Forpligtet på livstid

Det er fristende at starte fortællingen sådan her:

»Nogle gange skubber skæbnen en i mærkelige retninger. Var det ikke fordi, Susanne Staun tilfældigvis havde overhørt en ulykkelig kvindes desperate telefonsamtale med sin voldelige eksmand, var bogen »Velkommen til mit mareridt« næppe blevet til, og de voldsramte skilsmisseforældre havde måske ikke fået en stemme.«

Det var ganske vist i lufthavnen, at vejen frem til bogen første gang åbenbarede sig. For Susanne Staun er »en af de idioter, der taler til fremmede mennesker«, så hun tilbød kvinden en Kleenex og fik til gengæld hendes historie. Det er også sandt, at hun tror på, at alting sker ved et tilfælde, og at mødet med kvinden har haft en langt større betydning, end hun kunne forudse.

Men budskabet mellem linjerne om, at »mine damer og herrer, må jeg præsentere jer for Heltinden«, bryder hun sig ærligt talt ikke om.

Ifølge Susanne Staun var mødet i lufthavnen først og fremmest båret af nysgerrighed, et trodsigt sind og en urokkelig grundindstilling til, at tingene skal gå ordentligt for sig.

Derfor tilbød hun kvinden sin hjælp og holdt kontakten til hende, fordi hendes historie om en voldelig eksmand, som hun blev tvunget til at udlevere sine børn til, var for ubegribelig og for uretfærdig.

Derfor lyttede hun, da hun blev kontaktet af en anden kvinde med en lignende historie og derfor besluttede hun sig for at følge »Det Hemmelige Netværk« - et netværk af primært kvinder, som kæmper for at undgå udlevering af deres børn til fædre mistænkt for vold, misbrug eller pædofili.

- Jeg var bestemt ikke på jagt efter en god historie. Jeg var i gang med opfølgeren til grammatikbogen »Fuck, en lækker røv«, og jeg har heller aldrig taget historier fra virkeligheden før. Det er nemmere at opfinde sine egne. Men da jeg havde lyttet tilstrækkeligt længe til de kvinder, besluttede jeg, at jeg skulle skrive en historie på de vidnesbyrd, der blev afgivet i netværket, for det var jo slet ikke den historie, medierne fortalte. Her drejede det sig om at udbrede myten om de onde kvinder, der kom med falske anklager, og det var en helt anderledes virkelighed, jeg så derinde.

Hysteriske kællinger

Den indsigt, Susanne Staun fik over otte måneder gennem »Det Hemmelige Netværk«, blev til bogen »Velkommen til mit mareridt«, der udkom sidste efterår. Det er en fiktiv fortælling om en kvinde, der forelsker sig i og får et barn med en mand, der siden hen viser sig at være psykopat. Efter deres brud begynder et opslidende tovtrækkeri om barnet, hvor manden gør alt for at fremstille kvinden som sindssyg og samtidig gør alt for rent faktisk at gøre hende sindssyg gennem chikane og psykisk vold. Men fortællingen er som nævnt baseret på virkelige hændelser, der ifølge Susanne Staun vidner om et system, der - ligesom kvinderne - lader sig besnære af de karakterafvigende mænd og efterlader kvinderne i rollen som hysteriske kællinger, der af alle de forkerte årsager forsøger at forhindre samvær mellem far og barn.

For Susanne Staun har det været voldsomt at få indblik i den virkelighed, som de færreste taler højt om.

- Jeg kan godt forstå, at aktivisterne inden for det her område kun holder kort tid, for man kan ikke holde ud at være sammen med så megen elendighed så længe. Det er hårdt at være vidne til et slapt og lemfældigt retssystem, et mærkværdigt politi og politikere, der holder fast ved en lov vel vidende, hvad det koster - både menneskeligt og økonomisk.

#godtjegsnartskaldø

Måneders research, timelange samtaler med adskillige kvinder og mange stort set forgæves forsøg på at få mere opmærksomhed på området har betydet, at der er kommet revner i det fundament, der kunne kaldes en grundlæggende tillid til verden.

