En virus har ramt dansk politik

10. juni 2021, 14.44

Jens Christian Bækgård. Foto: Privatfoto

HOP Dansk politik er blevet hårdt ramt af en virus - og det er ikke corona, vi tænker på. Den pågældende virus hedder partihop. De er kommet i en lind strøm, men mon ikke rekorden indehaves af Simon Emil Ammitzbøll-Bille, som har været omkring fire forskellige partier.

Han blev valgt til Folketinget for Radikale Venstre for 16 år siden. Så fulgte hop til Borgerligt Centrum, til Liberal Alliance og til partiet Fremad. Eftersom han kun er 43 år gammel, så er der jo oven i købet god tid til at udbygge rekorden.

Samme alder har Ida Auken. Hun blev valgt til Folketinget og var minister for SF. Da SF forlod regeringen, vågnede hun en morgen og fandt ud af, at hun i virkelighed var radikal. I den forbindelse sagde hun, at hun aldrig havde været socialist. Det må have været noget af en besked for de vælgere, som stemte på hende, da hun stillede op for SF. Nu har hun så hoppet over til Socialdemokratiet, og mon ikke det er fordi, at hun der øjner en større chance for at blive minister igen. Så kommer de socialistiske eller radikale ideer i anden række.

Af andre prominente navne, som også har hoppet mellem tre partier, kan nævnes Uffe Elbæk, Naser Khader og Jens Rohde. Sidstnævntes hop til Kristendemokraterne er bestemt ikke uden en vis underholdningsværdi, hvis man ellers finder det bizarre morsomt. Det er en smagssag, om det er komisk eller tragisk at høre Jens Rohde forklare, at Kristendemokraterne ikke er kristne - i hvert fald ikke så meget, at det gør noget - og at han skam ikke burde være udvandret fra den folketingsåbning, hvor en præst fra Indre Mission deltog.

Men der er måske nok en chance for, at han næste gang kan blive valgt ved at bjærge sig de stemmer, som måske ellers ville gå tabt, hvis ikke KD når over spærregrænsen.

Og så kunne man også tage fat i Lars Løkke, men han er et kapitel helt for sig selv! Han fører sig jo frem, som om han er hævet langt over både partilinje, partidisciplin og medlemsdemokrati. Mon ikke det efterhånden står klart for enhver, at hans vigtigste projekt hedder Lars Løkke.

Men hvorfor er partihop en sygdom i demokratiet, kan man spørge? Er det ikke helt i orden, at politikere bliver klogere og finder ud af, at de befinder sig i det forkerte parti?

Naturligvis har en politiker lov til at blive klogere og ændre holdning. »Man har jo et standpunkt, til man tager et nyt«, sagde Jens Otto Krag engang.

En politiker er stemmemæssigt kun bundet af sin egen samvittighed. Men det gør jo unægtelig en forskel, om han/hun er valgt på personlige stemmer eller på partistemmer. Spørgsmålet er: Hvorfor ændrer man holdning? Er det for at gøre det bedste for vælgerne og Danmark? Eller er man drevet af personlige ambitioner? Som vælger er det efterhånden let at fristes til at tro det sidste.

Derfor er hopperiet næppe noget, som mindsker politikerleden blandt vælgerne. Slet ikke når ens kandidat lige pludselig stemmer imod det partiprogram, han har sagt, at han vil arbejde for, og som han fik vælgernes stemmer til og blev valgt på. Er der så noget at sige til, at vælgeren føler sig snydt og taget grundigt ved næsen?

Vi tror ikke på, at Danmark er tjent med at have levebrødspolitikere, hvis grundholdninger ikke er mere solide, end at de gentagne gange flytter sig i takt med meningsmålingerne.

Men hvordan kan vi få levebrødspolitikerne luget væk? Vi tror, at en oplagt måde kunne være, at begrænse muligheden for, hvor mange gange en person kan genvælges. Det vil utvivlsomt føre til valg af politikere, som har personlig erfaring med arbejdsmarkedet og livet uden for Christiansborg til gavn for hele Danmark og for alle danskerne.

Peter Kristensen. Foto: Privatfoto

Indlæser debat...