Miraklet i mors mave

Udgivet:17. maj 2022, 19.52

Læsetid:3 minutter

Kristian S. Larsen. Foto: Privatfoto

Af Kristian S. Larsen. Hassellunden 55 Esbjerg Ø, cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

SUNDHED Fri abort er i sagens natur et emne med stærke følelser i spil. Debatten om den er også en af dem, der ikke vil forstumme. Det skal den heller ikke. Ganske vist ønskede statsministeren og flere andre politikere sidste år helt at lukke debatten. Men det afgør de ikke alene. For det er almen viden, at abort hverken er noget enkelt eller uproblematisk.

I befolkningen er der stor opbakning til fri abort, og forsvindende få politikere vover at stille spørgsmålstegn. Dermed cementeres en situation, hvor mennesker overlades til et alvorligt svigt.

Når en kvinde ser en uønsket graviditet i øjnene, står samfundet parat med et enkelt svar: Du kan da bare få den fjernet. Men er det en hjælp? Er det værdigt? Så står hun - måske helt ung og helt alene - med beslutningen, som hun også fremover skal bære helt alene.

Måske sidder inderst i hjertet et ønske om at beholde barnet. Men alle andre - forældre, kammerater, lægen, kæresten - ser det som den eneste løsning at få den fjernet. Mon fri abort i den situation opleves som en frihed, et gode, en hjælp …?

Fri abort er i sagens natur et svigt over for det ufødte barn. Men det er det også over for de gravide. Det handler om kvindens ret til egen krop, lyder det i det store ekkokammer. Dermed lades kvinder alene - også med de fysiske og psykiske eftervirkninger, som kan følge med.

Desuden svigtes fædrene. Hvad blev der af »mandens ret til eget barn?« Indtil 12. graviditetsuge kan en kvinde frit vælge abort - endda uden at være sikker på at få det talt grundigt igennem med nogen. Men hvor er faderen og hans ansvar for barnet? Skal han bare kunne vende ryggen til og vaske hænder? Eller hvad med hans ret til barnet? Måske ønsker han faktisk, at graviditeten gennemføres. Men på grund af mantraet om »kvindens ret til egen krop,« må han pænt se på fra sidelinjen.

I Danmark gennemføres årligt cirka 14.000 provokerede aborter. Over årene bliver det et forstemmende stort tal, hvis man tænker over det. Og netop dét er der brug for: At vi som samfund tør tænke over det og sætte ord på alt det urimelige ved en ordning, som er blevet en slags bagvendt tabu.

En uforudset graviditet kan (lige som den forudsete) være en stor livsomvæltning. Måske er den resultat af noget, som der er grund til at fortryde og bede om tilgivelse for og opleves ikke umiddelbart som en glæde. Alt det skal ikke bagatelliseres.

Men som i trafikken er der steder, hvor man ikke bare kan vende om og køre direkte tilbage. Man må finde en vej frem - og eventuelt beregne ny rute. Og kan man ikke klare alting selv (og de færreste kan altid klare alting selv), så må netværk og velfærdssamfund kende deres plads og stå klar med hjælp til den store opgave, som et lille nyt menneske er.

Det handler om menneskeværd, og vi trænger som samfund til at genopdage det store og forunderlige ved en graviditet, en fødsel, et barn. Et barn er ikke først og fremmest en arbejdsopgave, en tidsrøver, en økonomisk byrde, en »party killer«. Det er en glæde, en gave, et mirakel, et under! Tør vi åbne øjnene for dette, tør vi måske også åbne ørerne og lytte, når nogen siger, at den nuværende ordning kalder på handling.

I sit digt »Kringsatt av fiender« skrev Nordahl Grieg: »Skaper vi menneskeverd, skaper vi fred« og sluttede med løftet: »Vi vil ta vare på skjønnheten, varmen - som om vi bar et barn varsomt på armen!«

Den største og fineste opgave er at tage vare på et barn - på armen eller i maven.

Indlæser debat