Corona-tanker fra selvvalgt karantæne

23. marts 2020, 11.58

Pernille Weiss. Foto: PR-foto

LÆRDOM Covid-19 raser nu som en global tsunami over kloden med en adfærd, som minder om en løbsk steppebrand. Mennesker med i forvejen svagt helbred - især ældre - er i risikozonen for at blive alvorligt syge eller ligefrem at dø. Mange af os er bange for at miste vore kære, og det forstår jeg godt.

Coviden vil rase rundt indtil, den er raset ud, sådan som vira plejer at opføre sig. Måske når vi at opfinde en vaccine, inden den hidser sig op igen. Nogle mener, at det allerede kan ske i slutningen af 2020.

Øvelsen lige nu er at hjælpe hinanden med at få farten, hvormed covid-19 rider løbsk omkring, sat ned. Derfor karantæne til dem, der har virus i udbrud, og derfor skal alle andre reducere deres fysiske tilstedeværelse i det offentlige rum, hvor de nemt kan smitte hinanden. Hjemmet har igen fået en renæssance, som det mest sikre sted i verden. Håndvask gøres ofte og grundigt, og forårsrengøringen har indtaget pladsen som noget, der gerne må gøres minimum en gang ugentligt.

I forrige uge sad jeg selv i en stærkt affolket parlamentsbygning i Bruxelles. Kun medarbejdere og journalister havde sammen med os folkevalgte adgang til det hus, der normalt summer af aktivitet. Især i lyset af klimaudfordringen og senest også grænsekrisen til Tyrkiet, er der jo rigeligt at arbejde med og det gjorde ondt i maven ikke at kunne fortsætte med den grundighed og hastighed, de begge kræver.

I denne uge er jeg selv i karantæne. Selvvalgt og selvdiagnostiseret som potentielt smittet med covid-19, som forklaringen på de forkølelseslignende symptomer, der passer godt til billedet af det jeg kan læse mig til og det, jeg får ud af at tale med politi.dk’s corona-hotline hjemme i Danmark. Derfor bliver jeg for mig selv i min lejlighed, som min egen sygeplejerske og bliver der, indtil jeg i 48 timer har været symptomfri.

Forhåbentligt bliver jeg klar til at deltage i det parlamentariske arbejde, når parlamentet forventes at åbne igen i denne uge. I skrivende stund ved jeg dog ikke, om det vil ske. Altså at vi træder sammen som de europæiske vælgeres stemme, som gør det, som vi kan for at hjælpe resten af EU’s institutioner med at gøre det, der er behov for. Nu og effektivt.

Jeg håber, at parlamentet kan finde ud af at arbejde selv under svære kriser som denne. Med det allermest nødvendige og selvfølgelig kun med dem, der er sygdomsfrie og som - fordi vi kan reducere antallet af os - har mulighed for at iagttage alle hygiejniske forholdsregler. Ligesom i de nationale parlamenter. Jeg håber, at de digitale værktøjer findes, så vi ikke går helt i stå og så kollegaer, der befinder sig i deres nationalland kan være med på afstand.

Jeg håber, at alle de små- og mellemstore virksomheder og solo-virksomheder, der bløder massivt lige nu kommer til at opleve, at også den stemme, de sendte til EU, har mulighed for at hjælpe dem aktivt i deres eksistenskamp.

Mens jeg passer mine egne covid-19-symptomer og mit arbejde via telefon og computer, og i parentes bemærket også knokler med at hjælpe min søn hjem fra Colombia sammen med sin kæreste, vil jeg gerne bede dig om et par ting:

Overhold Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Hold dig løbende opdateret. Hjælp andre, så godt du kan og ros andre for at gøre det samme. Lad være med at skælde ud eller udskamme andre.

Og lav så en liste af det, du synes, der skal laves om på i din landsby, på dit arbejde, i din kommune, i Danmark og i Europa, så vi står bedre rustet til næste gang, en epidemi truer med at lukke vores frie og fredelige verden ned. Vi får brug for alle gode forslag og gå-på-mod til at komme på fødderne igen, samt få syet de helt rigtige boksehandsker sammen til næste kamp mod vira og baktusser.

Corona er en udfordring for vores land og for Europa - ja for hele kloden - og minder os om, at vi aldrig må tage de nemmere hverdage for givet som evigt gældende.

Sund fornuft og orden i penalhuset af beredskabsplaner samt økonomisk ansvarlighed, så vi selvfølgelig har ressourcer nok til at betale alle nødvendige brandslukkere, er den lektie, vi aldrig må glemme.