Mindeord: Min mor fik mennesker til at gro

MINDEORD Troels Donnerborg skriver på vegne af familien mindeord over sin mor Lisbeth Donnerborg, der døde 17. maj 2023 i en alder af 68 år

Som lærer på Lind Skole og skoleinspektør i Vildbjerg og Vorgod fik min mor hundredvis af spirende livsforløb til at gro. Som leder i Varde Kommune var hun det friske pust i den pædagogiske udvikling. Og som livsledsager, mor og bedstemor var hun omsorgen, humoren, nærværet. Nu er hun borte.

Min mor Lisbeth Donnerborg døde 68 år gammel 17. maj klokken 10 minutter over 5 efter næsten et års forløb med hjernekræft og næsten fire uger på Anker Fjord Hospice.

Hun efterlader sig sin samlever og kæreste gennem 17 år Per, sine børn Astrid og Troels, sin svigerdatter Ida, sine børnebørn Frode, Sonja og Anna og bonusbørnebørn Bertram og Sigurd.

Men hun lever videre i vores og mange andres liv.

Min mor blev født i Fiskbæk i 1954 på et lille landsted med en brunkulsgrav i baghaven, men voksede op i Fasterholt på Bæktoftgård, hvor hendes far og mor ville klare sig selv. Det var tidligt op og i stalden, ud i marken og hakke roer, ind i bryggerset og vaske bleer.

Min mor var næstældst i en søskendeflok på otte børn, og som den ældste pige lærte hun tidligt af sin mor at skrælle en spand kartofler, mens hun holdt sine yngre søskende beskæftiget i en leg med forhåndenværende remedier som glaskugler, papkasser eller dåser.

Hendes mor tillod til nøds forsømmelse af huslige pligter, så længe man læste lektier, og hun ønskede, at hendes datter fik den uddannelse og de muligheder, som hun aldrig selv havde fået. Så min mor slugte den viden og de bøger, hun kom i nærheden af. Hun lærte sig blomster og planters navne og brugte frikvarteret på at øve sig i næste salmevers, så hun blev vist anset som farligt stræbsom i den lille folkeskole i Fasterholt. Men hun tog revanche i realen i Lind.

Hun kom på gymnasiet i Herning, begyndte på jura i Aarhus. Og så skete det. Hun blev selv gravid tidligt, som hendes egen mor var blevet det. Skulle hun ikke have en uddannelse. Jo, det skulle hun.

Heldigvis for hundredvis af børn blev det lærerseminariet i Herning. Her fandt hun sit lod i livet. Hun spirede så småt og begyndte på Lind Skole som lærer i 1978, hvor hun primært underviste i dansk, billedkunst, natur/teknik og madlavning, mens hun gav min søster og mig en udviklende opvækst fyldt med bøger, sport, sprog, musik og leg.

Hun prioriterede trivsel, dannelse og fællesskab. Så hun insisterede på morgensang i klassen og ture i den varme stol, hvor man skulle have ros af de andre, som man kunne gemme til en regnvejrsdag. Hun kunne huske navnene på sine elever efter blot en enkelt time i klassen og havde blik for, at børn var forskellige. Hun skabte et trygt rum, hvor hver enkelt kunne udvikle sig. Hun tog sig ekstra af elever, der havde det svært og inviterede dem hjem til sig, købte dem en is i kiosken og hjalp dem på vej gennem faste samtaler i sofaen. Hun forventede, at hendes elever gjorde sig umage og opførte sig ordentligt, og hun mødte alle børn med respekt - og respekten smittede.

Da hun fik konstateret uhelbredelig hjernekræft 20. juni sidste år, blev hun udsat for en sand lovestorm af hilsner og anekdoter fra kolleger, lærere, elever og forældre, som beskrev min mor som én, der havde sat varigt aftryk på dem.

