Rumsonder på vigtig mission: Truslen fra rummet

Med en ny metode har astronomer for første gang observeret asteroider nær Solen og dermed lokaliseret potentielle farer for Jorden. Samtidig er en rumsonde fra NASA på vej ud på den måske vigtigste mission nogensinde - at få en asteroide til at ændre bane

Udgivet:12. august 2022, 15.51

Læsetid:11 minutter

En rumsonde fra NASA er netop nu på vej til dobbeltasteroiden Didymos og Dimorphos, hvis kredsløb er forholdsvis tæt på Jordens, men uden at parret udgør nogen fare. Den 27. september skal sonden efter planen kollidere med Dimorphos, den mindste af de to, for at bremse den en smule. Foto: Nasa/AP/Ritzau Scanpix

Af Søren Flott
redaktion@m-jylland.dk

Den 15. februar 2013 var som enhver anden formiddag i den russiske by Tjeljabinsk nær Uralbjergene. For børnene var skoledagen godt i gang, de voksne var mødt ind på arbejde, og trafikken fyldte godt op i gadebilledet, da et kraftigt lys pludselig flænsede daggryet. Så lød et kæmpe brag, og sekundet efter splintredes ruderne i det meste af byen, mens massive mure i en del af bygningerne blev reduceret til brokker.

I løbet af de næste timer blev mere end tusind mennesker bragt til hospitalet. Nogle havde øjenskader på grund af de blændende lys, andre var blevet forbrændt, og masser af både voksne og børn var blevet ramt af flyvende glasskår. Blandt de ødelagte bygninger var 34 lægehuse og 361 skoler og børnehaver, og den efterfølgende regning for genopbygningen lød på mere end en kvart milliard kroner.

Det, som borgerne i Tjeljabinsk blev vidner til den formiddag for ni år siden, er det stof, katastrofefilm er lavet af, for byen blev skueplads for det mest voldsomme meteornedslag i over hundrede år. Eksplosionen, der skete 15 til 20 kilometer oppe i atmosfæren, var omkring 30 gange større end den, som atombomben over Hiroshima udløste i 1945 - og så var borgerne i Tjeljabinsk endda heldige. Meteoren var nemlig forholdsvis lille. Den målte 17 meter i diameter - nogenlunde som tre varevogne på række - og vejede 10.000 tons, hvilket svarer omtrent til Eiffeltårnets vægt. Det lyder af meget, men set i forhold til de krabater, der findes i vores solsystem, var der lykkeligvis tale om en gnalling.

- Det uhyggelige var ikke så meget størrelsen, selv om den forårsagede enorm skade, men det at vi først opdagede den, da den ramte, siger Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker og chefkonsulent ved DTU Space.

Solsystemets byggeaffald

Jorden bliver konstant bombarderet med materiale fra rummet og bliver faktisk 50-100 tons tungere på den konto hvert eneste døgn. Langt det meste udgøres af støv. En del støvkorn og småsten er store nok til at skabe stjerneskud, som er ganske harmløse, men så er der de større som meteoren over Tjeljabinsk, der er stykker af asteroider, som er i kredsløb om Solen ligesom Jorden og de øvrige planeter.

De fleste asteroider befinder sig ude mellem Mars og Jupiter, men planeternes tyngdekraft og sollyset kan skubbe til dem, så de ryger ud i et nyt kredsløb, som i sjældne tilfælde kan bringe dem på kollisionskurs med Jorden. Det har vi vidst længe, men i en helt ny artikel i det videnskabelige tidsskrift Science, kan astronomen Scott Sheppard fra Carnegie Institution for Science i Washington DC rapportere, at forskere for første gang har observeret asteroider, der befinder sig i kredsløb nærmere Solen, end vi er.

"Nye teleskopiske undersøgelser trodser Solens lys og søger efter asteroider tæt på Solen ved tusmørke og har derved fundet mange hidtil usete objekter,” skriver han.

Den amerikanske rumsonde "Osiris-Rex" lægger an til landing på en asteroide. Det skal gøre forskere klogere på asteroider, der har kurs mod Jorden. Foto; Ritzau Scanpix

Michael Linden-Vørnle er begejstret for de nye observationer. Han beskriver asteroider som ’byggeaffald’, fra dengang Solsystemet blev dannet for mere end 4,5 milliarder år siden. De mange himmellegemer, der består af klippe eller metal, er det oprindelige materiale, planeterne og månerne opstod af, og derfor kan de afsløre hemmeligheder om, hvordan det hele blev til.

Og så er der truslen mod Jorden.

