Det kræver en landsby ...

Af Bine Madsen

redaktion@m-jylland.dk

Hvis du er gamer og vant til at bygge de mest fantastiske samfund i den virtuelle verden, så er springet til at prøve noget lignende af i den virkelige verden måske ikke så stort. Hvis du kan lave det meste af dit arbejde fra din bærbare computer, og netforbindelsen ellers er hurtig nok, så kan du lige så godt sidde i Hesselager som i hovedstaden, og hvis den førerløse bil triller ind foran din bolig, kort efter du har bestilt den, så gør det ikke så meget, at det regionale trafikselskab endnu en gang har pillet en afgang ud af køreplanen.

Når direktør i Future Navigator, Liselotte Lyngsø, kaster et blik nogle år ud i fremtiden, aner hun konturerne af noget, der kan ændre vores forestilling om, at vokseværk er noget, storbyerne har patent på.

For livet på landet matcher allerede i dag mange menneskers forestilling om det gode liv, og fremover vil den teknologiske udvikling kombineret med nye måder at tænke og organisere sig på få flere til at tage springet, mener hun:

- Mange mennesker kigger ikke længere i en fortrykt programoversigt for at finde opskriften på det gode liv, og de tager sig ikke til takke med en vildt dyr lejlighed og tilfældige naboer. De vil de tætte relationer, de vil fællesskabet, og de vil det bæredygtige liv. For dem er velstand at have adgang til hinandens knowhow og ressourcer. De tror også på, at deres børn har brug for et stærkt fællesskab - at det kræver en landsby at opdrage et barn, og det passer også meget godt til alle de nye familieformer.

Liselotte Lyngsø spår, at vi de kommende år ligefrem vil se mennesker, der i samlet flok rykker fra byen til en udvalgt landsby, fordi forhindringerne bliver mindre og mindre.

- Jeg er helt overbevist om, at vi kommer til at se lokalområder, der vil opleve en transformation på grund af den udvikling, siger hun.

Noget at spejle sig i

Klitmøller er et af de områder, der allerede har gennemgået en større forandring gennem de senere år på grund af øget tilflytning.

I 2006 tog Rasmus Johnsen sammen med sin familie skridtet og rykkede fra storbyen til den lille by på kanten af Vesterhavet, og siden har han været en af de ildsjæle, der har knoklet for dels at udvikle den nye hjemby, dels at gøre det nemmere for andre at lave samme bevægelse. For ønsket er til stede hos mange, mener han og peger på undersøgelser, der viser, at op mod 20 procent af dem, der i dag bor i byerne, forestiller sig, at de bor på landet i 2030.

- Vi ved selvfølgelig ikke, hvor mange der gør alvor ud af det, men det er et vidnesbyrd om, at der findes en gruppe, der ikke føler sig hjemme i byen og har en ide om, at det at bo på landet i et mindre samfund stemmer bedre overens med deres opfattelse af det gode liv. Her har de nærheden til naturen, de har mennesker tæt på i forpligtende fællesskaber og en mulighed for at overskue og gennemskue de sammenhænge, de er en del af. Folk efterspørger i høj grad tid, hvor man ikke skal noget. Det kan være svært at give sig selv lov til i en travl storby. Her er det til gengæld helt naturligt at tage Hanstholm-habitten på og trille ned i havet og bare være til, siger Rasmus Johnsen.

Han var som passioneret surfer med til at skabe »Cold Hawaii«, men også har lagt masser af tid og kræfter i at skabe et netværk i byen, der både rækker ud til lokalbefolkningen og til potentielle tilflyttere. Det har blandt ført til oprettelsen af arbejdsfællesskabet CoWork Klitmøller - et hus med faste pladser til nogle af dem, der allerede bor i Klitmøller og midlertidige pladser til dem, der en gang imellem opholder sig i byen.

- Vores erfaring og vores filosofi er, at man skal lave et sted, hvor folk kan komme og få en oplevelse af, hvad det vil sige at bo og arbejde her. Mange af dem, der er endt med at flytte hertil, har været forbi os først, spist frokost med os eller deltaget i fredagsbaren. Det handler om at få et reelt indblik i livet her, og det kan man få ved at spejle sig i os og stille os spørgsmål.

Afgørende arbejdsfællesskab

Netop en ny form for arbejdsfællesskab kan være med til at gøre rykket fra by til land en smule mere ubesværet. Det mener Jens Kaae Fisker, der som postdoc ved Center for Landdistriktsforskning har lavet rapporten »Coworking i danske landdistrikter«. Coworking er en betegnelse for arbejdspladser, som bliver delt af en blanding af projektansatte, freelancere, enkeltmandsvirksomheder og forskellige former for løst ansatte og fastansatte med hjemmearbejdsordninger. Her kan mennesker, der ellers ofte ville sidde alene på hjemmekontoret, finde et socialt og fagligt fællesskab.