Flere roste hendes evne til at se sager fra flere sider, og mange nævner hendes lidt gakkede drillepindeagtige humor, der kunne vende det alvorlige til finurligheder. Hun sagde: Kør en ekstra gang i rundkørslen. Spis morgenmad til aftensmad. Tag selv en pokal med til badminton, hvis du synes, du får for få af dem. Optræd, kast dig ud i nyt og tag aldrig bare den nemme løsning, men gør dig umage med det, der er vigtigt: at gøre de små ting rigtigt.

De fortalte om det rolige, tydelige, omsorgsfulde, humoristiske, nysgerrige, lyttende, nærværende og på alle måder ekstremt overskudsagtige sprudlende menneske, hun var.

De fortalte om deres egen udvikling som mennesker, og hvorfor netop hun havde været en meget afgørende del af den.

Det var hun utroligt stolt af, taknemmelig og rørt over at få at vide, og jeg følte mig heldig over at få lov at læse det op for hende. Som ofte før var jeg stolt af, at hun var min mor.

Min mor blev viceinspektør på Lind Skole og senere skoleinspektør på Vorgod Skole, inden hun blev leder for et tværfagligt team i Varde Kommune, som skulle sørge for sammenhæng og udvikling på tværs af skoler og institutioner i forbindelse med kommunesammenlægningen. I 2008 blev hun stabschef i Varde Kommune, men hun savnede at være tæt på børnene, hvor hun mente, hun kunne gøre den største forskel. Så hun blev skoleleder på Vildbjerg Skole fra 2010 til 2014, og havde det ikke været for diagnosen modermærkekræft og det første barnebarn, havde hun nok været der 10 år mere. Men hun prioriterede det, der var nærest, når det var sværest.

Hun besøgte børnebørn i København hver måned, sendte breve med små giraffer, et båthorn som skulle hentes på posthuset, samlede på brugt emballage, så hun kunne holde butik, når børnene kom på besøg og fremavlede små planter, så de kunne holde marked. Hun gik trippende omkring i køkkenet, før de skulle komme, og hun havde gjort klar til spil og leg.

Hun sprudlede som bedstemor, som hun havde gjort det som mor, som lærer og leder, og hendes store stolthed var Frode, Sonja, Anna og hendes to bonusbørnebørn Bertram og Sigurd. Ingen har formentlig vist sine veninder så mange billeder af børnebørn som hun.

Undervejs mødte hun sin store kærlighed Per, som hun fik 17 år med. Sammen besøgte de lande som Peru, Sydafrika, Australien, Vietnam og Italien. Hun slugte skønlitterære bøger, hun så film med sin biografklub, gik på kunstmuseum og var fast gæst til Art Herning, som hun besøgte to gange i år. Som pensionist blev hun overtalt til at fungere som coach for nye skoleledere i Herning Kommune - hun nød at se andre gro.

Min mor var ivrig badmintonspiller i Lind Hallen, og ganske sigende for hende tog hun sin motionscykel med på hospice.

Det sidste år har været præget af sygdommen, men hun er faldet i levende hænder. Det var respektaftvingende at se, hvordan hendes mand Per langsomt overtog flere og flere opgaver i hjemmet og stod bag hende som en kærlig støtte til det sidste. Det var rørende at se min søster og hendes lille pige Anna nærmest flytte ind på hospice hos hende. Og det var fantastisk rart at mærke alle de veninder og venner, der blev ved med at besøge hende og fik lov at opleve min mor Lisbeth stikke sit humoristiske og nærværende væsen frem bag sygdommen.

Hvis hun var her, ville hun sige tak. Og så ville hun henlede opmærksomheden på dette digt af ukendt oprindelse, der måske er selve opskriften på at få medmennesker til at blomstre.

Det meste er uvigtigt, ærlig talt

Og ærlig talt er kun det mindste vigtigt.

Gør derfor fortrøstningsfuldt det meste galt.

når blot af al din kraft, du gør det mindste rigtigt.

Lisbeth Donnerborg blev bisat fra Rind Kirke i dag fredag 26. maj klokken 13.