- Vi er nødt til at få bedre styr på, hvor asteroiderne er, og hvilke baner de følger, og den side af sagen belyses også bedre med den nye metode, forklarer han.

Det er professor Uffe Gråe Jørgensen, der er professor ved Astrofysik og Planetforskning ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet, enig i. For selv om det kræver mere energi at skubbe til asteroiderne, der befinder sig så tæt på Solen, er det ikke umuligt.

- At få dem kortlagt er uhyre relevant. Allerede nu ved vi, at der er utallige asteroider tæt på Jorden. Ser man dem på en animation er det faktisk ret uhyggeligt - nærmest som at se på en sværm af bier, siger han, men understreger dog, at asteroiderne sagtens kan være i nærheden af vores planet uden nødvendigvis at udgøre en fare.

Global killers

Forskerne har gennem de sidste årtier haft travlt med at kortlægge de største asteroiders baner. Det er de såkaldte global killers, som er over en kilometer i diameter. Man regner med, at sådan en fætter rammer Jorden med cirka 100 millioner års mellemrum. Sidst skete det for 66 millioner år siden, da en kæmpe på ti kilometer i diameter udløste en så omfattende katastrofe, at dinosaurerne og mange andre dyre- og plantearter uddøde på ganske kort tid.

- På nuværende tidspunkt har vi styr på omkring 90 procent af dem. Der er to oplagte steder at kigge efter resten: Tæt på Solen og i baner, der har en meget stor hældning i forhold til Jordens, fordi man hidtil mest har observeret i sammen plan som planeterne, forklarer Michael Linden-Vørnle.

Og det kan kun gå for langsomt med at få fundet og kortlagt resten, mener Uffe Gråe Jørgensen.

- En sten på en kilometer i diameter eller større ville menneskeheden nok ikke overleve,” konstaterer han.

Langt mindre styr har vi på de mellemstore asteroider, der også kaldes city killers, fordi de vil være i stand til at ødelægge en af verdens storbyer fuldkommen, hvis de lander i eksempelvis New York, Shanghai – eller København. De rammer Jorden med omtrent 18.000 års mellemrum, og her har forskerne kun styr på knap halvdelen.

Risikoen for et sammenstød af de store er enormt lille, men hvis det sker, vil katastrofen være af en størrelsesorden, vi aldrig har oplevet før, men i sidste ende er det jo et politisk spørgsmål, om pengene skal gå til at mindske klimaforandringerne, forebygge atomkrig, forskning i asteroider - eller alle tingene på en gang.
Uffe Gråe Jørgensen, professor ved Astrofysik og Planetforskning ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet

- Og så er der de mindre som den, der ramte Tjeljabinsk, som vi først opdager, når det er for sent, fordi de er så små og bevæger sig så hurtigt, tilføjer han.

Hvis vi skal undgå at dele skæbne med dinosaurerne - eller undgå ødelæggelser, der vil minde om dem, der overgik Hiroshima og Nagasaki i slutningen af Anden Verdenskrig - er det første skridt ifølge de to eksperter at få kortlagt alle de asteroider, der udgør en potentiel fare, for før de er identificeret, og deres baner er kortlagt, er det svært at gøre noget ved dem. Derfor undrer det også Uffe Gråe Jørgensen, at man først nu er i gang med at bygge et teleskop i Chile med det specifikke formål at lede efter alle asteroider, der måler mere end 200 meter i diameter - men altså kun dem, der kan observeres fra den sydlige halvkugle.

- Jeg har svært ved at forstå, at verden ikke tager skridtet fuldt ud. Et teleskop som det i Chile kan bygges for en milliard dollars, så i princippet kunne Danmark gøre det alene, siger han.

Bare nogle få millimeter

Når himmellegemerne først er opdaget, og deres baner er beregnet, er det simpel matematik, der kan afsløre, om nogle af dem vil kollidere med Jorden engang i fremtiden. Og netop tid er helt centralt i forhold til at imødegå truslen fra rummet.

- Rent teknisk er det ganske udramatisk og nemt at forhindre en kollision. Jeg plejer at sige, at vi kunne sende et hold malere fra kommunen op for at male den pågældende asteroide hvid på den ene side - det ville få den til at reflektere mere sollys og dermed ændre bane med tiden - hvis man altså gør det i tide, forklarer Uffe Gråe Jørgensen.

To vilde opdagelser

Udforskningen af asteroider handler ikke kun om truslen mod Jorden, men også om forståelsen af, hvordan Solsystemet – og måske endda selve livet – blev til.

Avisen har bedt de to eksperter om hver at vælge en af deres favoritopdagelser ud for læserne.

