Tivolidirektør overtog kræmmermarked: Ville gæsterne vende tilbage

Marianne R. Eskildsen

Journalist| mre@herningfolkeblad.dk

HERNING Horsens Kræmmermarked plejer at trække 25.000-30.000 gæster til Horsens Dyrskueplads sidst i juli.

Men efter mere end 35 år og en coronapandemi, var der ingen af de tidligere arrangører, der havde lyst til at fortsætte.

Det var dårligt nyt for tivolidirektør Martin Andersen.

Herning Tivolipark har været med på markedet de seneste mange, mange år.

Derfor så han ingen anden udvej end selv at overtage det. Men han har nok at se til med tivoli, teltudlejning og udlejning af madboder, så han skulle finde en kompagnon. Det blev Ulrich Linnet, som står for kræmmerdelen.

Nu skal det nye makkerskab stå sin prøve for første gang. Og det begynder godt.

Da jeg ankommer klokken 8 lørdag morgen, strømmer det allerede til med folk, der fordeler sig ind i labyrinten af omkring 200 kræmmere, der har åbnet deres boder i det gode sommervejr.

I kontorvognen, som engang var Verner og Violas beboelsesvogn, sidder Ulrich Linnet og Martins far, Sten Andersen, og taler i telefon ved hver sit skrivebord.

Væggene er plastret til med plakater fra blandt andet den hedengangne Forårsfest på Markedspladsen i Herning, Salten Marked, Sindal Marked og et ældre, stort fotografi set fra luften af Herning Tivolipark på en plads i Hjørring.

- Og så er der bordebænkesættene. Der er for mange inde i teltet. Tag otte sæt fra scenen til backstageteltet, siger Sten i mobilen.

I et af de store telte blev der spillet banko aftenen før, i aften skal der være spisning og koncert med »Peter & De Andre Kopier«.

Martins farmor, 83-årige Viola Andersen, stikker hovedet ind i vognen.

- Poletterne er talt op, Sten. Jeg har bare ikke taget dem med, siger hun til sin søn.

Det er som regel Viola, der tæller poletter op til radiobilerne og hælder hagl i de små rør til skydebanens geværer.

En af de største udfordringer denne lørdag morgen er at få gæsterne igennem indgangene uden alt for lange køer. Men der er opstået et problem.

- Der er ingen strøm til dankortautomaten ved den ene indgang. Vi mangler en lang kabeltromle, 50 meter, siger Martin frustreret, mens han åbner køleskabet og tager en dåse Pepsi max.

Sten ringer til tivolis elektriker, Ib Pedersen, som befinder sig et sted ude på pladsen: »Vi mangler kabel til dankortautomaten,« siger han, og henvendt til Martin: »Hvad indgang er det?«

- Oppe ved informationsvognen. Der skal være til to dankortterminaler, svarer Martin.

Ved den mest benyttede af markedspladsens to indgange bugter køen af tålmodige gæster sig efterhånden flere hundrede meter.

Martin går en tur langs køen for at se, hvor den ender - ned ad fortovet, rundt om hjørnet og helt ned til et lyskryds ved en større vej.

Sten har stillet et ekstra bord op foran billetsalget, så han også kan sælge billetter og få folk hurtigere igennem køen.

- Der var en sød pige, som sagde, at fra blinklyset og hertil tager det kun seks minutter, siger han.

En af de 50 frivillige hjælpere fra foreningslivet i Horsens passer brandudgangen, der skal være bemandet. Hun står bag et trådhegn og kalder på Martin, da han kommer forbi.

- Kan vi ikke åbne med en dankortautomat her?, spørger hun.

Men det går ikke, siger Martin. Så tror folk bare, at de også kan komme den vej ind næste år.

Martin tjekker skridttælleren på sin mobiltelefon. På tre dage ved Vorbasse Marked gik han 100 kilometer.

Her lørdag før frokost har han allerede gået syv kilometer, konstaterer han.

Hans mobil ringer. En hundeejer har smidt hundelort i en af de skraldespande, der står ved et af de små billethuse, der sælger billetter til forlystelserne. Og den skal tømmes.

Nu!, forstår man. Martin griner. Så ringer han op og beder en person i den anden ende om at tage sig af det.

Midt imellem de mange kræmmere er der én madvogn, der vækker opsigt.

»Dahlgårds Tivoli« står der på den, og Leif Dahlgård står selv bag disken i vognen, der reklamerer med »Kæmpe pandekager med fyld«.

I 1999 sendte Danmarks Radio en dokumentarserie om Leif Dahlgård og Dahlgårds Tivoli.

Serien er siden blevet kult og har fået sin egen fanside på Facebook: »For alle fans af Danmarks bedste omrejsende tivoli, og den fantastiske dokumentarserie Dahlgårds Tivoli«.

Det er ikke alle i tivolibranchen, der er enige i det.

Serien var med til at give de omrejsende tivolier et dårligt ry som nogle, der ikke behandlede deres ansatte ordentligt, men den var også ophavsmand til udødelige citater som: »Hvor fanden bli’r musikken af?«, »Fandme tak ska’ du ha’« og »Høns ka’ ikk’ frys’.«

I dag er Dahlgårds Tivoli - engang en millionforretning - kun en skygge af sig selv med nogle få mad- og underholdningsvogne, men Leif Dahlgård, der er sidst i 70’erne, fortsætter ufortrødent.

Viola har haft et ærinde i kontorvognen. Nu står hun på trappeafsatsen udenfor og ser temmelig misfornøjet ud med et nøglebundt i den ene hånd og mobilen i den anden.

Hun har opdaget, at døren var ulåst, og på bordet i kontorvognen står en stor plastikboks fuld af mønter ....

Hun ringer op til sin søn, Sten, og fortæller ham det i et mindre pænt tonefald.

- Og der er ikke en kæft herinde, skælder hun.

- Det skulle lige have været mig, siger hun fortørnet, inden hun låser og går sin vej.

Ude på pladsen går Martin fra det ene telt til det andet med sin walkie talkie og får at vide, hvad der mangler, og hvor noget skal laves om, og så sørger han for, at det bliver gjort. Forlystelserne passer de ansatte, men han skal sikre sig, at alt er klar i det store telt, til der skal serveres helstegt pattegris om aftenen inden koncerten.

Næste gang tager Herning Folkeblad i tivoli i Bramming, hvor Martin Andersen bliver ringet op af en sur tivoligæst, og ballonmanden overrasker sit barnebarn, da han skal bestille balloner.