Hvem profiterer af projekter?

23. februar 2021, 12.44

Lone Nielsen. Foto: Henrik Ole Jensen

OFFENTLIGE Den offentlige sektor er i konstant forandring. Nogen påstår endda, at det er en nødvendig præmis, da det i manges øjne betyder udvikling. Projekter, modeller og omorganiseringer fylder derfor meget, ja, i min optik alt for meget i det kommunale. Og det koster mange ressourcer. Ressourcer der går fra den service, der burde være til rådighed for borgerne.

Et utal af projekter (og modeller for den sags skyld) har været implementeret, evalueret og lukket ned igen. Projekter der alle lover, at de kan gøre indsatsen/undervisningen/økonomien bedre, men som oftest ender med at dø ud og lukke ned igen. Nogle lukker ned, fordi de ganske enkelt ikke bidrog med noget nyt, og andre fordi pengene slap op, eller fordi de forsvandt i en sparerunde. Fællesnævneren for dem er, at de sluger ufatteligt mange ressourcer, både før, under og efter de igangsættes. Implementeringer, beskrivelser, møder, evalueringer og møder igen. Og måske endda en omorganisering.

Projekter og modeller består typisk af en slags manualer. Manualer der beskriver, hvordan man skal arbejde med en given udfordring for at få den løst. Manualer kan være udmærkede. Særligt hvis man skal have en vaskemaskine til at fungere, og man ikke har den faglige kompetence vedrørende hvidevare. Altså et behov der oftest opstår grundet manglende faglig viden.

Inden for den kommunale sektor har vi i langt de fleste tilfælde faguddannet personale. Altså mennesker der er godt uddannet til at udføre specifikke opgaver. Så har de overhovedet brug for alle disse manualer, eller har de i virkelighed blot brug for tid og ressourcer til at udføre noget mere af det, de i forvejen gør?

Jeg tænker, at dem der profiterer mest fra alle de projekter, er de konsulenter, der tjener penge på det, og ikke de skatteborgere der betaler.

Hvis man forstillede sig, at man i stedet for projektmidler, afsatte efteruddannelsesmidler og øgede ressourcerne i de enkelte afdelinger, tænker jeg, det ville give mere mening på sigt. På den måde kunne vi, med respekt for de fagligheder, vi allerede har, gøre dygtige medarbejdere dygtigere og give dem tid til at udføre et godt stykke arbejde til gavn for borgerne.

Det er sund fornuft. Det handler om prioritering.