Regeringen og EU svigter den ydre grænse

8. oktober 2020, 14.43

Morten Løkkegaard, Asger Christensen, Søren Gade og Linea Søgaard-Lidell. Foto: PR-foto

ASYL Fem år efter EU’s ydre grænse kollapsede og hundredtusinder af asylansøgere vandrede op gennem Europa, har EU-Kommissionen endelig spillet ud med et forslag til nye fælles asylregler. Man skulle tro, at når det har taget så lang tid, ville det også være ventetiden værd. Men udspillet skuffede fælt.

Jovist, der er nogle gode takter: Man er gået bort fra tanken om tvungen omfordeling af asylansøgere, som EU-kommissionen ellers tidligere har foreslået. Og så har man fokus på hurtig asylbehandling for at sende dem hjem, som ikke har et beskyttelsesbehov og ikke kan opnå opholdstilladelse i EU. Begge dele hilser vi velkommen.

Men herefter er der ikke meget at råbe hurra for. For udspillet løser ikke nogle af de grundlæggende problemer, som Europa står over for. Nemlig at det er attraktivt for folk fra Mellemøsten eller Afrika, der ganske forståeligt drømmer om en lysere fremtid, at søge mod Europa - ofte med livet som indsats i en gummibåd over Middelhavet.

En af de altoverskyggende årsager er, at EU stadig, på grund af manglende grænsekontrol, står pivåbent for dem, som tør tage chancen over Middelhavet. For når først de er nået så langt, så lever håbet om at kunne blive i Europa - enten gennem asyltilladelse eller illegalt ophold.

Derfor undrer det også såre, når regeringen udtaler sig positivt over for den del af udspillet, som omhandler grænsen. For i vores optik bliver grænseproblemet ikke ændret en tøddel. EU-Kommissionen skriver godt nok, at man vil sikre den nødvendige grænsekontrol, hvor behovet opstår »allerede« fra 2021. Men der står ikke meget i udspillet om, hvordan det helt præcist skal sikres. Og det kan næppe karakteriseres som kontrol med grænsen, hvis man skal hoppe fra tue til tue i takt med, at problemerne opstår.

Af udspillet fremgår det, at grænsekontrollen og EU’s grænsesamarbejde Frontex skal styrkes gennem den solidariske mekanisme, hvor lande, i stedet for at modtage asylansøgere, kan sende mandskab og materiel. Men da regeringen afviser den del af udspillet som ikke-brugbart - som i øvrigt også er omfattet af vores retsforbehold - hvordan kan den så samtidig påstå, at udspillet sikrer kontrol med den ydre grænse?

Endnu mere himmelråbende er det, at statsminister Mette Frederiksen efter forhandlingerne om EU’s flerårige budget kom hjem til Danmark med en kæmpe regning, selvom hun ikke formåede at få danske prioriteter med. For eksempel blev ambitionerne om at få styr på grænsen markant neddroslet. Og ifølge regeringen selv vil oprustning af Frontex ovenikøbet først være på plads om syv år.

Alt det viser, at regeringen - men også EU-Kommissionen - spiller en form for dobbeltspil omkring EU’s grænsekontrol. Man har italesat, at det er et problem, at EU’s ydre grænse ikke er sikret. Men man har ikke i sinde at skynde sig med at få en løsning på plads. Regeringen og EU har svigtet løftet til danskerne om at sikre EU’s ydre grænse og dermed bremse migrationstrømmene.