- Det dér er ulvelort, for det har pels på, konkluderer han med sin femårige logik.

Måske en udflugt som denne i virkeligheden er den bedste kur mod corona, for som Mille udtrykker det på vej tilbage til bilen:

- Når man laver noget, der er spændende og sjovt, så hoster man slet ikke.

Hærvejen er ikke blot én enkelt vej. Gennem tusindvis af år har vejen flyttet sig i forskellige hulveje, som der stadig findes tydelige spor efter. Foto: Thomas Vang Nielsen
Er det mon ulven, ræven, nissen eller måske en robot, der har lavet denne hule Foto: Thomas Vang Nielsen
Dyrs efterladenskaber giver anledning til mange snakke om livet i naturen. Foto: Thomas Vang Nielsen
De tyske soldater skabte systemet af skyttegrave for at beskytte det nærliggende ammunitions­depot mod engelske luftangreb. Betonklodsen på billedet blev brugt til at fastholde måleudstyr, der hjalp skytterne med at ramme flyene på himlen. Foto: Thomas Vang Nielsen
Fortællingen om hedens tilblivelse og senere opdyrkning stod lidt i skyggen af muligheden for at bruge stedet som en legeplads. Foto: Thomas Vang Nielsen
Dyrenes færden i skovbunden skaber et netværk af stier - eller labyrinter, som børnene kalder dem. Foto: Thomas Vang Nielsen
- Mine støvler er ved at være tunge, lyder det fra storesøster Mille, efter hun sammen med lillebror Johan og farmand Thomas har været på udforskning i skyttegravene på heden. Foto: Thomas Vang Nielsen