- Det bliver mere og mere udbredt, at man ikke har fast tilknytning til et bestemt arbejdssted, og så kan man i princippet lige så godt sidde i landdistrikterne og i de mindre byer. Coworking-stederne er en måde at sikre brugerne, at de kan fastholde noget af det, som en arbejdsplads normalt giver, siger Jens Kaae Fisker.

Coworking er i dag mest udbredt i brancher med fleksible arbejdsforhold, men ifølge forskeren kan det på sigt henvende sig langt bredere. Skal udbredelsen af den nye form for arbejdsfællesskab lykkes, kræver det dog en række ting. Alt fra lavpraktik som egnede lokaler og en god bredbåndsforbindelse til en indsats fra både offentlige myndigheder, private virksomheder og coworkerne selv. Til gengæld er perspektiverne mange. Jens Kaae Fisker peger på, at der for eksempel kan tilknyttes borgerservice eller sundhedstilbud til stederne, og så vil det, at der findes et etableret arbejdsfællesskab, kunne have stor betydning for tilflyttere.

- I dag er det ofte sådan for dem, der vover springet og flytter på landet, at de først der opdager, hvad de mangler. Det kunne være fantastisk, hvis man allerede i den indledende fase kunne se mulighederne for at være en del af et arbejdsliv det nye sted.

Ikke hvor mange, men hvem

Skal mulighederne for mere liv til landdistrikterne for alvor udnyttes, kræver det dog, at kommunerne begynder at tænke anderledes om, hvordan de tiltrækker tilflyttere, lyder erfaringen hos Rasmus Johnsen.

Da han flyttede til Klitmøller for 12 år siden, var der stadig en forestilling om, at det var »torvedagene i Hurup, der var hovedattraktionen«, og det lokale sygehus forsøgte at tiltrække turnuslæger med fortællingen om, at Thisted bød på næsten det samme som København.

- Og det har været lidt af en proces at få dem til at forstå, at det ikke bare handler om at tiltrække »nogen«. Man skal se på hvem, der synes, at lige præcis det, vi har at byde på her, er helt fantastisk. Det handler ikke om antal. Det handler om, hvem der kommer, og hvordan man understøtter deres behov og får deres drømme til at gå i opfyldelse, siger iværksætteren.

I øjeblikket arbejder han sammen med en gruppe på at få skabt nogle attraktive lejeboliger i området, så det bliver lettere at tiltrække dem, der har en forestilling om, at livet i Klitmøller er det gode liv for dem, men tøver, fordi det at købe et hus føles som et for stort skridt.

Også fremtidsforsker Liselotte Lyngsø opfordrer kommunerne til at droppe den traditionelle forestilling om, hvad der skal til for at skabe vækst i landdistrikterne. De skal i stedet være langt mere opsøgende og ikke mindst ændre fokus fra enkeltindivider til grupper.

- Forestillingen om, at man skal gøre sig attraktiv for den enkelte børnefamilie er helt forfejlet, man skal tænke meget større og være sig bevidst om, at man henvender sig til en kritisk masse. Vi flytter ikke kun for at få et billigt hus, men også for at leve et sted, der passer til vores værdier.

Gensidig respekt

Der findes allerede i dag en række eksempler på små samfund, der er opstået ud fra en gruppe tilflyttende ildsjæles visioner om det gode liv, og Liselotte Lyngsø forudser altså, at vi fremover vil se mange flere. Hun peger dog også på risikoen for, at tilflytterne isolerer sig i »små selvfede bæredygtige bobler«, som hun siger.

- Hvis man ikke er varsom, kan det nemt ende med at blive en kamp mellem »de rigtige og de forkerte«, mellem dem med de rigtige meninger og rigtige uddannelser og så alle de andre, mener hun.

Netop respekten for den lokalbefolkning, man som tilflytter bliver nabo til, er helt central, siger Rasmus Johnsen, der har erfaret, at det kræver en ihærdig og vedvarende indsats, hvis forståelsen og respekten skal være gensidig.

- Hos os har det for eksempel været en udfordring at finde en vej, som både giver plads til surfing og Hanstholm Havn. Her nytter det ikke noget, hvis vi som surfere kommer og tror, at vi kan ændre det hele og i værste fald taler ned til de folk, der er der i forvejen, siger Rasmus Johnsen.

- I mine øjne fungerer det kun, når vi alle forstår, at vi spiller på den lange bane. Det er den, hvor man bliver hængende i lang tid og arbejder sammen om at skabe plads til og muligheder for os alle sammen. Det betyder på den ene side, at vi, der er kommet til, af og til bare må stikke piben ind, lytte, forstå og frem for alt vente, til det bliver vores tur. På den anden side må dem, der har været der altid, huske at give plads til nytænkning. Vi har alle brug for at blive udfordret på, hvordan vi kan gøre tingene. Det er den eneste medicin mod at sidder fast i utidssvarende forestillinger, som, hvis vi ikke opdager det i tide, kan ende med at blive ophav til de problemer, vi har.