1. Uffe Gråe Jørgensen: Livets byggesten

- Noget af det mest fascinerende er studier af dem, der er faldet ned på Jorden som meteoritter. Nogle af dem har aldrig været en del af planeter, og dermed er de af det oprindelige materiale, Solsystemet er lavet af. I dem har man fundet alle nukleotidbaserne fra DNA og aminosyrer, som er byggestenene til proteiner. Man har ikke fundet noget levende, men det er der er tale om de komplekse molekyler, som var vejen til livet her på Jorden.

2. Michael Linden-Vørnle: Kom de med vandet?

- Man har i lang tid diskuteret, hvor vandet på Jorden kom fra. Ét bud var kometer, der for en stor del består af is, men vandet på de kometer, vi har undersøgt, har en anden sammensætning end her på planeten. Til gengæld passer det med det, vi finder på asteroiderne. Måske leverede de vandet til jorden og dermed forudsætningen for, at livet opstod, og at vi to overhovedet har den her samtale

Det lyder som science fiction, men faktisk er en rumsonde fra NASA netop nu på vej til dobbeltasteroiden Didymos og Dimorphos, hvis kredsløb er forholdsvis tæt på Jordens, dog uden at parret udgør nogen fare. Double Asteroiod Redirection Test (DART), som er missionens officielle navn, er menneskehedens skridt mod at kunne forsvare Jorden mod en altødelæggende kollision. Den 27. september klokken 01.14 dansk tid er det planen, at sonden skal kollidere frontalt med Dimorphos, der måler cirka 160 meter i diameter. Sammenstødet vil bremse Dimorphos en smule, og det ville kunne observeres i dens omløbstid om den noget større Didymos. Går alt efter planen, vil vi derefter stå med i hvert fald ét bud på en redningsplan, hvis det værst tænkelige sker, men det kræver, at vi har fundet de potentielle farer, og at vi har tiden på vores side.

- Bruce Willis-metoden fra filmen "Armageddon" (hvor et hold astronauter bringer en atombombe til sprængning på en komet i sidste øjeblik, red.) er næppe en god idé, for man risikerer at gøre situation værre ved at dele objektet op i flere dele. Det gælder om at skubbe eller hive og få tiden til at gøre det efterfølgende arbejde, siger Michael Linden-Vørnle.

2 minutter og 40 sekunder fra København

Vi har rigeligt med problemer på Jorden med klimaforandringer, biodiversitetskrisen og nu også en krig, hvor der tales om atomvåben. Hvorfor skal vi bekymre os om noget, der sker med 18.000 eller 100 millioner års mellemrum?

- Der er rigtigt nok lavet en masse beregninger, men det er statistik, så selv om det værste skete for 66 millioner år siden, er det ikke det samme, som at der vil gå 34 millioner år, før det sker igen. I princippet kan en global killer dukke op i morgen, forklarer Michael Linden-Vørnle og peger på, at det er sket adskillige gange, at mellemstore asteroider er suset forbi ganske tæt på Jorden, uden at nogen opdagede det, før det skete.

Uffe Gråe Jørgensen er enig og peger på konsekvenserne af en kollision:

- Risikoen for et sammenstød af de store er enormt lille, men hvis det sker, vil katastrofen være af en størrelsesorden, vi aldrig har oplevet før, men i sidste ende er det jo et politisk spørgsmål, om pengene skal gå til at mindske klimaforandringerne, forebygge atomkrig, forskning i asteroider - eller alle tingene på en gang.

Mens politikere verden over foretager den prioritering, kan vi blot prise os lykkelige for, at nedslaget den 15. februar 2013 i Rusland ikke blev langt værre. Ved et sært kosmisk tilfælde oplevede Jorden samme aften, at asteroiden Duende, der var dobbelt så stor som meteoren over Tjeljabinsk og vejede tyve gange så meget, passerede vores planet i en afstand af blot 27.743 kilometer. Dermed kom den nærmere end mange af vores satellitter.

Og i Danmark kan vi drage et lettelsens suk over, at eksplosionen den formiddag ikke skete 2 minutter og 40 sekunder tidligere – så kunne det være gået ud over København.

Læs også
<span>Har bygget deres eget observatorium:</span> Ægtepar kigger mod det uendelige univers <span>Har bygget deres eget observatorium:</span> Ægtepar kigger mod det uendelige univers
Læs også:
Har bygget deres eget observatorium: Ægtepar kigger mod det uendelige univers
Læs også
Menneskehedens nye øjne i rummet Menneskehedens nye øjne i rummet
Læs også:
Menneskehedens nye øjne i rummet