En folkekirke med frihed til forskellighed

På Christian den 4. s tid var der i Rind Kirke en præst, som ikke ville bøje sig for den gale herremand på Herningsholm. Herremanden hed friherre Siegfried von Rindschat og var kendt som en bondeplager, der mishandlede sine bønder på det grusomste. På et tidspunkt blev von Rindschat uvenner med præsten i Rind og fyrede ham. Da præsten blev genindsat af Chr. den 4, låste von Rindschat kirkedøren, hvorefter gudstjenester og andre kirkelige handlinger måtte foregå på kirkegården. Præst og menighed gav dog ikke op. De blev ved med at komme til gudstjeneste, og da kirken igen blev åbnet, udholdt de endda optøjer fra friherrens svende på Herningsholm.

På Herning-egnen skal man ikke gå langt for at finde folk, som har slået ring om deres kirke. Den skal, som det står i Sjællandske Lov, hver mands hjemhus være, og det skal vi altid huske. Kirken er for alle døbte, og ligesom menigheden i Rind skal vi kæmpe for den kirke, som vi er sat ind i.

Det er derfor, jeg stiller op som biskop i Viborg Stift. Respekten for sognet skal bevares. Sognet skal være centrum, og vi skal have en kirke fra neden, og ikke en koncernkirke. Folkekirkens store styrke er dens nærvær helt ud i det yderste led, og det skal der ikke laves om på, hvis jeg bliver biskop. Vi er i fuld gang med at trække det her samfund så skævt, at man ind imellem tager sig til hovedet, og Folkekirken skal ikke bidrage til den udvikling. Sognene er Folkekirkens rygrad, og hvad er der tilbage, hvis vi fjerner rygraden?

I Gjellerup ligger Danmarks ældst daterede kirke. Over den gamle indgangsdør står årstallet 1140, og som de øvrige sogne i Viborg Stift, har Gjellerup Sogn sit eget særpræg, sin egen historie og ikke mindst sin egen nutid. Sognene er vidt forskellige, og den forskellighed er styrken. Vi skal ikke oprette storpastorater, nedlægge sogne og lukke kirker. Lad os i stedet udnytte forskelligheden. Hvor mærkeligt det end lyder, er det forskelligheden, som giver sammenhængskraft.

For nyligt var der en konference i Løgumkloster om kirken på landet, og lad os lære af den. Lad os efter bispevalget mødes i Viborg og udveksle erfaringer fra det rige liv, der foregår i stiftets sogne. 92 procent af befolkningen i Viborg Stift er medlem af Folkekirken og betaler gerne for det, og i modsætning til alt hvad vi ellers hører, er kirkegangen stor.

Der er ingen grund til pessimisme. Folkekirken står levende og stærk på Herning-egnen og i Viborg Stift, og lad os derfor mødes og opmuntre hinanden med fokus på det daglige arbejde med at skabe en Folkekirke fra neden. Vi fornyr og forbedrer ikke Folkekirken ved at drukne den i betænkninger og nye regler. Vi har fået fem nye betænkninger siden 2007, og hvad er der kommet ud dem? Et tidsforbrug uden lige. Høringssvar på høringssvar, og ganske få resultater. Det skulle da lige være, at menighedsrådene efter betænkningen i 2007 blev belemret med to nye økonomisystemer, så vi kunne komme til at ligne kommunerne. Med en omskrivning af Chr. Kolds ord vil jeg sige: Træd varsomt, det handler om mennesker. Træd varsomt, det handler om folkets kirke!

Vi skal bevare forholdet mellem kirke og stat, fordi det sikrer en statsgaranteret rummelighed. Mit udgangspunkt er »Frihed til forskellighed«. I kirken er vi alle stedt lige over for Gud. Alle kirkelige retninger har deres plads her i stiftet. Vi skal ikke have en politisk kirke, hvor der i toppen sidder et råd på 26 personer. Og vi skal ikke have en kommunikationsdirektør, som journalisterne kan ringe til. Ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne. Kun når Guds ord lyder, er kirken der.

Man løser ikke alle problemer fra den ene dag til den anden, men hvis jeg bliver biskop, vil jeg arbejde for at give menighedsrådene bedre arbejdsvilkår, så de ikke drukner i regler og bureaukrati, og så medlemmerne får lyst til at genopstille. Folkekirkens fremtid ligger ikke i at være servicekirke, men i at være en kirke, hvor der er plads til de frivillige.

Jeg vil ikke slutte denne kronik uden at nævne det allervigtigste. Jeg stiller ikke op til bispevalget for at blive direktør i Folkekirken. Jeg gør det for at holde brøndene fri, som det hedder i Det Gamle Testamente, så evangeliets klare vand kan flyde frit og læske de tørstende og trøste de sørgende. Vi skal slå ring om kirken, om sognet, om vort stift og ud fra det åbne os mod det folkelige liv, der leves i Ikast, Brande, Sdr. Felding, Herning, Aulum, Vildbjerg - alle de steder, hvor man som i Rind i Middelalderen ville gå langt for at holde gudstjeneste.