Kan man kæmpe sig fri af sin opdragelse og kultur? Kan man tilegne sig en ny kultur?

11. juli 2019, 10.00

Troels Johansen.

OPDRAGELSE OG KULTUR Kan man nogen sinde slippe sin fortid? Kan man overhovedet kæmpe sig fri fra den kultur og religion, der har præget ens opvækst? Kan man kæmpe sig ind i en ny kultur og leve efter et nyt værdisæt? I hvilken grad skal en såkaldt hellig bog – Bibelen eller Koranen – styre liv og død? Hvordan kan vi acceptere religioner, der er kvindeundertrykkende og helt ude af trit med samliv og samfundsliv i det 21. århundrede?

Disse spørgsmål – og mange flere - tumler jeg med efter at have læst Sara Omars roman »Dødevaskeren«. Et kig ind i en mandschauvinistisk, kvindeundertrykkende, syg religiøs verden i et Kurdistan præget af krig, drab og had. Et samfund, som er værre end Europa i Middelalderen. Den syge religiøse kultur, hvor Allah er altings styring, og hvor imamen himself skænder et lille barn. Overtro og ældgamle fantasier dominerer folks forestillinger i deres formørkede hoveder, så deres handlinger ikke alene medfører mord på såkaldt »urene kvinder«, men som også accepteres af mænd såvel som af kvinder.

»Urene kvinder«, som kaster skam over egen og ægtefælles familier, fordi der ikke er blod på lagenet efter bryllupsnatten! Urene er de sandsynligvis, fordi mænd har forgrebet sig på dem, mens de var børn eller unge. Både de voksne mænd og kvinder ved det, men vil ikke erkende det; derfor et vildt hysteri, hvor ikke mindst kvinde er kvinde værst. Derfor accepteret selvtægt i Allahs navn. Ligene, som ofte er skamferede på det grusomste, vil ingen vaske, gøre rene, gøre klar til himmelfarten. Den kvinde, som dog påtager sig opgaven at vaske lig efter lig, bliver set ned på af alle andre. Prøver unge kvinder at undslippe denne undertrykkende, syge kultur, risikerer de ikke alene at blive forfulgt af deres familie, men også at blive stræbt efter livet. Det kræver et helt umenneskeligt mod at modsætte sig den kultur.

Jamen, det er jo så langt væk fra vores del af verden! Sådan har det jo været i århundreder i Mellemøsten, Iran, Afghanistan og landene deromkring. Og eksemplerne ovenfor refererer jo bare til en roman – mon ikke de er stærkt overdrevne? Sådan kunne nogle - naive - tvivleres indvendinger lyde. At der er megen sandhed i de forhold, Sara Omar beskriver, understøttes imidlertid af, at hun er i livsfare i et fredeligt land som Danmark; hun er under politibeskyttelse. I livsfare for hvem, kunne man spørge.

Hvorfor skulle de beskrevne forhold forresten ikke være rigtige? De geografiske områder med den beskrevne syge, religiøse kultur ligger godt nok langt fra vores land, men ingen af os ved, hvordan tilværelsen er bag lukkede mure i mange hjem i de parallelsamfund, som også eksisterer i Danmark. Hvad ved vi om tvangsægteskaber? Hvad kender vi til kvindeundertrykkelse? Kun lidt, men noget. For heldigvis drister unge kvinder fra muslimske samfund i vores land sig til at ytre sig og beskrive, hvordan kvindeundertrykkelse, tvangsægteskaber, mandsdominans eksisterer i bedste velgående. Og de fortæller, hvor svært det er at vriste sig ud af den syge kultur.

For nogle år siden oplevede vi endda, at en ung pige blev dræbt på Slagelse banegård af sin egen familie, fordi hun havde en dansk kæreste. Hjemsendelse af unge piger til genopdragelse er ikke et fatamorgana – det eksisterer. Men der er også unge kvinder som Sara Omar, der trods alvorlige trusler om eksklusion fra familie og landsmænd plus det, der er langt værre, siger fra. De vil et andet liv; de vil et opgør med den middelalderlige tilværelse. De er bevis på, at det er muligt at kæmpe sig fri af undertrykkende opdragelse og en umenneskelig kultur. Men det koster.

Vi skal ikke drage ud i verden og omvende menneskene i de af Allah styrede samfund; det har vi heller ikke en jordisk chance for at kunne lykkes med. Men vi må opmuntre og støtte de unge, som kæmper med at bryde de religiøse, kulturelle og i den grad styrende traditioner, så de får mulighed for at leve ikke deres forældres liv, men de liv, de selv beslutter sig for at leve.