Vandretur på heden: Liglyngen viser vej til de døde

Det er tid til at nyde hedens lyng, men man skal passe på med de hvide blomster, ellers kommer man snart til at holde begravelse

14. august 2019, 19.05

Sådan kan det se ud, når man betragter de blomstrende hedeflader. Foto: Svend Aage Madsen

TIMRING Den lokalhistoriske forfatter Svend Aage Madsen fra Timring er en stor ynder af vandreture i naturen. I denne artikel fortæller han om hedens lyng - både den pæne og den, der varsler død:

Her i august kan vi glædeligvis endnu i et vist omfang lade os fornøje ved synet af de blomstrende hedeflader.

Jeg kan desværre ikke skrive »store hedeflader«, selvom man fra politisk side gør meget for at bevare de få hedeområder, der endnu er tilbage: Man slår, man afgræsser, og der bliver brændt af og fældet, hvilket også er nødvendigt, hvis det fortsat skal være muligt at nyde synet af en lynghede.

Desværre har der i de seneste mange år været en anden og jævnligt tilbagevendende trussel mod hedelyngen: Den består af en lille bladbille, der især angriber de ældre lyngplanter. Blade og blomster visner og efterlader lyngfladen som en stor, brun udørk, hvor selv det mest følsomme sind ikke kan stemmes til poetisk udfoldelse.

Fejer rent og smukt

Skønt man kalder heden for »vild natur«, så er den alligevel noget af det mest menneskeprægede landskab, der findes i dette land - hvis man ser bort fra landbrugsjorden.

For hvis man lod lyngheden passe sig selv, ville lyngen i løbet af 25-30 år dø på grund af alderdom, og arealerne ville lidt efter lidt gro til med blandt andet bævreasp, bjergfyr og røn.

Lyngplanten bærer det smukke latinske navn »Calluna«, hvilket kommer af det græske »Kallyno«. Det vil sige den, der fejer rent og smukt. Årsagen til navnet er uden tvivl, at man i gamle dage brugte lyngrisen til fremstilling af fejekoste - de såkaldte lynglimer.

Lyngplanten har i det hele taget været af stor betydning for hedebønderne, der forsøgte at fravriste den magre jord et udkomme, så de kunne klare dagen og vejen. De brugte blandt andet lyngen til brændsel, foder og tækkemateriale.

En kortvarig fornøjelse

Også i forbindelse med et direkte økonomisk udbytte har lyngplanten undertiden vist sin vigtighed, da der under Første Verdenskrig blev slået enorme mængder af lyng til fremstilling af lyngmel, der blev eksporteret til Tyskland og brugt som tilsætning til især dyrefoder.

Lyngen er også i stort omfang blevet brugt som vejfyld, når de udkørte og sandede hjulspor gennem heden blev for dybe.

Ud over foderværdien havde husdyrene endvidere fornøjelse af lyngen som strøelse. Det samme havde mennesket - her dog som en erstatning for den lune sengehalm.

Havde husmoderen noget klædestof, der trængte til at blive piftet lidt op med en farve, kunne lyngplanten også sagtens bruges i en snæver vending.

Den fremkomne gulgrønne farve havde dog den kedelige tendens at falme i solen, så effekten af farvningen var en forholdsvis kortvarig fornøjelse.

Sygdomme florerede naturligvis også i gamle dage. Og i den forbindelse blev lyngplanten for eksempel brugt som et sveddrivende middel og mod forkølelse.

Hvid lyng betyder død

Som til så mange andre vilde planter har der været knyttet en del overtro til lyngplanten.

Et yndet emne var at tage varsel af den kommende vinters udvikling ved at se på lyngens blomstersætning: Var der stor blomstersætning, kunne man roligt gøre vintertøjet klar til brug, for så ville det blive en streng vinter med meget sne. Viste blomsterne sig først i toppen, ville man få en tidlig vinter, mens den til gengæld ville komme sent, hvis blomstringen startede nedefra.

Hvis disse udsagn står til troende, skal den kommende vinter starte sent og blive streng.

Lilla er den normale farve for lyng, men nogle steder på heden støder man af og til på lyng med hvide blomster. Det er den såkaldte »liglyng«, og efter gammel overtro måtte den absolut ikke plukkes, og slet ikke bringes i hus, for så ville man snart komme til at holde begravelse.

Det blev sagt, at dér, hvor den hvide lyng voksede ude i heden, lå en død mand begravet.

Heden er altid åben

I dag er brugen af de resterende heder for de flestes vedkommende begrænset til en søndagstur hen i eftersommeren for at nyde det betagende syn af et lyngareal i fuldt flor samt hjembringelse af den næsten obligatoriske tot lyng til vasen på stuebordet.

Men jeg kan kun opfordre til at komme så tit som muligt. For heden er ikke karrig: Den holder åbent året rundt og står gerne til rådighed med nye oplevelser og synsindtryk hver gang.

Og vil man forsøge at forlænge og bevare oplevelsen af den blomstrende lynghede vinteren igennem, må man gribe til tegnebogen og forsyne sig med den fine, mørkebrune og velsmagende lynghonning, som nogle biavlere heldigvis stadig satser på.

Sådan kan det se ud, når man betragter de blomstrende hedeflader. Foto: Svend Aage Madsen Privat
Plukkes lyngbuketten på det rette tidspunkt, kan den stå hjemme i stuen hele vinteren uden at drysse eller miste farve i nævneværdig grad. Foto: Svend Aage Madsen Privat