Jeg mindes Krista, Preben, Susanne, Peter og alle de andre: Af hjertet tak til Gjellerupskolen

25. september 2020, 15.51

Chris Anton Østerby og Gjellerupskolen. Foto: Privatfoto/Christian Sjurman

MINDER Jeg husker ikke min første skoledag på Gjellerupskolen for 32 år siden - men jeg husker de efterfølgende 10 år. Og fordi jeg bor i lokalområdet, bliver jeg ofte mindet om alle de gode minder fra min folkeskoletid.

Vores børnehaveklasselærer, Krista, var som en reserve-bedstemor for os - alt var trygt, nyt og spændende omkring hende. Vores klasselærere fra 1. klasse, Susanne og Preben, var som reserve-forældre for os. Jeg husker, at flere af os ofte kom til at kalde Preben for far, når vi rakte hånden op, fordi matematikken drillede. I de senere årgange blev Anette og Peter vores klasselærere. Hatten af for dem. For deres engagement og deltagelse i vores vigtige læringstid. Og alle de andre: Carl Erik, engelsklærer, og Marie Louise, tysklærer. Henrik vores biologilærer og Peter vores geografilærer. De var alle med til at skabe nogle gode og spændende rammer for min folkeskoletid.

Jeg husker specielt klasseaftener på skolen, hvor lærere, elever og deres forældre og søskende var med. Det var som om, man var én stor familie. Der blev spist, drukket, sunget og snakket, og vi unge mennesker havde hele den store skole for os selv til leg, hygge og kysseri.

I ungdomsskolen spillede vi musik, rodede med knallerter, snakkede om piger og Pearl Jam, røg Kings uden filter (bag hækken), købte snolder og drak sodavand. Erling var god til unge mennesker. Ham husker jeg også. Der havde vi frirum - under ansvar - selvfølgelig.

Min første kærlighed hed Karen. Vi var kærester i 4. klasse. Året er 1992. Med vores band »The Børnerock« sang og spillede vi til forskellige skolearrangementer. I frikvarteret kyssede vi genert hinanden omme bag et eller andet. I skoleteaterstykket »Nattergalen« besatte vi hovedrollerne. I håndarbejde mellem garn og nåle sendte vi hinanden søde blikke. Karen døde desværre alt for ung i en trafikulykke i 1999. Mange af mine minder om Karen er forbundet med Gjellerupskolen. Skolen var en kæmpe del vores verden og virkelighedsbillede. Vi levede der! Nu er alt livet der forbi.

Gjellerupskolen fotograferet i juli 2018. Foto: Tom Laursen

Den gamle skole har det sidste stykke tid stået øde og forladt. Man kan mærke alt det liv og læring, der er suget ud af de gråhvide betonbygninger. En larmende stilhed. Nu nedrives min gamle skole, og et nyt boligområde vil skyde op.

Jeg vil aldrig glemme lugten af ... jeg ved faktisk ikke, hvad det var. Aldrig glemme de hårde betonfliser på mellemgangene. Aldrig glemme hallen med de enorme skydedøre og den lille sprække mellem dør og mur ind til pigernes omklædning. Jeg vil aldrig glemme det dugvåde græs på sportspladsen en søvnig sommermorgen og den skingre klokke, der ringer fra frikvarter. Aldrig.

Min seks-årige datter er lige startet på den nye Lindbjergskolen (Hammerum/Gjellerup). Nu er det min tur til at være den gode, engagerede forælder. Fordi en god skoletid skabes og udvikles i samspil mellem lærere, elever og ikke mindst forældre. Jeg håber, min datter får lige så (ubeskriveligt) gode minder fra folkeskolen, som jeg har fået.

Og af hjertet tak for det.

Læs også
Lindbjergskolen åbner i dag: 1000 børn marcherede mod ny skole
+Abonnement