Ny bog: Da heden forsvandt

Ny bog fortæller blandt andet om hedens historie. Her fortæller de to forfattere, Kaj Sand-Jensen og Jens Chr. Schou, om bogen

4. december 2019, 10.07

Moust Vem ved sit lyngtækte hus på Gaasdal Hede tidligt i 1900-tallet. Postkort. Fotograf ukendt.

MIDT- OG VESTJYLLAND Intet steds i Danmark er forandringerne af landskabet og naturen gennem de seneste 200 år større end på »heden« i Midt- og Vestjylland. Heden indgår i bogen »Så forandret. Danmarks natur gennem 200 år« om agerlandets, skovens og naturens voldsomme forandringer over hele landet.

Bogens idé udsprang af at studere gamle fotografier. Ved at sammenligne dem med nye fotografier, taget på den eksakt samme position i landskabet, videregiver vi en umiddelbar oplevelse af de voldsomme forandringer. Det man ser med egne øjne virker autentisk og forstærker fortællingen, som tillige hviler på gammel og ny litteratur og beretninger fra øjenvidner.

Overalt i historien ses de menneskeskabte kræfter i form af opdyrkning, dræning, intensivt landbrug, forurening, byudvikling og vejanlæg, som ligger bag naturens og landskabernes gennemgribende forandringer. Den 200 år lange udvikling er blevet drevet frem af nytten; af jagten på økonomiske muligheder i en befolkning, der blev fem gange større og blev bevæbnet med maskinkraft og kunstgødning undervejs.

I 1819 blev Blicher præst i Thorning 20 km syd for Viborg. I landsbyen var kirke, skole, 15 gårde og 10 huse. De dyrkede marker lå næsten som en undtagelse på kanten af den vældige lynghede. Gik Blicher fra præstegården 100 meter mod syd og derefter drejede mod vest, kunne han gå kilometer efter kilometer ind over lyngheden, der kun blev brudt af hedemoser, grå indlandsklitter med flyvesand og grønne ådale. Hist og her lå en gård, eller en lille landsby på kanten af ådalen, og nu og da var en vandrer eller en vogn på vej gennem det uendelige landskab.

Hedegårdene havde store jordarealer og fik gode indtægter af fårene på heden, fedekvæget i ådalene, og biindtægter fra strikkede uldvarer, flittige honningbier på lyngen og jydepotterne på de steder, hvor jorden var den helt rigtige til den sorte keramik. Så fattige var hedebønder med meget jord ikke - hosekræmmerne slet ikke.

Anderledes fattigt var det derimod for hedebønder med små jordlodder, som de måtte udnytte til det yderste for at få til dagen og vejen. Det var et slid, når det hårde al-lag af udfældet jern og aluminium et stykke nede i sandjorden skulle brækkes, og jorden derefter pløjes og tilsås med korn, eller der skulle lægges kartofler. Først med mergling og anvendelsen af kunstgødning efter år 1900 kom der et betydeligt udbytte på den sandede, sure hedejord. At plante heden til med nåletræer blev også en stor ting, men næppe en guldgrube.

Heden 40 år senere

13. juni 1869 gik Daniel Bruun fra Viborg ind over heden ved Karup. Daniel Bruun havde øje for dilemmaet mellem hedens kvaliteter som storslået landskab og natur og de økonomiske muligheder ved opdyrkning: »Solen er ved at stå op. (..) Urkokkene er allerede i bevægelse. Man hører dem flyve rundt og skogre. Det må være en gammel hane, thi parringstiden er forbi. De dage er endte, da hannerne med deres kalden hidlokkede de flygtige hunner, som i den årle morgen drømte om elskov.«

Om gårdene ved ådale på heden skriver Bruun: »Heden må ikke være så gold endda - den giver føden til mange munde. Gårdene særligt ved kærene er velbyggede, tækkede med lyng eller halm og rummelige med deres møddingspladser til det lækre møg, en halv snes køer, foruden stude, grise, gæs og høns, ja ofte et spand heste er besætningen på en gård på heden.«

Jernbanen

25. juni 1906 blev jernbanen mellem Viborg og Herning indviet. Kun Karup eksisterede som en lille fattig landsby; Frederiks, Skelhøje og de tre andre stationer på strækningen blev anlagt direkte på den bare hede. Hvor man førhen måtte age frem ad sandede hedeveje for at nå fra Viborg til Herning, gik det hurtigt med den nye jernbane.

Under indtryk af hedernes hastige forsvinden forsøgte ferskvandsbiologen Carl Wesenberg-Lund i 1923 at få støtte til at oprette Danmarks første nationalpark på Alheden ved Karup for at sikre landskabet, blomsterne og dyrelivet. Carlsbergfonden indvilgede i at dække udgifterne, men initiativet strandede på polemik om sagen. Der var dels lokal modstand mod, at området ikke skulle opdyrkes fuldt ud, dels var arkitekten Poul Henningsen modstander af al naturfredning, og han skabte polemik ved at betegne initiativet som latterlig nostalgi: »Ved en fredning af jysk natur vil vi glæde Jeppe Åkjær, som kendte Jyllands levende hedetid. Men for den næste generation er den fredede hede sat ud af funktion med biler holdende langs kanten«.

Fra hedevandring til motorvej

At komme fra Viborg til Herning og videre til Holstebro var engang en langsom ørkenvandring over heden med luftspejlinger og tatere undervejs. Nu i 2019 når man knap at se noget, mens bilen drøner fremad med 30 gange højere hastighed end fortidens vandringsmand. En ældre bekendt fra Sjælland glæder sig højlydt over sin hastighed på den nye motorvej fra Silkeborg til fødebyen Holstebro ved sit årlige besøg, men forundres samtidig over, at fremskridtet har berøvet ham overblikket over oplandet, hvor han cyklede rundt til gårdene som ung elektrikersvend.

Hans forvirring er total ved indfaldsvejene til Holstebro med de mange industrier og udsalgssteder, som ligner noget, der findes ved alle store og mellemstore byer. Findes der overhovedet nye værdier i et landskab hvor alt egnstypisk er forsvundet, og motorvejsbyer breder sig til det yderste Vestjylland?

Skal man på langsom hedevandring, må man opsøge resterne på Kongenshus Hede eller Vind Hede, eller de større klitheder i Thy og Vendsyssel, hvor man stadig kan gå sig træt og opleve luftspejlinger over lyngen. Urfuglen og tredækkeren er borte, men tranerne er her endnu og er blevet klithedens nye lyd.

»Så forandret - Danmarks natur gennem 200 år« er netop udkommet på BFN’s Forlag.

Urkokke i skinkamp. Urfuglen forvandt fra landet i 2001. Akvarel, Jens Chr. Schou.
Udbredelsen af hede (rødt), skov (grønt) og vådområder (blåt) i Sunds-Ilskov sogn i 1880 og 2015. Agerlandet har taget over. Grafik Jens Chr. Schou.
Bogens forside.