- Når man hører så mange historier om karakterafvigende mænd, der bevidst driver deres ekskoner til vanviddets rand, så bliver jeg nødt til at indrømme, at jeg også er begyndt at få en afsmag for mænd generelt. Jeg skal hele tiden minde mig selv om, at det kun drejer sig om tre-fem procent, som bare FYLDER, som om de var flertallet. Og så er jeg vist bare blevet grundlæggende misantropisk og civilisationsdeprimeret. I hele 2015 har jeg haft et hashtag på Facebook, som hedder: #godtjegsnartskaldø.

Da en dokumentarudsendelse om netop »Det Hemmelige Netværk« for få år siden var på vej ud på landsdækkende tv, blev den stoppet af klager og injurieanklager.

Historien kom altså aldrig rigtigt derud, hvor den for alvor kunne starte en debat. Det samme har i en eller anden grad været tilfældet med »Velkommen til mit mareridt«.

Susanne Staun har forsøgte at skabe mest muligt larm.

Ikke om bogen som sådan, men om problematikken generelt.

Hun har givet interviews, været aktiv i adskillige debatter, lavet en blog og har endda startet en indsamling til fordel for kvinderne. Men forargelsen, som hun selv føler så stærkt, bliver tilsyneladende ikke delt af den brede offentlighed. Endnu.

- Det har ikke rykket en meter og i øvrigt ikke gjort noget godt for mit liv som forfatter. Jeg har fået sølvpapirshat på og gjort mig til persona non grata hos nogle medier og journalister, som jeg har kritiseret. Det er jo ikke godt for mig og mit fremtidige virke, at centrale medier vender mig ryggen.

- Det er heller ikke fedt at gøre sig uvenner med nogle af de gutter, debatten handler om. Der er tætpakket med hackere, og jeg har haft indbrud i min computer én gang. Det har de fleste, der beskæftiger sig med det emne.

Til gengæld har kvinderne, det handler om, været lettede over at føle sig set og hørt, fortæller Susanne Staun. Hun har også fået »overvældende reaktioner« fra folk i systemet, der føler sig magtesløse.

- Men det er ikke nok for mig. Jeg synes ikke, jeg er færdig, men jeg er vist også selv lidt psykopat. Jeg vil vinde. Hvis jeg slipper det nu, føler jeg, at jeg har tabt. Men jeg bliver nødt til at skrue ned, for jeg skal jo også betale regninger hver måned.

Civil ulydighed

Susanne Staun fortsætter altså med at tale for kvinderne og imod systemet. Det kan godt være, at det koster noget at tale højt om det svigt, hun oplever. Men prisen for at tie virker endnu større.

- Jeg ville ønske, at vi alle sammen blev modigere og bedre til at udøve civil ulydighed. Jeg er MÅLLØS over, hvor konfliktsky danskere er. Det er faktisk den fundamentale dødssynd. Undladelsessynden, siger Susanne Staun, der mener, meget er vundet, hvis vi i det hele taget bliver bedre til at identificere karakterafvigere, før skaderne opstår.

- Det gælder for eksempel inden for familieret, hvor både mænd og kvinder, men mest kvinder, tvinges til at »samarbejde« med deres krænker, fordi han ikke identificeres som sådan. Det svarer til at bede et mobbeoffer om at samarbejde med mobberen, eller voldtægtsofferet om at samarbejde med voldtægtsmanden.

Ligesom det ikke gik at pakke indledningen ind som en lyserød heltindefortælling, går det heller ikke at forsøge at finde på en lykkelig slutning.

Der er ganske vist ingen fortrydelse at spore hos Susanne Staun til trods for, at det har kostet hende tid, kræfter, penge - og rykket ved hendes grundlæggende tillid.

- Det var godt, at jeg mødte kvinden i lufthavnen, fordi jeg er blevet klogere, og det er godt, fordi jeg skrev den bog, som der var brug for.

Men der skal meget mere til, før Susanne Staun vil begynde at tale om »en sejr«.

- Det vil kræve flere ting. At offentligheden ser, at myten om de onde kvinder er en moderne heksejagt, og at undersøgelser viser den modsatte virkelighed. At medierne tager emnet under seriøs behandling. At loven bliver lavet om, og at lovgivningen kommer til at hvile på evidensbaseret forskning og ikke på, hvad Per og Poul tror.

- Det er resten af mit liv, I know. Men man skal jo have en hobby.