Elev på Minhøjskolen om besparelser: Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet!

Udgivet:07. december 2022, 10.35

Læsetid:4 minutter

Anita Sørensen. Foto: Privatfoto

Af Anita Sørensen. Valdemarsvej 63 2 tv, Herning, elevrepræsentant Minihøjskolen

2 måneder siden

BESPARELSER Klokken er 9. Det er mandag morgen. En dag er så småt ved at starte op på Minihøjskolen i Herning. Lyden af stole, der bliver skubbet frem og tilbage, runger i kantinen. Folk er så småt ved at finde sig til rette på deres vante pladser. Kruset med kaffe er fyldt op, så dagen kan sættes i gang. Nogle snakker om weekendens gøremål og oplevelser. Andre sidder stille og er bare til stede. Den blå højskolesangbog ligger klar på bordet. Der bliver sagt godmorgen, hver gang en ny elev eller lærer tilslutter sig forsamlingen. Klokken nærmer sig 9.15, mit favorittidspunkt på dagen. Den velkendte klang fra den lille ringeklokke kimer gennem lokalet. Det er tid til dagens morgensang. Folk griber næsten forventningsfulde ud efter sangbogen og sidder afventende og venter på at få at vide, hvilken sang vi skal synge? Lars slår tonerne an på skolens smukke flygel, og pludselig har vi alle sammen en stemme. For nogen er det velkendte ord, de har sunget mange gange. For andre er de lidt mere grønne. Men vi synger alle med hver vores stemme. Efter sangen er der et lille oplæg fra en lærer. Det er fast rutine, tradition. En måde vi på Minihøjskolen i Herning siger godmorgen til hinanden på. Grunden til, at dette er mit favorittidspunkt, er, at vi alle sammen er samlet.

Som du vil erfare igennem denne lille, men vigtige fortælling, så er vi mange forskellige mennesker med forskellige skæbnefortællinger, nogle mere barske end andre. Der kan sidde nogle til morgensang, som bare ikke kan vente med at komme op og lave deres ring færdig i smykkeværkstedet. En anden som sidder og tripper efter at skulle spille bas i musik. Og måske kan du møde en helt tredje, der tænker i, hvad mon menuen, jeg skal kokkerere, står på i dag. Vi sidder der alle sammen med hver vores drøm om formål med dagen. Men vi har alle sammen det tilfælles, at vi har set sider af livet, som ikke har været sjove, og vi er sårbare på hver vores måde. Jeg ville ønske, at alle jer, som læser dette, kunne fornemme den kraft, jeg fornemmer lige nu. For jeg hører et rungende kor, som kan synge Domkirken op. Måske ikke med vores skønsang, men så med vores styrke, når vi står sammen. Og det er lige præcis det, vi gør på Minihøjskolen i Herning. Vi skaber sammenhold og accept. Og lige de værdier er noget, mange af os har brug for.

Da jeg startede på Minihøjskolen, var jeg et uhelet menneske. Jeg var ødelagt efter et liv i kaos. Jeg gik med en følelse af, at jeg gerne ville livet, men livet ikke ville mig. Jeg gik med en konstant frygt for, at jeg var dødeligt syg. Min frygt udspillede sig i, at jeg sagde til min læge flere gange: »jeg tror jeg er syg, jeg tror jeg har kræft.«

Men det var jo ikke fysisk, jeg var ved at dø, det var psykisk. Jeg havde råbt så meget ad livet, at min stemme var forsvundet.

Minihøjskolen i Herning gav mig min stemme tilbage.

Siøvej 3, håbet, ønskernes og drømmenes vej. Man kommer med et spinkelt håb om, at man måske langt ude i fremtiden kan få det bare lidt bedre. Men det ligger nok mere i, at andre har fortalt dig det. Man mærker det ikke rigtig selv.

Efter nogen tid begyndte jeg at vågne og mærkede, at ønsket om at få det bedre levede og lever i mig.

Så kommer vi til finalen - drømmene.

Drømmen om ikke kun at overleve, men at leve. For nogle er det første gang, for andre er det en følelse af at vende tilbage til livet.

»Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet«.

Med de omfattende besparelser Herning Kommune vil lave, vil I ramme en gruppe mennesker, som allerede er ramt hårdt i forvejen. I vil sætte en stopklods for manges recovery-rejse. I vil gøre en rejse lang og besværlig. Det kommer til at koste flere penge i det lange løb. Trods Minihøjskolen er en lille storslået skole med cirka 60 elever, så er det 60 mennesker, der virkelig har brug for et tilbud, der handler om fag og fællesskab og ikke kun om behandling. Dette er det helt unikke ved Minihøjskolen. På Minihøjskolen er der tid, og det giver et håb for en fremtid.

Vi har for nylig haft besøg af tre studerende fra Norge i tre uger. På den tid, de var her, kom de hurtig ind i fællesskabet. De var meget imponerede over den skole, hvis tilskud nu foreslås halveret!

Som elevrepræsentant i skolens bestyrelse ved jeg, at Minihøjskolen er på finansloven, og vi modtager to millioner kroner pr. år fra staten. Herning Kommune yder nogenlunde samme beløb til daghøjskole- og kulturhusaktiviteter. Ved en halvering af tilskuddet frygter jeg, at staten sænker tilskuddet tilsvarende, eller måske helt fjerner det, og hvor står vi så som skole?

Det, tør jeg, som elev, som et menneske på min recovery-rejse ikke tænke på. Jeg frygter fremtiden. Og det er jeg ikke alene om!

Indlæser debat