Efter tur på sygehuset: - Jeg er stolt af at bo i verdens bedste land

6. juli 2020, 15.04

Masser af ros til personalet på hospitalet i Herning. Foto: Ritzau Scanpix

SUGEHUSTJEK Så startede ferien med en tur i ambulancen.

Pludselige smerter i maveregionen udløste et opkald til 112. Søde, venlige og rolige medarbejdere fik sendt en ambulance af sted, og så begyndte en lang aften på sygehuset.

Det skal understreges, at jeg er hjertepatient efter blodprop i 2014, så der tages ingen chancer. Heller ikke fra sygehusets side.

Mens vi kørte mod Herning forsvandt smerterne, og da vi nåede modtagelsen på Herning Sygehus, var jeg sådan set fit for fight. Man kommer alligevel gennem hele møllen, og det er jo fantastisk, for så finder man ud af, om alt er i orden.

Jeg fik en seng at ligge i, og min kone var ved min side. Det skal lige indskydes, at komforten for de pårørende er lidt mangelfuld, men man kan ikke vinde alle bolde.

Da jeg jo havde det fint, kunne jeg ligge og observere, hvad der foregik omkring mig.

De andre patienter, der blev kørt ind af dygtige ambulance-førere, blev placeret bag skærme, så de kunne ligge ugenerede.

De fantastiske sygeplejersker, der havde rimeligt travlt, gik rundt og tog sig af de syge, uden på nogen måde at vise tegn på travlhed eller træthed.

En ældre pårørende følte sig sikkert presset over ventetiden, og gav højlydt udtryk for sin frustration, men alle de ansatte lod som ingenting, og når de kom hen til hendes mands seng, var de stadig søde og venlige.

Jeg havde lidt medfølelse med den ældre dame, så jeg gav min kones hånd et lille klem, for hun havde det heller ikke nemt på den lille træstol.

Timerne gik, mens jeg fik taget blodprøver, og mit hjerte blev undersøgt et par gange med nogle timers mellemrum. Omkring midnat ventede jeg på en læge, som jeg formodede ville udskrive mig, men da han kom, sagde han, at han gerne ville have et hjertetjek igen, bare for at være sikker.

Selv om det var hårdt at få at vide, at der igen ville gå at par timer, så var jeg taknemmelig for, at selv om de har travlt, så sender de ikke bare folk hjem, uden at være helt sikre på, at de er o.k.

Jeg er så stolt af at bo i verdens bedste land, hvor høj og lav, rig og fattig bliver hentet, hvis man får behov for hjælp. I disse tider, hvor det ikke er uden risiko at være medarbejder på et sygehus, er det hjertevarmende at se den ildhu og varme, de har med, når de møder ind.

Til alle de sygeplejersker og læger der var tilstede fredag 3. juli i modtagelsen, vil jeg sige tak. I er guld værd.