Hvornår bliver det vores tur?

27. februar 2021, 13.10

Anne Line Bech. Foto: Privatfoto

GENÅBNING Vi havde alle troet, at nu var det vores tur til at komme tilbage til hverdagen. Det skulle det havde været, men nej. Vi sidder stadig herhjemme og kommer til at gøre det de næste to uger.

For mange virker dette komplet uoverskueligt, og for at være ærlig synes jeg det også selv. Mange går rundt derhjemme uden helt at vide, hvad man skal gøre af sig selv. Vi venter vel egentlig bare. Venter på at komme tilbage, venter på at se sine venner, venter på at komme hjem. Vi længes alle efter at få en normal hverdag igen, den hverdag vi gik ind til, da vi startede vores efterskoleår. En hverdag fuld af venner, fællesskab, sjov og sammenhold, men det blev hurtigt til noget andet.

Vi kom hjem og alt den tid, der skulle havde været sjov, blev til noget der bare skulle overstås. Man står op hver morgen og ønsker, at de næste par dage vil gå lidt hurtigere, så der er kortere tid til, at vi ser hinanden igen. Men hvordan skal vi blive ved med at holde fast i håbet, når målstregen bliver ved med at blive flyttet længere og længere væk?

Og det er næsten ikke engang det værste. Mange politikere skrev det som om, at de ville lade os alle komme tilbage, men det har vist aldrig været planen. Så hvorfor give os det håb? Jeg føler mig snydt og overset. Okay, men hvis det så gjorde nogen forskel i forhold til smittetallene, ville det måske være knap så slemt. Men gør det nu også det? Mange af mine venner fra min gamle folkeskole får lov til at komme tilbage til deres efterskoler, selv om vi bor i den samme lille by. Hvordan giver det mening? Det gør mig sur og ked af at tænke på det. Tænk at der er nogle mennesker, der har siddet og tegnet en streg, der afgør, om vi må komme hjem eller ej. Frøstruphave Efterskole var så tæt på at komme med, 10 kilometer for at være præcis. Og det værste er, at der er så mange ting galt med den her måde, der bliver lukket op på, at det ikke er logisk. Som at vi ikke må komme tilbage når omkring 80 procent af vores elever kommer fra Vestjylland. Og hvornår er Varde lige pludselig ikke en del af Vestjylland længere? Det giver hellere ikke nogen mening, at efterskoler i Vestjylland, der har elever fra steder med meget smitte, får lov at åbne igen, når vi ikke gør.

På grund af det mister vi alt den tid. Eksklusiv tid, som vi aldrig får igen. To uger lyder måske ikke af så meget, når vi allerede har været hjemme i to måneder, men tro mig, det er det. Det er faktisk lige omkring 210 vågne timer. Al den tid går vi glip af. Lad os nu komme tilbage.